- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1055

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - spansk-amerikansk Litteratur - Spansk Cedertræ - Spanske Arvefølgekrig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dario (s. d.), hos hvem man finder de fleste
af, hvad man kan betegne som de typiske Træk
ved sp.-amer. Digtning. Her skal forøvrigt
blot nævnes nogle faa Navne af den hele
Digterskare: M. Gutierrez Nâjera, Meksikaner,
meget følsom og med et Anstrøg af
Mysticisme, J. del Casal fra Cuba, en
decadent, men udsøgt kunstnerisk Poet, den
dybt melankolske Columbianer J. A. Silva
og G. Valencia, ligeledes Columbianer,
som pessimistisk søger efter Mening i
Tilværelsen i sine kunstnerisk fuldendte Vers. Langt
mere Berøring med det virkelige Liv har J.
Marti
, der havde en fremtrædende Plads i sit
Fædreland Cubas Uafhængighedskamp og
tilsatte Livet under et Forsøg paa Insurrektion
mod Spanien; og Peruaneren J. Santos
Chocano
henrev mange ved sin svulmende
Krigslyrik fra den Kamp mod Chile, hvori Perú blev
overvundet. Er der, mere ell. mindre tydeligt
fremtrædende, noget gærende og bølgende ved
næsten alle disse Forfattere, træffer vi en
Personlighed af en helt anden Art i J. E. Rodó
(s. d.) fra Uruguay. Denne udmærkede,
desværre tidlig bortgangne Mand er ikke blot en
Prosaskribent af høj Rang, men i Ordets
eminente Bet. at betragte som en Fører for sin
Nation. Man har lignet ham ved Renan, men
endnu mere har han vistnok tilfælles med
Emerson; hans ægte Frisind og rolige Fremsyn
virker dragende paa den, der gerne vil se lyst paa
Fremtiden uden at hengive sig til alt for stor
Optimisme; og at hans Bøger vil faa stor
Bet. ikke blot for Amerikas litterære Udvikling,
men i det hele for dets aandelige Fremtid, er
der Grund til at antage. En nordamer.
Beundrer af ham har endog sagt om hans Bog Los
motivos de Proteo
, at den burde oversættes paa
alle Sprog og finde en Plads i alle pædagogiske
Systemer. Et lysere Syn paa Tilværelsen og
Menneskehedens Fremtid viser ogsaa
Meksikaneren Amado Nervo (s. d.), der baade var
Prosaforf. og Digter, og i sidste Egenskab
modernistisk, som f. Eks. Verlaine, hvad Formen
angaar. Idealist som Rodó, men af en helt
anden Støbning som Personlighed og Forf. er
Venezolaneren Rufino Blanco
Fombona
(født 1874), en meget sammensat Natur, som
har ført et bevæget Liv. Han har deltaget meget
i det politiske Virvar, som har hersket i
Venezuela, har haft Dueller i Hobetal, været
Genstand for Attentater, siddet i Fængsel som Følge
af det Had hos Modstanderne, som de
uforbeholdne Ytringer af hans ildfulde Temperament
og stærke Retfærdighedsfølelse havde
fremkaldt, og endelig har han maattet vandre i
Landflygtighed, idet han nu (1925) lever i
Spanien. Han har skrevet litterære, kritiske Essays,
Poesier, Prosafortællinger o. m. Bl. hans
Romaner er der særlig Grund til at anføre El
hombre de hierro
, som giver et farverigt
Billede af Forholdene i Venezuela, og Bogen El
conquistador español
(1922) er unægtelig
interessant som historisk Læsning, men ikke lidt
subjektiv og maa benyttes med en Del Kritik.
(Litt.: M. Menéndez y Pelayo,
Antologia de poetas hispano-americanos [4 Bd, Madrid
1893—95]; A. Coester, The literary History
of Spanish America
[New York 1916]; A.
González Blanco
, Escritores representativos de
América
[Madrid 1917]; Is. Goldberg,
Studies in Spanish-American Literature [New York
1920]; M. L. Wagner, »Die
spanisch-amerikanische Literatur in ihren Hauptströmungen«
[Berlin 1924]).
E. G.

Spansk Cedertræ, se Cedertræ.

Spanske Arvefølgekrig, den store Krig,
som førtes 1701—14 af Østerrig, England og
Holland mod Frankrig. I Krigen deltog
foruden disse Hovedmodstandere tillige en Del
andre Lande: De fleste tyske Stater, deriblandt
Brandenburg paa østerr. Side; Savoyen og
Portugal deltog først paa fr., senere paa østerr.,
medens Spanien — Stridens Æble — stod
splittet, idet Katalonierne sluttede sig til
Østerrig, medens Kastilianerne støttede Frankrig.
Krigens direkte Aarsag var Spørgsmaalet om
Arvefølgen i Spanien, idet den sp. Konge Karl
II (død 1700) havde indsat Ludvig XIV’s
Sønnesøn, Filip af Anjou til Arving af alle sine Lande
medens Kejser Leopold af Østerrig gjorde
Fordring paa Arven for sin Broder, Ærkehertug
Karl (se i øvrigt: Spanien, »Historie«). Dette
Forhold gav da Anledning til en
Magtsammenslutning mod Frankrig, idet den anden store
Fastlandsmagt, Østerrig, mødtes med de to
Sømagter, England og Holland, i fælles
Bestræbelse for at begrænse Ludvig XIV’s stigende Magt.

Krigen førtes i Italien, Spanien, Tyskland,
Nederlandene med afvekslende Held. Den trak
stærkt i Langdrag ikke alene p. Gr. a. de
betydelige Hjælpekilder, de to Magtgrupper
raadede over, men ogsaa ved Krigsskuepladsernes
Udstrækning i Forhold til Kommunikationernes
Udviklingstrin, samt ogsaa p. Gr. a. den særlige
Maade, Datiden førte Krig paa, og som
prægede hele Krigens Gang. I stærk Modsætning
til den senere napoleonske Krigsførelse, i
Princippet den samme som Nutidens, stræbte man
ikke efter den hurtige Afgørelse paa
Kamppladsen, undgik den snarere saa vidt muligt. Man
søgte derimod at trætte Modstanderen, udtømme
hans Hjælpekilder, bl. a. m. H. t. Soldater
og især til Penge. Man undgik i Alm. Slag;
vilde man fortrænge Modstanderen, var det
alm. Middel hertil at manøvrere, true hans
Forbindelseslinier, ødelægge hans Forraad. Kom
det imidlertid, til Trods for Førernes
Utilbøjelighed hertil, alligevel til Slag, kæmpedes der
tappert, og Kampene var da ganske
overordentlig blodige. Men Sejren blev ikke udnyttet ved
en Forfølgning, noget Datidens Hærførere vilde
have anset for alt for farligt — for den sikre Vej
til Opløsning for Forfølgeren. Alle disse
Forhold stod i Forbindelse med den Maade,
Hærene var dannet paa: det var en lejet Hær, og
Lejesoldaten var alt andet end paalidelig,
navnlig ikke efter et Slag; han var paa den anden
Side kostbar; man sparede paa sine Soldater,
ikke af Menneskelighed, men fordi de
repræsenterede en Pengeværdi, og Penge var netop det,
man trængte haardest til for overhovedet at
føre Krigen, men som man aldrig havde rigeligt
af. Nutidens Metoder til at rejse
Betalingsmidler havde man ikke; det var rede Penge,
man skulde have. Alle disse Forhold maa tages

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free