Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanske Arvefølgekrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Betragtning for at forstaa den efter Nutidens
Opfattelse lidet energiske Krigsførelse, der
præger denne Styrkeprøve mellem de
europæiske Magter — trods de mange fremragende
Førere, der var i begge Lejre.
Ved Krigens Beg. raadede Ludvig XIV over
en fortrinlig Hær paa 200000 Mand, heraf c.
33000 Mand i Italien, Resten i Flandern ved
Mosel og Rhinen. Derimod raadede Kejser
Leopold og hans allierede kun over c. 80000 Mand,
hvoraf c. 30000 under Prins Eugen sendtes til
Italien. Ludvig XIV benyttede imidlertid
hverken sin Overlegenhed ell. de store strategiske
Fordele, som Alliancen med Bayern frembød,
til straks at rykke mod Wien; de fr.
Operationer begyndte tværtimod paa en temmelig mat
Maade; den for Frankrig gunstige Lejlighed til
at laa en hurtig Ende paa Krigen gik tabt og
kom aldrig mere tilbage. I Krigens første Aar
(1701) foregik der da kun i Italien
Krigsbegivenheder af større Bet., og paa denne
Krigsskueplads, hvor Prins Eugen viste sig som en for
Franskmændene yderst farlig Modstander, var
Fordelene afgjort paa Østerrigs Side; den fr.
General Catinat blev slaaet ved Carpi. Allerede
det flg. Aar raadede Frankrigs Modstandere
over langt betydeligere Kræfter, men anvendte
dem i øvrigt meget spredt. Der kæmpedes i
Italien, i Nederlandene og ved Øvre Rhin med
vekslende Held. I Italien havde Prins Eugen’s
Tropper stor Fremgang, og den fr. General
Villeroie blev tvunget til Overgivelse i
Cremona. Villeroie’s Efterfølger Vendôme standsede
dog de kejserlige Hæres Fremrykning. Paa de
andre Krigsskuepladser skete der dette Aar
ikke Begivenheder af stor Bet.
1703 vilde Ludvig XIV gaa angrebsvis til
Værks, men det hele Foretagende reduceredes
til, at Marskal Villars med 32000 Mand rykkede
ind i Bayern, men uden at det derfor kom til
nogen fr.-bayer. Fællesoperation mod Østerrig.
Derimod indlod Kurfyrsten sig paa en ret
tvivlsom Operation ind i Tyrol; det tyrolske Folk
rejste sig og tvang Kurfyrsten til at forlade
Tyrol med Tabet af Halvdelen af sin Hær.
Villars var blevet i Bayern. Operationerne
fortsattes nu en Tid her, og der kæmpedes heldigt
med Østerrigerne ved Hochstädt (19. Septbr
1703), men snart blev Villars og Kurfyrsten
uenige. Villars kaldtes tilbage for at bekæmpe
et protestantisk Oprør i Cevennerne, og
Operationerne i Bayern gik i Staa. Begivenhederne
paa de andre Krigsskuepladser i 1703 var ikke
særlig betydningsfulde. Skønt Franskmændene
i Italien raadede over tredobbelt
Overlegenhed i Forhold til Østerrigerne, indskrænkede
Operationerne sig til Belejring af Fæstninger
og kunstige Manøvrer, der løb ud i Sandet.
Savoyen, der hidtil havde været paa Frankrigs
Side, men hvis Fyrste for øvrigt allerede 1701
havde staaet i hemmelig Forbindelse med
Kejseren, traadte nu aabenlyst over paa dennes
Side og sagde sig løs fra Forbundet med
Frankrig. Den umiddelbare Følge heraf var, at en
fr. Hær under Vendôme, som fra Italien skulde
være rykket Kurfyrsten af Bayern til Hjælp, og
som allerede havde naaet Trient, vendte om
uden at have udrettet noget. Den gik tilbage
til Italien, hvor den for øvrigt heller intet
udrettede. I Nederlandene og Spanien skete der
i dette Aar ikke Begivenheder af større Bet.
Medens Krigsførelsen hidtil havde været
temmelig planløs paa begge Sider, samlede
Frankrigs Fjender sig endelig 1704 om en
fælles Plan. Allerede tidligere havde man gjort
det af med den ene af Frankrigs allierede, idet
den dygtige eng. Feltherre Churchill, Greve af
Marlborough, havde erobret Kurfyrstendømmet
Köln; nu besluttede man at vende sig mod den
anden. Det foreg. Aars Felttog havde vist
Bayerns strategiske Bet.: som et Brohoved
skød det sig ind i Mellemeuropa og gjorde det
muligt for Franskmændene her paa een Gang at
true Østerrig, Tyskland og Italien, en i øvrigt
ikke tilstrækkelig udnyttet Fordel. I Foraaret
1704 besluttede Marlborough og Prins Eugen sig
til at forlægge Operationerne til Bayern. Efter
langvarige Manøvrer kom det til Kamp ved
Donauwörth, hvor Marlborough sejrede.
Kurfyrsten af Bayern ansaa da alt for tabt og
indesluttede sig i sine Fæstninger; den 13. Aug.
kom det, efter at Prins Eugen og Marlborough
havde forenet sig, til det for Bayerns Sag
afgørende Slag ved Hochstädt (ell. Blindheim),
hvor de mindre vel kommanderede Franskmænd
blev fuldstændig slaaet. Der kæmpede her c.
63000 Mand paa hver Side. Franskmændene
mistede c. 30000 Mand og 35 Kanoner og blev
tvunget til at gaa tilbage over Rhinen.
Kurfyrsten maatte slutte Fred, hans Hær blev
afvæbnet og hans Land besat. Aaret 1705 bragte
imidlertid ikke de allierede det store Resultat, som
det foregaaende heldige Felttog syntes at love,
og som de allierede utvivlsomt havde kunnet
naa ved en samlet Optræden. Marlborough og
Eugen skiltes; den første vilde med 60000 Mand
operere langs Mosel for ad denne Vej at trænge
ind i Frankrig, den sidste gik til Italien. Ingen
af dem havde synderligt Held med sig. Den fr.
General Villars imødegik Marlborough’s
Operationer med stor Dygtighed, og i Italien, hvor
Franskmændene raadede over 77000 Mand
under Vendôme, kunde Eugen, der kun raadede
over 44000 Mand, heller intet udrette; han led
endog et betydeligt Nederlag ved Cassano. Men
1707 var Franskmændene atter uheldige. 23.
Maj sejrede Marlborough over den fr. General
Villeroi i et større Slag ved Ramillies og
erobrede derved en stor Del af det rige
Flandern, Vendôme blev nu tilkaldt fra Italien for
at standse Marlborough, hvilket da ogsaa
lykkedes. Men i Septbr angreb Prins Eugen den
nu kun 60000 Mand stærke fr. Hær i Italien,
besejrede den og jog Franskmændene ud
af Italien. Krigen havde saaledes taget en for
Frankrig ugunstig Vending. Dets Hære var
drevne ud af Bayern, Italien og en stor Del af
Flandern; dets Grænser truedes paa det
alvorligste. 1708 begyndte Invasionen i Nordfrankrig.
Den ved Mons opstillede fr. Hær, c. 100000
Mand under Hertugen af Bourgogne med
Vendôme som Hjælper, blev i Juni overrasket af
Marlborough og eftertrykkelig slaaet.
Sejren blev dog ikke udnyttet, heller ikke da
Prins Eugen kort efter ankom med 24000 Mand,
skønt de allieredes Hære derved bragtes op til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
