- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1066

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sparre (Adelsslægter) - Sparre (sv. adelig Slægt)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Halvsøster. Deres Søn, Niels Clausen,
hørte til det sv. Selvstændighedspartis
Tilhængere og blev da ogsaa sv. Rigsraad. Med hans
Søn, Knud Nielsen til Wik, uddøde
Slægten 1521.
P. B. G.

Sparre, sv. adelig Slægt. Den første kendte
Stamfader til Slægten er Sigge Larsson, der
levede i Slutn. af 14. Aarh. Da Slægten
introduceredes paa Ridderhuset, skete dette under
Navnet S. af Rossvik. S. har givet Ophav til
adskillige Grene med højere adelige Titler, saasom den
friherrelige Gren S. til Kronoberg (1647), den
friherrelige Gren Franc-S. (1815, uddød 1837),
den grevelige Gren S. (1720, uddød 1728), en
anden grevelig Gren S. (1797, uddød 1874),
den grevelige Gren S. af Sundby (1719, uddød
1772), og den grevelige Gren S. af Söfdeborg
(1719).

Slægten S. har altid saavel i Samfundsstilling
som i Henseende til Rigdom paa fremragende
Medlemmer staaet i det sv. Aristokratis
forreste Række.

1) Lars Siggesson S. var en af de
Adelsmænd, som 1518 efter Slaget ved Brännkyrka
af Sten Sture overgaves som Gisler til Christian
II, men af denne bortførtes til Danmark; bl.
dem var ogsaa Gustaf Eriksson, den senere
Gustaf I. Tilbagevendt fra dansk Fangenskab
bistod S. kraftig Gustaf Eriksson i Kampen mod
Christian og var bl. a. Anfører i offensive
Felttog saavel mod Skaane som mod Norrland. Ved
Recessen i Malmö 1524 var han bl. Gustaf I’s
Ledsagere. 1531 førte han ved den norske
Grænse Kommandoen mod Christian II, da
denne var kommet tilbage til Norge. Allerede ved
Gustaf’s Tronbestigelse var S. blevet udnævnt
til Rigsraad og Marsk og var hele sin Levetid en
af Kongens mest betroede Mænd og Hjælpere.
Han døde 12. Jan. 1554.

2) Erik S., Søn af Lars Siggesson og Brita
Trolle, fødtes 13. Juli 1550 og er en af de
mærkeligste sv. Adelsmænd i den sidste Del af 16.
Aarh. Han var berømt for sin Lærdom og
fremragende som politisk Forf.; han fremtræder
som en typisk Repræsentant for og konsekvent
Forkæmper af den sv. Højadels politiske
Opfattelse og Magtkrav. Sikkert viser S. sig dog
som Statsmand at have haft en tilstrækkelig
skarp Opfattelse af Aarsagerne til den
sam-fundsrystende Strid, der paa hans Tid
udkæmpedes i Sverige, og i hvilken han selv, stillet
mellem de kæmpende Slægter og Kongehuset
og mellem forsk. religiøse og politiske
Elementer, bukkede under.

Af S.’s politiske Skr maa først nævnes: Pro
lege, rege et grege
(skrevet 1585), i hvilket han
kæmpede for Adelens Magtstilling, dog med
Bibeholdelse af Enhed og Kongemagt. Under
Stridighederne mellem Johan III og Hertug Karl
stod S., som Adelen i Alm., paa Kongens Side.
1587 var S. i Polen for at virke for Sigismund’s
Valg til polsk Konge, og Valget gennemførtes
ogsaa. De saakaldte Kalmar-Love, som skulde
ordne Forholdet mellem Sverige og Polen, var
opsatte af S. og vidnede om hans aristokratiske
Planer. Lovenes Indhold var nemlig
hovedsagelig det, at under den sv.-polske Konges Ophold
i Polen skulde Regeringen i Sverige nærmest
føres af et Raad af 7 Adelsmænd. De
Ubehageligheder, der opstod for Sigismund i Polen, og
som hos Johan vakte Lysten til at kalde sin
Søn tilbage til Sverige, foraarsagede et Brud
mellem Johan og Higsraaderne, hvormed fulgte
en Forsoning mellem Johan og Karl. Vreden
vendte sig først og fremmest mod S., der tillige
med fl. af sine Embedsbrødre blev fængslet og
anklaget af Stænderne og først paa Kongens
Dødsseng benaadet. Efter Johans Død var S.
med bl. Underskriverne af Upsala-Mødets
Beslutning og var altid en Tilhænger af
Reformationen. I anden Henseende var han
Modstander af Hertug Karl og fremtraadte paa flere
Maader som fremragende Bærer af Tanken om
Adelens overvejende Magtstilling i Riget. I
Spørgsmaalet om Regeringens Førelse under
Sigismund’s Ophold i Polen modarbejdede han
Karl’s Ønsker og Bestræbelser for at føre
Regeringen som Arvefyrste, og han var en af de
Statholdere, som Sigismund indsatte for ved
Siden af Karl’s Myndighed at forvalte forsk.
Dele af Landet. I den stedse skarpere Strid
mellem Kongen og Karl stillede Rigsraadet sig
bestemt paa den førstes Side og sammen med
andre havde S. ingen anden Udvej end 1597 at
flygte ud af Riget for Karl og Bønderne og
begive sig til Sigismund. Raadsherrerne fulgte
med Kongen, da denne kom med Vaabenmagt
1598, men efter Nederlaget ved Stängebro blev
de af ham udleverede til Hertug Karl. Tillige
med andre anklagedes S. paa Rigsdagen 1600
for Højforræderi, og dømtes af en
parlamentarisk Domstol — trods sit glimrende Forsvar
— til Døden. Sammen med fire andre
halshuggedes han i Linköping 20. Marts 1600. (Litt.:
Svedelius, »Minne af Erik S.« [»Sv. Akad.
Handlingar«, Del 46, 1871]).

3) Conrad S. (1680—1744) kæmpede først i
fr. Tjeneste under den sp. Arvefølgekrig og
efter 1708 i Karl XII’s Hær. Han var efter
Slaget ved Pultava bl. Kongens Ledsagere til
Tyrkiet, udsendtes af Karl XII paa en
videnskabelig Forskningsrejse og berejste med et
Par Ledsagere Palæstina og Ægypten. 1713 var
han med i Kalabalikken i Bender og blev fanget
af Tyrkerne, der behandlede ham særdeles ilde;
f. Eks. stod han i fl. Dage lænket ved en Brønd
for at vande Kreaturer. Han kæmpede senere
ogsaa ved Forsvaret af Stralsund, kom ved
Fæstningens Fald i preuss. Fangenskab, men
rømte derfra.

4) Axel S. (1652—1728) var en af Karl XII’s
mest afholdte Generaler, deltog først som
Oberst, senere som General i Karl XII’s polske
og russ. Krig, fulgte efter Slaget ved Pultava
med Kongen til Bender og førte efter
Kalabalikken og Karls Afrejse til Demotika Befalingen
over de ved Bender efterladte Svenskere. Han
arbejdede efter Karl XII’s Død i Ulrika
Eleonora’s og Frederik I’s politiske Interesse. 1721
blev han Feltmarskal. S. var en fremragende
Dilettant som Portrætmaler; særlig skal nævnes
hans Portræt af Karl XII, hvilket han malede
1712 under Opholdet i Bender.

5) Erik S. (1665—1726) var lige fra sin
Ungdom i fr. Krigstjeneste og blev der 1707
Generalløjtnant. 1712 kom han ind i diplomatiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1098.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free