- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1078

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Speck, Wilhelm - Speckbacher, Joseph - Speckmann, Diedrich Wilhelm Gotthold - Spectator - spectatum veniunt; veniunt, spectentur ut ipsæ - Speculum - Speculum regale - Spedalskhed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Æresdoktor. (Litt.: H. Spiero i »Hermen«
[Hamburg 1906]).
C. B-s.

Speckbacher [’∫pækbakər], Joseph
(1767—1820), en af Anførerne under Tyrol-Opstanden
1809. S. (»der Mann vom Rinn«), der i sin
Ungdom havde levet som Landmand og
Krybskytte og deltaget i Rejsningerne mod de
Franske, ledede en Del heldige Træfninger mod
Bayrerne, men blev slaaet 16. Oktbr ved
Melleck, flygtede under mange Farer til Wien og
tog ved Krigens Udbrud 1813 igen til Tyrol,
hvor han paa forsk. Maade udmærkede sig
under Kampen. Hans Lig blev 1858 bisat i
Innsbrucks Hofkirke ved Hofer’s og Haspinger’s
Side.

Speckmann [∫pækman], Diedrich
Wilhelm Gotthold
, tysk Forf., f. i
Hermannsburg 12. Febr 1872, studerede Teologi bl. a. i
Tübingen og Leipzig, blev Hjælpepræst i
Detmold, derpaa Præst i Grasberg ved Bremen,
men tog sin Afsked 1908. Han deltog i
Verdenskrigen og blev saaret i Karpaterne.
Paavirket især af Frenssen har han skrevet
Hjemstavnsromaner, ofte med Motiv fra
Lüneburger Heide, som »Heidjers Heimkehr« (1904,
40. Opl. 1911), »Heidehof Lohe«, »Das goldne
Tor«, »Herzensheilige«, »Die Heidklause«,
»Neu-Lohe«. Han lever nu i Fischerhude ved
Bremen.
C. B-s.

Spectator [eng. spək’teitə] (lat.), Tilskuer;
Titel paa et berømt eng., af Addison udgivet
Ugeskrift.

spectatum veniunt; veniunt, spectentur
ut ipsæ
(lat.), »de kommer for at se, og de
kommer for selv at blive sete«. Saaledes siger
Ovid (Ars amatoria I, V. 99) om Kvinderne, der
møder som Tilskuere i Cirkus.
H. H. R.

Speculum (lat.), et Spejl, bruges i
Lægekunsten om visse, især rende- og rørformede
Instrumenter, der skydes ind i Kanaler i
Legemet, saasom Endetarmen, Moderskeden,
Næseborene, Munden for at holde disse Kanaler saa
vidt aabne, at man kan faa Indblik i dem og ved
Synet overtyde sig om Tilstanden i dem. For
at forøge Lyset gøres Apparatet gerne af blankt
Metal, der reflekterer Dagslyset ind i Dybden.
Under visse Forhold kan man foretage
Operationer i Dybden gennem et saadant S. —
Ordet anvendes sjældnere om de som Spejle
betegnede Undersøgelsesinstrumenter
(Næsespejl, Øjenspejl, Ørespejl), der er omtalte under
med. Belysningsapparater og under
de enkelte Artikler. S. er Forløberen for
Nutidens Endoskoper (s. d.), der dog aldeles
ikke har sat de gamle S. ud af Anvendelse.
(E. A. T.). V. Sch.

Speculum regale, se Kongespejlet.

Spedalskhed (med.), se under Lepra. —
Historiske Beretninger om Epidemier af S.
kendes ikke; fra det Øjeblik, da Sygdommen
omtales i Litteraturen, har den overalt været
en Standsot, og man ved meget lidt om de
Veje, denne Middelalderens frygteligste
Sygdom er vandret. S. omtales i Biblen og i de
ind. Vedaskrifter, hos Grækerne kaldes den
Elephantiasis, og først den arabiske Medicin i
Middelalderen benytter Navnet Lepra.
Celsus, der levede under Tiber, gav den første
udførlige Beskrivelse af Lidelsen, der dog paa
hans Tid var ret sjælden i Italien. Den uhyre
Udbredelse, som S. fik i Europa fra 11. Aarh.,
indtil den i 15. Aarh. begyndte at dø ud,
tillægges alm. Korstogenes Indflydelse, som vel
ogsaa er ganske uomtvistelig, men langt
tidligere var der dog begyndt en Udsaaning af
Sygdommen over hele Europa. En saadan kan
paavises for Middelhavslandene fra 2. Aarh.
Det første Spedalskhedshospital i Frankrig var
i fuld Brug Aar 460. 480 omtales Sygdommen
i Tyskland. 630 gives den første Lov om de
Spedalske, og i 7. Aarh. er Sygdommen paa
sin Vej mod N. naaet til Bretagne. Spedalskes
Ægteskab forbydes 757 i Tyskland. Sygdommen
kendtes overalt, og man mente, at den skyldtes
Longobarderne, en Anskuelse, som Pave
Stephan III fremsatte i et Brev til Karl den Store.
Senere har man knyttet den til andre
Folkeslag (Kelter, Jøder) eller Sekter (Albigensere).
Hvornaar S. naaede Norden, vides ikke.
Maaske skyldes dens Indtrængen Vikingernes
Togter til det tidligt smittede Frankrig, maaske er
Sygdommen overført ved Handelsforbindelser
over Skotland og England; den er i Norden
næppe paaviselig før 11.—12. Aarh., men 100
Aar senere er Sygdommen saa udbredt, at man
maa træffe Lovforanstaltninger mød den
(Gulatingsloven, Johan Krag’s Stadsret for Kbhvn,
1294). Island synes at være smittet tidligt, men
Sygdommen spiller ingen Rolle der før omkr.
1400. I det hele har S. sikkert ikke været saa
udbredt i Norden som i det øvrige Europa,
hvor Leproserierne (Skt Jørgensgaardene, s. d.)
var uhyre talrige. Fra 15. Aarhundrede spores
en Nedgang i Antallet af Spedalske rundt om
i Europa, og Sygdommen taber sin Betydning
som Standsot i de fleste Lande. I Danmark
dør Sygdommen saaledes næsten fuldstændig
ud i 16. Aarh., andet Steds lever den videre
med faa sporadiske Tilfælde, om hvilke der
danner sig Arnesteder, saa at der atter kan
konstateres en Opblussen i 18.—19. Aarh. For
Norges Vedk. var der 1856 c. 3000 Spedalske
(1925: 102), og paa Island var der 43
Spedalske 1872, 236 1896 (1920: 67). Egentlig
Standsot er S. endnu i mange Kystlande, og
man taler om et baltisk Centrum, et asiatisk,
et afrikansk og et amerikansk, uden at disse
dog kan afgrænses nøjagtigt. Sygdommen
findes dog ogsaa udbredt i Australien og paa
mange Stillehavsøer.

Fra de ældste Tider har man været klar
over S.’s Smitsomhed, og alle Forholdsregler
er gaaet ud paa en Isolation af de Syge.
Optagelsen i en Skt Jørgensgaard betød derfor
en Udelukkelse af det øvrige Kultursamfund.
Den Syge maatte, advarende ved Hjælp af en
Skralde (et Eksemplar i Mus. i Schaffhausen),
kun besøge Byerne paa bestemte Dage, bar
ofte en særlig Dragt ell. et trefliget Mærke af
rødt Tøj paa Skulderen (»Gaasefoden«), maatte
ikke indfinde sig i Kroer ell. offentlige Lokaler.
Mange Steder havde de Spedalske deres egen
Indgang i Kirken, benyttedes den alm., skulde
de gaa sidst ind og først ud. De havde særligt
Vievandskar, Hostien raktes dem paa en Stok,
Ægteskab var dem forbudt, og de begravedes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1110.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free