- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum /
1104

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spektralanalyse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1. Type omfatter de hvide Stjerner som
Sirius, a Cygni, Vega, Regulus etc., hvis
Spektrum indeholder de sædvanlige 7 Farver, som
er gennemtrukne af 4 stærke mørke Linier, en
i rødt, en i grønblaat og to i violet. Disse
Linier er Brintlinier. Næsten Halvparten af
Fiksstjernerne hører til denne Type.

2. Type omfatter de gule Stjerner som
Capella, Solen, Pollux, Arkturus etc. med et
Spektrum lig Solens, altsaa gennemtrukne af mange
meget skarpe, tæt ved hverandre staaende mørke
Linier. Hos fl. Stjerner som Pollux og Capella
er disse Linier overordentlig svage, hos andre
som Arkturus og Aldebaran er de meget brede
og tydelige. Procyon danner paa en vis Maade
Overgangen fra 1. til 2. Type, Aldebaran fra 2.
til 3. Type.

3. Type, de orangefarvede og røde
Stjerner (α Herculis, α Orionis), har et
Spektrum, der maa betragtes som dannet af to over
hinanden liggende, det ene bestaaende af
brede mørke Striber, der deler det hele Spektrum
saaledes, at det ser ud som Søjler, belyste fra
Spektrets røde Ende, det andet indeholdende de
mørke, fine Linier, som er det karakteristiske for
2. Type. Beliggenheden af Hovedlinierne er den
samme i alle Stjerner. De mest fremtrædende
Spektralbaand hidrører fra Titanoxyd. Den
violette Del af Spektret er meget svag, den
røde derimod lysstærk.

4. Type, de blodrøde Stjerner, hvis
Spektrum kun indeholder det gule, grønne og blaa.
Ved nogle er der en svag Antydning til den
røde Del af Spektret. Medens ved 3. Type
Baandene viser sig skarpt begrænsede mod
violet og aftager i Lysstyrke mod den røde Ende,
er her det omvendte Tilfældet: skarpt
begrænset mod rødt og aftagende i Lysstyrke mod
den violette Ende. Den røde Del af Spektret er
forholdsvis meget lysstærk, den violette og blaa
derimod helt ell. delvis usynlige. Kun et lille
Antal Stjerner hører til denne Type, og ingen
er klarere end 5. Størrelse. Secchi formodede,
at der ogsaa fandtes lyse Linier, uden at det
lykkedes at identificere disse Linier; nyeste
Undersøgelser paa Yerkes-Observatoriet har
Tist, at dette var Tilfældet.

Til disse 4 Typer føjede Pickering 1891 en
5. Type, omsluttende hovedsagelig den Gruppe
af Stjerner, som er kendte under Navnet
»Wolf-Rayet«-Stjerner med et ejendommeligt
tredobbelt Spektrum, indeholdende lyse Brint-
og Heliumlinier; hidtil kendes over 100
Stjerner, der alle er svage, og alle viser sig i ell.
nær Mælkevejen ell. Kapskyerne.

Som nævnt er Secchi’s Inddeling ikke baseret
paa nogen fysikalsk Opfattelse af Stjernens
Udvikling, og det er først Zöllner, som
hævder paa Grundlag af Nebularhypotesen, at gule
og røde Stjerner kun er forsk. Afkølingsstadier
af de hvide Stjerner, at man følgelig med
Kendskab til Stjernens Spektrum ogsaa kan
bedømme dens Alder. Ud fra denne Anskuelse
opstiller Vogel 1874 sin Inddeling i 3 Typer,
og denne, ligesom Secchi’s, var grundet
udelukkende paa Studiet af den relativt
liniefattige visuelle Del af Spektret.

I. omfatter de Stjerner, hvis glødende
Tilstand er saa betydelig, at Spektret er
kontinuert og stærkest lysende i det blaa og
indigofarvede Parti. Spektret er gennemtrukket
af mørke brede Brintlinier, som er betydelig
stærkere end de øvrige Linier, der hidrører
fra Metaller. Sjælden er Brint- og Metallinierne
lyse.

II. Spektra, hvori Metallinierne ses tydelig,
medens Vandstoflinierne aftager saavel i
Bredde som Intensitet; den mere brydbare Del af
Spektret er svagere lysende end ved Typen I.

III. Spektra, hvori der optræder ved Siden
af mørke Linier tillige talrige mørke Baand i
alle Dele af Spektret. Den mere brydbare Del
er gennemgaaende svag. Denne Type er delt i
to sideordnede Underafdelinger:

a) Secchi’s 3. Type.

b) Secchi’s 4. Type.

Denne Vogel’s Inddeling har, som nævnt, en
fysikalsk Begrundelse, idet de 3 forsk.
Spektraltyper paa en vis Maade repræsenterer
successive Stadier i Stjernens Udvikling fra den
højeste til den laveste Temp. Klassificeringen
var altsaa hovedsagelig at betragte som en
Temperaturskala. Nu er denne Betragtning
forladt, og man har erstattet Vogel’s Type med
den Pickering’ske, som udelukkende beror paa
Studiet af de fotografisk opnaaede
Stjernespektra med et Objektivprisme. Først
bearbejdede Pickering, hvad han havde indvundet
af Spektra af c. 10350 Stjerner, samlet i The
Draper Catalogue of Stellar Spectra
(1890), og
klassificerede disse rent formelt, idet de forsk.
Spektra betegnedes med Bogstaverne A til D;
han lagde Secchi’s Typer til Grund. Type I
omfattede saaledes Pickering’s Klasser A til D,
II: E til L, III: M, IV: N og V: O-Q. Senere,
da Materialet var vokset, saa man havde til
Raadighed Spektret af 225300 Stjerner —
publiceret i The Henry Draper Catalogue 1918—24
i 9 Bd (Annals of Harvard College Observatory
Vol. 91—99
) — Arbejdet fortsættes i Harvard
med svagere Stjerner — fandt man, og dette
Arbejde er hovedsagelig udført af Annie
Cannon, at man kunde sløjfe en Del Klasser og
kun benytte flg.: A, B, F, G, K, M, O og P,
men i Rækkefølgen P, O, B, A, F, G, K, M, idet
man da vilde faa i Stand et harmonisk System.
Til denne Række føjede man to Sidegrene, den
ene udgaaende fra G og omfattende Klasserne
R og N, den anden fra K med Klassen S.
Denne Inddeling er nu alm. anerkendt og vil vel
for lange Tider blive benyttet ved
Spektralinddelingen af Stjerner, da man har kunnet paavise
Overgangen fra den ene Klasse til den anden,
og for nærmere at følge denne har man delt
hver enkelt Klasse decimalt i Underafdelinger,
f. Eks. B0, B1, B2 ... B9 , A0 ... A9 o. s. v. Klasserne
P, O og M har man delt henholdsvis i Pa, Pb,
Pc, Pd, Pe, Pf, Oa, Ob, Oc, Od, Oe og Ma, Mb,
Mc, Md; B0, A0, F0 . . . er de typiske
Hovedklasser B, A, F . . ., medens B1 (egl. B
1 A) betegner, at Spektret afviger ubetydelig
fra Typen B, men viser Antydning til det for
Typen A karakteristiske. Saaledes er det ogsaa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:57 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/21/1138.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free