Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spencerit - Spendere - Spener, Philipp Jakob - Spengel, Julius - Spengel, Leonhard - Spengler, Lorenz og Johan Conrad - Spengler, Oswald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spencerit, et Mineral af Sammensætning
Zn3(PO4)2,Zn(OH)2,3H2O, der i Form af tynde,
grønlige, monokline Krystaller er fundet ved
Salmo i Britisk Columbia.
O. B. B.
Spendere (ital.), være gavmild give til
bedste, punge ud.
Spener [’∫pe.nər], Philipp Jakob, f. 13.
Jan. 1635 i Rappoltsweiler i Øvreelsass, d. 5.
Febr 1705, er Fader til Pietismen (s. d.).
Han voksede op i en stille og from luthersk
Kreds og var fra Barndommen af stærkt
religiøs. Han studerede Teologi og besøgte flere
Universiteter, opholdt sig navnlig en Tid i Genève
og kom 1663 til Strasbourg, hvor han blev
Præst. 1666 forflyttedes han til Frankfurt a. M.,
og her begyndte han kraftig at reformere
Kirkelivet. S.’s Prædikener og Katekisationer
skabte et nyt aandeligt Liv, og trods heftig
Modstand begyndte han at samle de vakte til Møder
og forene dem til et særligt lille Samfund,
Collegium pietatis, et Foretagende, der i høj
Grad kom til at fremme Pietismens Sag. 1675
udgav han Pia desideria (s. d.), i hvilket
Pietismens Program er givet. Under alt hævdede S.
imidlertid en udpræget luthersk Anskuelse, og
det var Grunden til, at man ikke tog i
Betænkning at kalde ham 1686 til den højeste Stilling
i den lutherske Kirke, Embedet som
Overhofpræst i Dresden. Forholdene i Dresden var
dog ikke S. og Pietismen gunstige, og 1691 tog
han derfor med Glæde mod et Tilbud om
Embedet som Provst ved Sankt Nikolaj i Berlin og
Konsistorialraad sammesteds. Han kom en Tid
under gunstigere Forhold og samlede i Berlin
en stor Menighed om sig, men Angreb, som
Pietisterne andetsteds, især Francke, havde
kaldt over sig, naaede ogsaa S., og til sidst
samlede alle Pietismens Modstandere sig imod
ham og faldt over ham paa den voldsomste
Maade. Det teol. Fakultet i Wittenberg
forkætrede ham saaledes 1695 for 283 falske
Læresætninger. Slutn. af hans Liv formørkedes
derfor af en stadig litterær Fejde og ogsaa af
huslige Sorger. Men S. bevarede et roligt og
gudhengivent Sind under det alt sammen, og skønt
han var stærkt optagen af praktisk Arbejde, af
Polemikken og af meget andet, fik han Tid til
at skrive ikke saa ganske faa Bøger.
Fortrinsvis er hans Produktion teologisk, men hans
Viden og Interesser omfattede ogsaa andre
Felter. Han var saaledes en betydelig Heraldiker.
(Litt: Canstein, »Ph. J. S.«, udg. af J.
Lange [Halle 1740], der ogsaa giver en
Oversigt over alle S.’s Skr).
A. Th. J.
Spengel [’∫pæŋəl], Julius, tysk Musiker,
født 12. Juni 1853 i Hamburg, hvor han efter
Studieaar i Berlin har virket siden 1872 som
Klaverspiller og -lærer og som Komponist og
Leder af »Cæcilia-Verein«, af hvis a-cappella
Sang S. har megen Fortjeneste. Hans
Kompositioner er Symfoni, Klaverkvartet, Sange og
Korstykker.
W. B.
Spengel [’∫pæŋəl], Leonhard, tysk
Filolog, f. i München 24. Septbr 1803, d. smst. 9.
Novbr 1830. Han blev 1830 Gymnasialprofessor
i München, 1842 Universitetsprofessor i
Heidelberg, men vendte 1847 i samme Egenskab
tilbage til München. Hans Arbejder drejede sig
væsentlig om de græske Retorer og om Aristoteles.
Af hans Skrifter kan nævnes Συναγωγή τεχνών
(1828), Udgaver af Anaximenes’ Ars rhetorica
(1844), Rhetores græci (3 Bd, 1853—56),
Aristoteles’ Ars rhetorica (2 Bd, 1867), og af
Themistios (2 Bd, 1866) samt »Aristotelische
Studien« (4 Bd, 1864—68). I det bayerske
Akademis Afhandlinger findes ogsaa adskillige
Arbejder af ham.
H. H. R.
Spengler [∫pæŋər], 1) Lorenz, Kunstdrejer
og Kunstkammerforvalter, f. 22. Septbr 1720 i
Schaffhausen, hvor hans Fader var
Stadsbygmester, d. i Kbhvn 20. Decbr 1807. Kom i
Drejerlære i Regensburg, siden i Bern og rejste
1743 til England, hvor han traf Kunstnerne
Marcus Tuscher og Johan Natter og kom i
Følge med dem 1744 til Kbhvn. Her kom han
efterhaanden til at lære Kongerne Christian VI
og Frederik V og dennes Dronning Louise o. fl.
kgl. Personer at dreje, og blev 1745
Hofkunstdrejer. Mange af hans Arbejder, kunstig
drejede og udskaarne af Rav og Elfenben m. m.,
findes paa Rosenborg. Da
Kunstkammerforvalter Gerhard Morell døde 1771, blev S. hans
Efterfølger. Han var ogsaa Naturforsker og
blev 1778 Medlem af det kgl. danske Vidensk.
Selskab. En stor Konkyliesamling overlod han
nogle Aar før sin Død til Staten, og han
efterlod sig en stor Samling af Kunstsager, bl. a. af
Haandtegninger, hvoraf en Del blev købt af
Staten. — 2) Johan Conrad, Kunstdrejer
og Kunstkammerforvalter, foreg.’s Søn, f. i
Kbhvn 22. Juli 1767, d. smst. 1. Marts 1839. Han
foretog Rejser til Udlandet for at studere
Kunsthistorie, og efter Faderens Død 1807 blev han
Kunstkammerforvalter og fik senere Titel af
Inspektør og atter senere af Direktør. Under
Christiansborg Slots Brand 1794 lykkedes det
ham med stor Anstrengelse at redde den største
Del af den kgl. Malerisamling. Han var tillige
Kunstsamler og kunsthistorisk Forf.
B. L.
Spengler, Oswald, tysk Historiker og
Filosof, født i Blankenburg (Harzen) 1880. S.
studerede oprindelig Naturvidenskab og
Matematik og tog Doktorgraden paa en Afhandling
om Heraklit; i nogle Aar var han Adjunkt i
Düsseldorf og Hamburg, siden 1910 har han
levet som Forfatter i München.
Foruden et Par Afhandlinger om Tysklands
politiske Opgaver og Muligheder: »Preussentum
und Sozialismus« (1922), »Neubau des
deutschen Reiches« (1924), har han udgivet »Der
Untergang des Abendlandes, Umrisse einer
Morphologie der Weltgeschichte, I. Gestalt und
Wirklichkeit« (1919, omarbejdet Udgave 1923),
II. »Welthistorische Perspektiven« (1922).
S. søger i dette Værk at vise, at man i Stedet
for en sammenhængende historisk Udvikling
maa regne med en Række i sig selv afsluttede
Kulturer: den ægyptiske, kinesiske, indiske,
antikke, arabisk-magiske og vesteuropæiske.
Inden for hver af disse Kulturer har alle
Livsytringer — Religion, Kunst, Videnskab,
politiske, sociale og økonomiske Formdannelser —
et ganske bestemt Fællespræg, som paa
afgørende Maade adskiller dem fra de
tilsvarende Fænomener inden for enhver anden
Kultur. Og alle disse Kulturer frembyder i deres
indre Struktur et morfologisk ensartet Billede,
idet de hver for sig udvikler sig fra Barndom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
