Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spinoza, Baruch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans og Tidens Forhold kostbart Bibliotek. Selv
religiøse Modstandere indrømmede, at hans
Livsfærd var uden Dadel og hans Karakter
ædel og ren. Men ved sin tilbagetrukne
Livsførelse blev S. dog ikke, som ofte ment, en
ensom Mand; omkring ham stod en snævrere
Vennekreds og uden om denne en videre, i
hvilken der, med de Witt i Spidsen, var ikke
faa af Nederlandenes første Mænd i Videnskab
og Politik; med varm Interesse fulgte S. sit
Fædrelands politiske Liv, al Afsondring og
Askese laa ham fjernt. Rolig som han havde
levet, døde han kun 44 Aar gl af en arvelig
Brystsygdom, han længe havde lidt af, og som
vel var blevet næret ved det stillesiddende Liv
og Glassliberiet; han blev begravet i den
Kirke, hvor de Witt hvilede. 1880 rejstes med
Bidrag fra hele den civiliserede Verden hans
Mindesmærke i Haag. I Filosofiens Historie
staar enkelte ved Siden af ham, ingen over.
Kort efter hans Død, i Novbr 1677, udkom
Ethica i Opera posthuma (med Fortale af en
Ven, sikkert Jarig Jelles), paa hvilke man ikke
vovede at angive Aar og Trykkested,
Forfatterens eller Indlederens Navn. S. har her
fremstillet sin Filosofi rent deduktivt, idet han gaar
ud fra det mest omfattende Begreb,
Substansen, der defineres som »det, der er i
sig selv og forstaas ved sig selv«. Han har
herved gjort Ende paa den Uklarhed, der
hvilede over Descartes’ Substansbegreb, og straks
udelukket den Vekselvirkning mellem to
Substanser (Sjæl og Legeme), som Descartes
hævdede, og som S. selv tidligere havde hævdet i
»Korte Verhandeling«. Ifølge Definitionen kan
der kun gives een Substans, men Verden, som
vi opfatter den, fremtræder som en
Mangfoldighed, som en Række Enkeltfænomener,
Modi, der defineres som »det, der bestaar i
noget andet, ved hvilket det ogsaa forstaas«.
Disse Enkeltfænomener falder i to Grupper, Aand
og Materie, de to Attributter, der
defineres som »det, Forstanden opfatter som
udgørende Substansens Væsen«. Det store hos S.
er hans Hævdelse af, at hvert af disse
Attributter fuldstændig udtømmer Substansens
Væsen, at hver Modus skal forklares ved andre
Modi inden for samme Attribut. Det skolastiske
Substansbegreb, som S. ogsaa kalder Gud,
udtrykker nemlig Lovmæssigheden,
Aarsagsloven, der maa forudsættes, hvor man vil
forklare, baade paa det aandelige og det
materielle Omraade, og som brydes, naar man
gaar over fra det ene Attribut til det andet,
fordi Aarsag og Virkning stedse skal være
ensartede. Ved dette sit Aarsagsbegreb, fra hvis
Gyldighed S. trygt gaar ud, hævder han den
Fordring paa Kontinuitet, der er udtrykt i
Naturvidenskabens Grundsætninger, men hævder
den dogmatisk ved at gaa ud fra et Ideal, der
aldrig vil kunne naas, idet den fuldstændige
Identitet mellem Aarsag og Virkning, som S.
hævder i sit Substansbegreb, er utænkelig alene
af den Grund, at Tidsforskellen imellem dem
aldrig vil kunne tænkes borte. Dette hænger
atter sammen med, at S. forveksler den reale
Aarsag med den logiske Grund, ved hvilken
Tidsforholdet ingen Rolle spiller, og at han
derfor kan hævde, at de Love, vi følger i vor
Tanke, ogsaa bliver fulgte af Tilværelsen, den
erkendelsesteoretiske Identitetslære, der hos
Leibniz og senere i Romantikken kom til at
spille saa stor en Rolle. Forvekslingen viser, at S.
ikke har undersøgt det egentlige
Erkendelsesproblem; en Undersøgelse af dette vilde have vist,
at Erkendelsen aldrig kan naa til en absolut
Enhed, og ført til en Benægtelse af Retten til
at kunne overføre vor Tankes Love paa
Tilværelsen. Selve Erkendelsen har psykologisk
efter S. tre Grundformer, svarende til
Systemets tre Grunddefinitioner. Den laveste er
experientia vaga, den simple Erfaring, der
holder sig til de enkelte Fænomener uden at
bringe dem i bestemt Sammenhæng; den egentlige
Erkendelse er ratio, Fornufterkendelsen, der
bringer Tingene i Aarsagssammenhæng og
derved giver den sande Forklaring af dem; som
den højeste Erkendelse opstiller S. cognitio
sub specie æterni, Intuitionen, for hvilken
Tidsforholdet falder bort, idet Enkeltfænomenerne
ikke blot ses under Loven, men egentlig helt
forsvinder i denne. Det er denne
Erkendelsesform, der svarende til S.’s Aarsagsbegreb staar
som et uopnaaeligt Ideal. Ogsaa fordi S. ikke
undersøgte Erkendelsens Betingelser og
Grænser, kan han deduktivt ud fra Substansens
Uendelighed slutte til en uendelig Mængde
Attributter; vi kender i Virkeligheden kun de to,
Aand og Materie; ved Hævdelsen af disses
Identitet er S. blevet Grundlæggeren af den
moderne Identitetshypotese. Ved
Opstillingen af denne, der hævder, at Aand og
Materie er to Sider af det samme eller, som
det senere er udtrykt, det samme set fra to
Synspunkter, var S. ledet historisk, dels af
Iagttagelser af Parallelisme mellem de to
Attributter, men dels sikkert ogsaa af sin
Forveksling af Grund og Aarsag. Substansen er Loven,
der gør sig gældende paa begge Omraader,
men til et Aarsagsforhold paa det materielle
Omraade behøver ikke at svare et logisk
Begrundelsesforhold paa det aandelige. S. har,
hvad der er saa meget mærkeligere, som han
selv psykologisk urigtig sætter et skarpt Skel
mellem psykologisk Forestillen og logisk
Tænken, forvekslet den erkendelsesteoretiske
Identitetslære med den psykofysiske, der er
udtrykt i Identitetshypotesen. Denne, der har faaet
saa stor Betydning som Arbejdshypotese i
Psykologi og Fysiologi, kan dog ikke, som S.
gjorde det, hævdes som en ubetinget Teori, der
skulde følge af Systemets Definitioner; ogsaa
her kommer den afgørende Vanskelighed ved
Substansbegrebet frem i det Problem:
hvorledes er det muligt at slutte fra en Parallelisme
til en Identitet? Med Rette har S. hævdet, at
den teleologiske Forklaring strider mod den
Grundfordring, at ethvert Attribut skal
forklares ved sig selv, at indføre Formaal i Naturen
er at bryde Aarsagsrækken; baade Teleologien og
Forklaringen af Menneskets Handlinger ud fra
en »fri Villie« er egentlig slet ingen Forklaring,
men blot et Udtryk for Ukendskab til de
virkelige Aarsager, et asylum ignorantiæ. Ved sin
Determinisme, sin Identitetshypotese, sin Nægtelse
af al Teleologi og af Muligheden for en
Vurdering af Tilværelsen som Helhed har S. givet den
mekaniske Naturopfattelse en saa genial
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
