Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spiritisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har i »Wissenschaftliche Abhandlungen« (4 Bd,
1878—81) udførligt beskrevet en Mængde
spiritistiske Eksperimenter, hvilke han kun anser
for forstaaelige under Forudsætning af andre
Rumforhold end dem, i hvilke vi Mennesker
lever. Han griber til Antagelsen af et
4-dimensionalt Rum — en Hypotese, som Matematikken
just ved den Tid opererede med. Men heller
ikke Zöllners Forsøg anser Alfred Lehmann
for udførte med en saadan Nøjagtighed, at ikke
et rutineret Medium som Slade skulde kunne
bedrage ham. I Paris har Dr. Gibier efter et
grundigt Studium af de spiritistiske
Fænomener udgivet et Arbejde derom (Le spiritisme —
fakirisme occidental, 2. Opl. 1889). Han
meddeler heri bl. a., at han engang i Mediet Slade’s
Nærværelse modtog direkte Skrift paa Tavler,
som han selv havde medført, og som Mediet
aldrig fik i sin Haand.
Senere Eksperimentatorer (f. Eks. Hodgson
og den efter den eng. Psykolog, Prof.
Sidgwick opkaldte Komité for Undersøgelse af
Hallucinationer o. l., hvis Arbejde er nedlagt i
Proceedings of the Society for psychical
Research, Bd 10) har arbejdet med rigeligere
Materiale og eksaktere Metoder og indtaget en mere
kritisk Holdning. Dog gives der ogsaa
fremragende Videnskabsmænd som den fr.
Psykiatriker Ch. Richet, der i senere Aar hælder
stærkere til den spiritistiske Forklaring af
Fænomenerne (De quelque phénomènes dits de
matérialisation i Annales des Sciences
psychiques [1905]). De videnskabelige Forskninger
førte allerede fra den ovennævnte »dialektiske
Komités« Tid (1867) til et nyt og mere
reserveret Standpunkt, den saakaldte
Okkultisme, som ganske vist indrømmer mange
Foreteelsers Ubegribelighed og skjulte (okkulte)
d. v. s. af os endnu ikke forklarede Kræfters
Virksomhed, men som ikke anser det for
nødvendigt at bestemme disse Kræfter som en
Virken af »Aander«. Men ogsaa dette Standpunkt
begrænses bestandig mere og har paa
adskillige Punkter maattet vige for en rent
videnskabelig Forklaring:
1. Nærmere Undersøgelser har nemlig
afsløret mange Tilfælde af Ubegribelighed som
Taskenspillerkunster, ja endogsaa som simple
Bedragerier, i Særdeleshed hvor det drejer sig
om Aandernes Optræden i materiel Form
(»Astrallegemer« o. l.). 1884 lykkedes det
Kronprins Rudolf af Østerrig at overraske Mediet
Bastian: den Aandeskikkelse, som han
fremkaldte, var ingen anden end Mediet selv. Flere
lignende Opdagelser, som endogsaa ramte Mediet
Slade, og i Særdeleshed Afsløringen af et
Tilfælde, i hvilket den teosofiske Profetinde H. P.
Blavatsky (s. d.) var indviklet og blev
kompromitteret (jfr. Proceedings of the Soc. f. psych.
Research. Bd 9), rokkede mange
Videnskabsmænds og delvis Publikums Tillid til S. uden
dog at gøre større Indtryk paa de troende
Spiritister. Ogsaa Aandefotografierne har
mistet en Del af deres Ry, efter at fotografiske
Plader eller Objektiver har vist sig at være
bearbejdede i Forvejen.
2. Den videnskabelige Undersøgelse af de
fysiske Tilfælde har gjort temmelig store
Fremskridt. Borddansen blev 1873 forklaret af
Fysikeren Faraday. Han paaviste en rhytmisk
Ophobning af Rystelser, som uvilkaarligt
danner sig, hvor flere Personer sammen indtager
Stilling med Hænderne paa Bordet i samme
nervøse Spænding. Tankelæsning har A.
Lehmann delvis forklaret som et halvt fysisk
Fænomen, ubevidst Hvisken (»Über unwillkürliches
Flüstern« i W. Wundt, »Philosophische
Studien«, 1895). Ubevidst Medvirkning af
Deltagerne tjener ligeledes ofte til at fremkalde
Bankninger eller den psykografiske Planchettes
Bevægelser o. s. v.
3. Allerede herigennem er Iagttagelsernes
Midtpunkt forlagt fra den fysiske til den
psykiske Verden; og det kan nu lettere forstaas, at
Mænd som Crookes og Zöllner, der arbejdede
som Kemikere og Fysikere, ikke kunde komme
til sikre eksperimentelle Resultater. Det er i
Mennesket, ikke udenfor Mennesket, at
Fænomenernes Forklaring maa søges; det er for
Psykologiens og Psykiatriens Domstol, at Sagen
maa afgøres.
Denne Vej har været anvist bl. a. af den
tyske Filosof E. v. Hartmann (»Der
Spiritismus«, 1885), der søgte at forklare
Fænomenerne som Hallucinationer, men ulykkeligvis
tillige ved Antagelse af en psyko-fysisk Kraft,
som fra Individet kan meddele sig til
Omgivelserne i delvis materialiseret Form. Det
blev en let Sag for den ivrige Spiritist, den
russ. Statsraad A. N. Asakov at imødegaa
Hartmann i sin udførlige Kritik: »Animismus u.
Spiritismus«, 1890; (»Animisme« [s. d. Art.] er
ikke her det religionshistoriske Begreb, men
Hypotesen om Sjælens psykiske Skaberkraft
modsat den spiritistiske Hypotese). Men
Psykologien har andre Metoder end Hartmann’s.
Allerede 1857 havde den tyske Læge H. Schindler
i »Das magische Geistesleben« talt om
Sjælelivets »Natpol« som medvirkende i de psykiske
Funktioner, og M. Perty havde 1861 i »Die
mystischen Erscheinungen der menschlichen
Natur« (2. Opl. 1873, 2 Bd) mere rationelt forsøgt
at forklare de abnorme Foreteelser fysiologisk og
psykisk. Den nyeste Psykologi arbejder videre
i samme Spor og retter mere og mere (i
Fortsættelse af W. James) sin Opmærksomhed paa
det underbevidste Sjæleliv og dets endeløse
Muligheder for en endnu ikke fuldt forstaaet
Aktivitet og Receptivitet, hvilket f. Eks. kunde
give Forklaring paa Telepati, Clairvoyance o. a.
Men ogsaa de bevidste Sjælevirksomheder
indeholder (ifølge Alfr. Lehmann’s Analyse) en
Mængde Iagttagelses- og Huskefejl, gale
Slutninger, Illusioner og fremfor alt Suggestibilitet
— en vid Mark for Selvbedrag, som er
tilstrækkelig til at forklare den største Del
af de sædvanligt forekommende »spiritistiske
Mirakler«.
Den nuværende S. har fornemmelig under
Trykket af Okkultismen og den videnskabelige
Undersøgelse efterhaanden opgivet en Del af
sin eksperimentelle Virksomhed og antaget en
mere religiøs Karakter. Den slutter sig især til
Swedenborg’s og Teosofiens Lære om
Menneskeaandens videre Udvikling efter Døden i
subtilere Legemsformer til højere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
