Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Hiv-aa-høj-Teorien«. Efter den første
begyndte S. med lydefterlignende og lydmalende Ord
(vovvov [= Hund], dundre, pibe, hvæse o. s. v.),
siden udvidedes det til indirekte Klangmalen
(som Glimt, glitre, Virvar). Den anden Teori ser
Begyndelsen i uvilkaarlige Udbrud af Smerte,
Glæde, Varme o. s. v. (uh! ah! pyh! o. l.). Den
tredie lægger Hovedvægten paa de Raab, der
føles som Lettelse under stærkt Fællesarbejde,
som naar Matroser hiver i en Trosse; deres
hiv-aa-høj kan afføde Gerningsord som hive og
hale. Hver af disse Teorier kan forklare Dele
af S., især enkelte Ord, men ikke engang naar
de forenes, kan de forklare hele S. i dets
Sammenhæng, med Sætningsbygning o. s. v.,
navnlig heller ikke dette, at i S., som de foreligger,
dannes Hovedmassen af Ord, der er helt
uigennemskuelige, saa at Sammenknytningen af Lyd
og Begreb synes helt vilkaarlig. Her maa da
for Fremtiden ventes større Resultater af den
aposterioriske Betragtningsmaade, der gaar ud
fra de i Nutiden foreliggende S., forfølger dem
saa langt tilbage, som Sproghistorien tillader,
for at udlede Love for de typiske
Forskelligheder mellem ældre og yngre Sprogtrin i det
hele. Ved da at projicere disse Forskelligheder
i forstørret Maalestok tilbage til Fortiden kan
man danne sig noget Begreb om Urtidens S.
(Dette sidste er forsøgt i O. Jespersen,
Language, its Nature, Development and Origin
[London 1922]. Anden Litt. om S.’s Oprindelse:
H. Steinthal, »Der Ursprung der Sprache«
|3. Udg., Berlin 1877]; E. Renan, De l’origine
du langage [Paris 1858]; F. W. Farrar, An
Essay on the Origin of Language [London 1860];
A. Marty, »Ueber den Ursprung der
Sprache« [Würzburg 1876]; W. H. J. Bleek, »Ueber
den Ursprung der Sprache« [Kapstad 1867]; L.
Noiré, »Der Ursprung der Sprache« [Mainz
1877]).
Om S.’s Udvikling i den historiske
Tid er vi godt underrettede, selv om
naturligvis en hel Mængde S. kun er os tilgængelige
i deres nutidige Skikkelse, og selv om den
skriftlige Overlevering i de S., hvor vi har en
saadan fra tidligere Tider, paa mange Maader
lader os i Stikken. Skriftsproget gengiver
aldrig fuldstændig Talesproget: Bogstavtegn kan
aldrig helt dække alle Afskygninger i Lyd, og
selv inden for de Grænser, hvor den skriftlige
Optegnelse kunde være nøjagtig, er den det
meget ofte ikke, bl. a. fordi en Tradition holder
paa en ældre Skrivemaade længe efter, at den
tilsvarende Lydform er forsvunden fra
Talesproget. I de fleste Kultursprog ser vi en stor
Afstand mellem Retskrivning og Udtale; Dansk
og Engelsk hører til de værste S. i denne
Henseende. Men desuden er der altid nogen
Forskel mellem de Ord og Udtryk, der bruges i
alm. Tale, og dem, der fortrinsvis eller
udelukkende anvendes i Skrift, en Forskel, der ogsaa
tit gælder grammatiske Forhold, som naar dansk
Skriftsprog til den nyeste Tid har foretrukket
vi have, vi vide o. s. v., hvor Talesproget kun
kender vi har, vi ved. Denne Forskel er stor i
Hollandsk, men har i Nygræsk antaget et
ganske uhyre Omfang, idet Grækerne kunstig har
villet skrue deres Skriftsprog tilbage til
klassiske Former uden Hensyn til de mange
Aarhundreders stærke naturlige Udvikling. For de ældre
Sprogtrins Vedkommende maa vi for en stor Del
gaa ud fra og har ogsaa paa mange Maader
positive Vidnesbyrd om, at et saa stort Svælg,
som vi nu ofte ser mellem Tale og Skrift, ikke
kan have eksisteret, men Sprogforskningen maa
bestandig være paa sin Post over for
Muligheden af at blive vildledt af Skriftformen. —
S.’s Historie viser os det samme Ord til forsk.
Tider i forsk. Skikkelser og giver os derved i
mange Tilfælde Nøglen til dets Slægtskab med
andre Ord (se Etymologi). Vi ser
endvidere, hvorledes Lydene i et S. underkastes
visse Ændringer, hvoraf de vigtigste er dem,
der optræder med Regelmæssighed og derfor
benævnes Lydlove (s. d.); en af de
interessanteste blandt disse er den saakaldte
Lydforskydning (s. d.). Mange Forandringer
i Ordenes Former kan ikke forklares ved de
rent lydlige Ændringer, men skyldes Indflydelse
fra andre Ord (se Analogidannelse).
Hvor et Ord omtydes under Indflydelse af et
ubeslægtet Ord, taler man om
Folkeetymologi (s. d.). Hvad Bøjningsendelser
o. l. angaar, da ser man meget hyppig, at det,
der tidligere var to adskilte Former, falder
sammen i een; dette kan i nogle Tilfælde
skyldes lydligt Sammenfald, i andre Analogi,
hyppig ogsaa en Samvirken af begge disse
Faktorer. Saaledes er paa Dansk Nominativ og
Akkusativ (Nævnefald og Afhængighedsfald) i
alle Substantiver (Navneord) faldet sammen,
ligesaa Ental og Flertal i Verberne, Indikativ
og Konjunktiv (fremsættende og forestillende
Maade) i Datid o. s. v. I det hele ser vi paa
denne Maade en fremadskridende Simplificeren
i de allerfleste S., hvorved indviklede og
uregelmæssige Former fjernes; herved vinder S. i
Lethed for dem, der skal lære dem og bruge
dem. Men de forsk. S. viser store Afvigelser
baade m. H. t. de Punkter, hvor denne
Simplificeringstendens viser sig, og til den Fart,
hvormed den virker. I vor Sprogæt har f. Eks. de
fleste slaviske S. og Litauisk beholdt en ret
indviklet Bygning, medens Engelsk har frigjort
sig for mange vanskelige Bøjningsforhold. I
Reglen gaar Afslibningen af Bøjningsformerne
Haand i Haand med Udviklingen af en fast
regelbunden Ordstilling. Nye Bøjningsformer
opstaar af og til og da ad to Veje, dels ved en
mere direkte Fremgangsmaade, dels mere
indirekte. Ved den første svækkes oprindelig
selvstændige Ord efterhaanden, saa at de til
sidst synker ned til blotte Endelser, som naar
finna-sik, »finde sig«, er blevet til Lideformen
findes, ell. lat. amare-habeo, »at elske har jeg«
til den romanske Fremtid ital. amerò, fr.
aimerai, »jeg vil elske«. Et Eksempel paa den
indirekte Vej er det, naar eng. mine (min), der
fra først af brugtes overalt, mister sit n
(ligesom andre Ord paa -n) i Sætningssammenhæng
foran et andet Ord (my coat), men beholder
det, hvor det staar alene (this is mine); her
opfatter den indfødtes Sprogfølelse n som en
til my sat Endelse, der forvandler det bundne
til et ubundet Stedord, og der skabes saa i
Dialekter ved Analogi andre ubundne Stedord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
