Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogforeningen - Sprogfysiologi - Sprogfølelse ell. Sprogsans - sproglig-historisk Embedseksamen - Sproglyd - Sproglære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landsdelen den 17. Novbr 1918. — Efter
Genforeningen har Stat og Kommuner overtaget en
væsentlig Del af Sprogforeningens Opgaver
(Folkebogsamlingerne); den virker dog endnu
under de gamle Former dels i den »truede
Firkant« (Tønder-Løgumkloster-Aabenraa-Tinglev
N. f. den ny Grænse), dels blandt de Danske
S. f. denne.
H. L. M.
Sprogfysiologi er blot en anden
Benævnelse paa Fonetik (s. d.) eller Læren om de i
Sproget anvendte Lyd (s. d.) og deres
Frembringelsesmaade.
O. Jsp.
Sprogfølelse ell. Sprogsans er Navnet
paa den ved Vane udviklede og opøvede Evne
til uden speciel Eftertanke at vælge de rette Ord
og sætte dem sammen paa rette Maade, som
den indfødte har i høj Grad, og som en
praktisk Undervisning i fremmede Sprog maa
stræbe at bibringe Eleverne.
O. Jsp.
sproglig-historisk Embedseksamen.
Medens det ved Anrd. af 24. Oktbr 1818 i
Overensstemmelse med Fundatsen for Kbhvn’s Univ.
af 7. Maj 1788 var fastsat, at den, der attraaede
en overordnet Lærerpost ved en af de lærde
Skoler i Danmark, skulde have bestaaet en
Eksamen ikke alene i de »lærde Sprog« (Græsk,
Latin og Hebraisk), men ogsaa i Historie,
Geografi, Religionslære, Matematik og Filosofi,
indførtes der ved Anrd, af 2. Febr 1849 en særlig
filologisk-historisk Embedseksamen, hvorved der
alene prøvedes i latinsk, græsk og nordisk
Filologi samt i Historie. Ved denne Eksamen lagdes
Hovedvægten paa Kendskabet til de gamle Sprog
og paa Oldtidskundskaben, hvilket tydeligst
lagde sig for Dagen derved, at ikke alene de
skriftlige Opgaver i Latin og Græsk væsentlig skulde
udarbejdes i det latinske Sprog, men at dette
Sprog ogsaa skulde benyttes ved den mundtlige
Eksamination i disse Fag; denne Fordring blev
dog i Hovedsagen ophævet ved Bekendtgørelse
af 13. Aug. 1873. Denne Eksamen ophævedes
ved Anrd. af 25. Oktbr 1883, der indførte ny
Skoleembedseksaminer, som ogsaa indbefattede
de moderne Sprog. Se
Skoleembedseksamen.
H. H. R.
Iflg. L. af 16. Juli 1920, jfr. Reglement af 12.
Novbr 1920 med Tillæg af 6. Febr 1925, har i
Norge denne Eksamen to Grader: en lavere
Grad, Adjunkteksamen, der omfatter tre Fag,
og en højere Grad, Lektoreksamen, der
ligeledes omfatter tre Fag, hvoraf et studeres som
Hovedfag. Kandidaterne har at vælge deres
Fag bl. flg. 8: Modersmaal med Gammelnorsk,
Tysk, Engelsk, Fransk, Latin, Græsk, Historie,
Geografi med Etnografi. Den, der har bestaaet
sproglig-historisk Lektoreksamen, kaldes
candidatus philologiæ (cand. philol.); den, der har
bestaaet Adjunkteksamen, kaldes candidatus
magisterii (cand. mag.). Til Ansættelse som
Rektor ell. Lektor ved offentlig ell. kommunal
højere Almenskole kræves bestaaet
Lektoreksamen samt pædagogisk Eksamen; til
Ansættelse som Adjunkt ved saadan Skole
kræves Adjunkteksamen samt pædagogisk Eksamen.
Wt. K.
Sproglyd, se Lyd (sprogl.).
Sproglære vil sige den systematiske
Fremstilling af et Sprogs almindelige
Udtryksmidler, i Modsætning til de særlige, der finder
Plads i Ordbogen. Den gængse Inddeling (se
Grammatik) er i Lydlære, Formlære,
Orddannelseslære og Ordføjningslære (Syntaks);
nogle slaar Formlære og Orddannelseslære
sammen i Morfologi, et Navn, der af andre
bruges om Formlære alene (Læren om
Ordenes Ændringer ved Bøjning). Ved denne
Inddeling er at bemærke, at den ikke kan
gennemføres strengt og paa mange Punkter
adskiller Ting, der egl. hører sammen. Endvidere
vil Forskellighederne i Sprogene medføre, at
det samme Forhold ikke overalt kan behandles
ens. Superlativ (den højeste Grad), som paa
Dansk henhører under Formlæren, er i Fransk
et syntaktisk Fænomen, da den ikke udtrykkes
ved nogen Form, men blot ved at gøre
Komparativ bestemt (le plus grand, mon meilleur
ami o. s. v.). Omvendt udtrykkes paa Dansk
Fremtiden ikke ved nogen Form af Verbet som
paa Fransk (je viendrai), men paa anden
Maade: jeg kommer i Morgen; jeg vil komme til
Ulejlighed; han skal giftes paa Mandag;
Barnet skal i Kirke paa Søndag; Fremtid til »jeg
har Penge« er »jeg faar Penge (med det
første)« o. s. v. Noget alm. Skema, der i alle
Enkeltheder skulde kunne anvendes paa alle Sprog,
kan derfor ikke opstilles. Et ikke helt
vellykket, men originalt og med stor Følgestrenghed
gennemført Forsøg paa at vende op og ned
paa den alm. Fremstillingsmaade ved
udelukkende at gaa ud fra det Indre, Betydningerne,
er gjort i Fr. Brunot, La Pensée et la Langue
(Paris 1922). Et andet Forsøg paa et
konsekvent System findes i A. Noreen’s store
ufuldendte Værk »Vart Språk« (Lund 1903 ff.), hvis
alm. Del ogsaa findes paa Tysk i »Einführung
in die wissenschaftliche Betrachtung der
Sprache« (Halle 1923). Dette vrimler imidlertid af
kunstlede Opstillinger og skæmmes af en
frastødende Terminologi. Et antageligt System
synes man at kunne naa til ved at indse, at
vi har tre Lag: A: Form. — B: Funktion. —
G: Begreb. Den, der hører noget sprogligt,
bevæger sig fra A gennem B til C og faar
derved fat paa den Talendes Tanke; denne
derimod bevæger sig fra C gennem B til A. En
og samme Form (A) kan have flere forsk.
Funktioner (B), saaledes betegner Endelsen -r
snart Flertal af et Substantiv, f. Eks. Kage-r,
snart Nutid af et Verbum, f. Eks. han bage-r,
snart den handlende Person, f. Eks. en Bage-r.
En og samme Funktion (B) kan udtrykkes ved
forsk. Former (A), Præteritum f. Eks. ved
Endelsen -te (søgte), ved -ede (ejede), ved Aflyd
(drak), ved Aflyd og Endelse (vandt). Men en
og samme Funktion (B) kan paa den anden
Side svare til flere forsk. Begreber (C),
Præteritum som i de nævnte Tilfælde betegner dels
det fortidige, dels det uvirkelige i Nutid ell.
Fremtid som i Betingelsessætninger (hvis jeg
vandt) og Ønsker (gid jeg vandt i Lotteriet!).
A og B er forskellig fra Sprog til Sprog, C er
almenmenneskeligt. Vi faar to hinanden
supplerende Dele af S., efter som man enten gaar
fra A til B og derfra til C eller den omvendte
Vej. (Litt.: Otto Jespersen, The
Philosophy of Grammar [London 1924]).
O. Jsp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
