- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
116

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stadskleiv, Torleiv Jørgensen - Stadskonduktør - Stadslæge - Stadsmusikant - Stadsret

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sine Krav til ham. Hans Produktion har
derfor ikke været meget stor. Som Barn drev han
uden Vejledning ivrig med ornamental
Tegning. En Lærer fik han først i Erik Werenskiold
1883. Han kom s. A. ind paa den kgl. Kunst-
og Haandværksskole i Oslo under Billedhugger
Middelthun, og fortsatte der, medens han 1884
gik paa Chr. Krohg’s Malerskole, som fik
afgørende Indflydelse paa hans Udvikling i
naturalistisk Retning. Om Sommeren arbejdede
han i Telemarken. 1894 opholdt han sig med
Stipendium ved Zahrtmann’s Malerskole i
Kjøbenhavn, han fortsatte her 1898 og drog s. A.
med Stipendium til Firenze og Rom. Der blev
han til Høsten 1899, hvorefter han opholdt sig
et halvt Aar (1900) i Paris. 1901 studerede han
atter under Zahrtmann og har senere væsentlig
boet i Telemarken. — S. har navnlig malet
Skov- og Højfjeldsbilleder med fordringsløse
Motiver, mest fra Telemarken. Han er en
dygtig og sjælfuld Kunstner — ægte og
alvorlig, stundom melankolsk i Udtrykket. Billeder af
ham findes i Kunstmuseet i Oslo, i Trondhjems
Galleri, og paa Oslo Slot. Han har jævnlig
udstillet paa Statens aarlige Udstillinger i Oslo
1886—1925. Hans Portræt, malt af hans
Ungdomsven, Halfdan Egedius, tilhører
Kunstmuseet i Oslo. S. har i de senere Aar (c. 1925)
produceret lidet.
C. W. Sch.

Stadskonduktør kaldes en kommunal
Embedsmand i Kbhvn, hvis Hverv navnlig bestaar
i at opmaale og afsætte Grunde, i Anvisning af
Grænser og Byggelinier for Ejendomme, i
Afsætning af Gader o. l. De nævnte
Forretninger, som han besørger saavel i det Offentliges
Interesse som for private, i sidste Tilfælde mod
Erlæggelse af et Gebyr, udfører han med
offentlig Troværdighed. Særlig paahviler det ham at
føre de autoriserede Maalebrevsprotokoller, der
for de enkelte Matrikulsnumre giver
Oplysninger om Grundenes Beliggenhed, Størrelse
og Bebyggelse, og i H. t. disse Protokoller at
udfærdige Maalebreve, der bl. a. er nødvendige
ved Omsætning af Ejendomme. For det
Offentlige foretog han indtil 1. Apr. 1926 alle de
Opmaalinger, Arealberegninger o. l., som var
nødvendige til Udregning af de kommunale
Grundskatter (Grundskatten, Arealskatten o. s. v.),
men disse Skatter er nu bortfaldne. — S.
vælges af Borgerrepræsentationen efter Forslag af
Magistraten. En Instruks for ham findes i
Kundg. 25. Septbr 1923.
P. J. J.

Stadslæge, se Stadsfysikus.

Stadsmusikant, et Embede, der stammer
fra Middelalderen — det nævnes i Danmark
allerede 1380 — og som gav sin Indehaver et strengt
overholdt Privilegium paa Udførelsen af al
Musik ved Barsler, Bryllupper og andre Gæstebud.
I Købstæderne ansattes S. af Præsidenten ell.
Borgemesteren; deres Takst var noget forsk. og
rettede sig efter vedk. Kundes Fornemhed og
S.’s Ulejlighed; i Beg. af 19. Aarh. bemyndigedes
Magistraten til, »efter Samraad med Stadens 32
Mænd aarligen at sætte en med Tiderne
passende Takst for S.«. I Kbhvn inddroges Posten
formelt først i Aaret 1860. Om S. i Norge, se
Norge, »Musik«, S. 156. I Tyskland var S.
(ogsaa »Stadtpfeifer«) Benævnelsen paa de
lavmæssig sammensluttede privilegerede Musikere — i
Modsætning til de »farende Spillemænd« — der
maatte levere Musik ved alle officielle
Lejligheder og desuden havde Privilegium paa at
udføre Musikken ved private Festligheder.
S. L.

Stadsret. De gamle danske Landskabslove,
som kun var bestemte til at gælde for
Bondesamfund, passede selvfølgelig ikke paa de
efterhaanden opstaaende Bysamfund. Da der i
Danmark fremkom Købstæder, d. v. s. faste
Handelspladser med en Befolkning, hvis
Hovederhverv ikke var Dyrkning af Jord, men
Handel, Haandværk og Skibsfart, blev der her,
som i andre Lande, Trang til særlige
Retsregler, der kunde ordne de ny Samfund, og som
dels fastslog Byens egen Jurisdiktion med eget
Ting, dels ordnede Byens Styrelse og offentlige
Anliggender, dels endelig modificerede de alm.
privatretlige, processuelle og strafferetlige
Regler i Overensstemmelse med Bylivets Behov.
Den særlige Købstadret, som saaledes
efterhaanden fremkom, og som dannede en
Modsætning til Landsretten, udvikledes gennem den
kgl. Lovgivning, der siden 12. Aarh. begyndte
at udgaa skriftligt, sædvanlig i Form af
Privilegier for de enkelte Byer, fra sidste Halvdel
af 13. Aarh. endvidere gennem kommunale
Vedtægter og Forordninger, som udstedtes af
Byernes egne Myndigheder i Kraft af den dem nu
tilkommende begrænsede Autonomi, og endelig
og ikke mindst gennem Sædvane og Praksis.
Købstadretten var derfor opr. altid partikulær,
d. v. s. særlig for den enkelte By, men den i
visse vigtigere Byer udviklede Ret blev
ganske vist i stor Udstrækning overført til andre
Byer, hvorved der fremkom forsk.
Byretsomraader, hver med sin Moderby. Først siden
Udgangen af Middelalderen fremtræder der en
tydelig Tendens til Uniformering af Byretten,
dels gennem Udstedelse af alm. Købstadslove,
dels gennem Overførelse af den kbhvn’ske Ret
til saa godt som alle andre Byer, hvorom
nærmere ndf., men helt overvundet blev den ældre
Rets Partikularisme først langt senere, paa
adskillige Omraader først ved Danske Lov.

I en Række danske Byer blev der i 13. ell.
Beg. af 14. Aarh. tilvejebragt Opskrifter af den
gældende Ret, der vel langtfra var
udtømmende, men dog satte sig til Maal at give en
mere eller mindre fyldig Fremstilling af
Emnet, med særlig Vægt lagt paa den specielle
Købstadret. Det er disse Opskrifter af visse
Byers Ret, som man plejer at betegne med
Ordet S. ell. Byret. De ældste af dem (Slesvig
S. og Skaanske Birkeret) synes at have været
Privatarbejder, om de end i Tidens Løb fik
officiel Bekræftelse. Senere hen foranstaltedes
Nedskrivningen derimod som Regel af Byens
Myndigheder, der bagefter lod det nedskrevne
vedtage af Borgerne og stadfæste af den, der
havde Højhedsretten over Byen, hvilken som
oftest var Kongen, men ogsaa kunde være
Hertugen af Sønderjylland ell. en Biskop ell.
en anden gejstlig Herre. Den ældste S. er
Slesvig S., der foreligger i en lat. Tekst, som,
bortset fra enkelte Tilføjelser, maaske allerede
tilhører Tiden omkr. 1200; den optoges i
Middelalderen i enkelte nørrejyske Byer, saaledes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free