Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Staël-Holstein, Mme de - Staël V. Holstein, Erik Magnus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fik hende gift, 20 Aar gl, med den svenske
Pariser-Gesandt, Baron Erik Staël v. Holstein, et
Ægteskab, der ikke var lykkeligt og endte med
Skilsmisse. Hendes første Arbejde var en Lovtale
over hendes
Yndlingsdigter:
Lettres sur le
caractère et les
ouvrages de J.
J. Rousseau
(1788).
Revolutionen, hvis
Udbrud hun
først begejstret
havde hilst,
skræmte hende
snart ved sin
Voldsomhed;
hendes Fader
maatte flygte;
selv blev hun
i Paris og
reddede under
Rædselsperioden i Ly af sin Mands Stilling adskillige Uskyldige;
men Septbr 1792 undgik hun med Nød og næppe
den rasende Folkehob og flygtede til Faderens
Herresæde Coppet ved Genfersøen. Herfra
deltog hun i sit Fædrelands Skæbne ved
Flyveskrifter, 1793 ved at tage Marie Antoinette i Forsvar,
1795 ved en Samling Réflexions sur la paix,
der hævdede Republikken som Betingelsen for
Frankrigs Uafhængighed; 1797 udsendte hun De
l’influence des passions sur le bonheur des
individus et des nations, efter at hun allerede Aaret
forud var vendt tilbage til Paris, hvor hendes
Salon snart blev Samlingsstedet for
Diplomaterne og de liberale Ideers Talsmænd, Mænd som
Benjamin Constant, Moreau, Fauriel og
Narbonne, Kvinder som Mme Récamier og Mme de
Beaumont. Til at begynde med holdt hun Fred
med Bonaparte; men denne mærkede snart, at
hun underminerede hans Magt; 1800 drev hun
Constant til aabenlys Opposition, og s. A. udgav
hun De la littérature considérée dans ses
rapports avec les institutions sociales, hvor hendes
Begejstring for Fremskridtsideerne kræver et
Brud med Digtningens og Religionens
overleverede Former, en aandelig Frigørelse, svarende
til de nyskabte Statsinstitutioner. Nu kunde
Napoleon ikke længere forsone sig med hendes
stadig voksende Indflydelse; han vilde med
Fornøjelse overlade hende Verden, men nok
beholde Paris for sig selv og sine Planer, og han lod
hende 1803 forvise 300 km fra dette Centrum.
Hun foretog nu en betydningsfuld Rejse i
Tyskland, besøgte Wieland, Schiller og Goethe i
Weimar, hjemsøgte alle med sin aandelige
Videbegærlighed, lærte i Berlin Fichte, Jacobi og A. W.
Schlegel at kende. Efter et Besøg ved sin Faders
Dødsleje i Coppet berejste hun derefter Italien.
Disse Rejser aabnede hende ny Synskredse og
gav hendes Tanker ny Impulser. Foreløbig
forkyndte hun Lidenskabens Ret og Individets
Frigørelsestrang over for alle Samfundets og
Konveniensens snævre Baand i et Par følsomme
Tendensromaner, der var stærkt prægede af
Rousseau’s psyk. Lyrisme i La nouvelle Héloise.
Delphine (1802) var en Skildring af hendes
egne ulykkelige Erfaringer i Elskov og
Ægteskab, det fribaarne Hjertes Protest mod den
officielle Morals Tyranni. Corinne (1807), hendes
ypperste digteriske Værk, udformer et lgn. Stof
og en lgn. Frihedsbekendelse. Heltinden er en
genial ital. Improvisationsdigterinde, hvis
ildfulde Natur gaar til Grunde i en haabløs
Lidenskab, i en Kamp mellem ideal Stræben og
snævre Samfundsfordomme. Som Baggrund for
Romanens langsomme Udvikling opruller hun
skønne og storstilede Billeder af det solrige
Italiens Natur og Kunst. Bogen aabnede hendes
Landsmænd et hidtil ukendt Indblik i fremmed
Racepsykologi og Følemaade, en helt ny
Forstaaelse af ikke-fr. Nationaliteter, eng. Spleen
og ital. Ildfuldhed. 1810 udgav hun sit modneste
og betydningsfuldeste Værk De l’Allemagne, der
var saa lidet fransk, at Kejserpolitiet beslaglagde
Bogen inden for Frankrigs Grænser. Napoleon
lod hende brutalt udvise fra fransk Territorium.
Intet tidligere Værk oplukkede saaledes
Tyskland, dets Natur, dets Digtning og Tænkning
for den galliske Bevidsthed. Germansk
Folkerace, Gemyt og Aandsliv, germansk Natur og
Sjæl stilledes op som en befriende Modsætning til
fransk Salonkultur. Havde hun tidligere kæmpet
for individuel Frigørelse, for Natursandhed i
Digtningen som i Livet lige over for konventionel
Samfundstvang og nedarvede Fordomme, søgte
hun her at udrydde selve den franske
Nationalfordom, at lede befrugtende Strømme af
Følelse og Fantasi ind i den golde romanske
Forstandsverden. — Udvist fra Frankrig var hun
selv paa Coppet udsat for Opsyn og Spionering
og afskaaret fra sine Venner, hvorfor hun 1812
flygtede til Petrograd, Sverige og siden til
England; først efter Napoleon’s Fald vendte hun
hjem til Frankrig. Sine Oplevelser under
Udlændigheden skildrede hun i Dix années d’exil,
der først udkom efter hendes Død ligesom
hendes Considérations sur les principaux
évènements de la Révolution française. Hendes
Œuvres complètes udkom 1820—21 i 17 Bd.
(Litt.: Georg Brandes,
»Emigrantlitteraturen«; Maria Norris, Life of Mme de Staël
[London 1853]; Stevens, Mme de Staël, her
life and her times [2 Bd, London 1882]; B.
Duffy. Mme de Staël (London 1887]; Lady
Blennerhassett, »Frau von Staël, ihre Freunde
und ihre Bedeutung in Politik und Litteratur«
[3 Bd, Berlin 1887-89; fr. Overs. 1890];
Albert Sorel, Mme de Staël [1893, 3. Opl. 1901];
Boger af Hémon [1903], Francis Gribble
[1907] og Chapuisat [1910]).
S. Ms.
 |
| A. L. G. N. de Staël-Holstein. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
