Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stamtal - Stamtalsafviklingen - Stamtavle - Stancaro, Frants - Stand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S. være nogle Millioner pr ha; til at slutte
med er det ofte under 200 pr ha.
C. V. P.
Stamtalsafviklingen kaldes den Lov, efter
hvilken Træsamfundets Antal af Individer
aftager med stigende Alder. Man har søgt at
opstille forsk. Formler som Udtryk for den
normale S., men ingen af disse har endnu fundet
almen Anerkendelse.
C. V. P.
Stamtavle, Stamtræ, se Genealogi.
Stancaro [staŋ’karo’], Frants, luthersk
Teolog, f. i Mantova omkr. 1500, d. 1574, er
kendt som en stridslysten Deltager i de
dogmatiske Kampe inden for den lutherske Kirke
efter Luther’s Død. S. førte en ret omflakkende
Tilværelse efter at være gaaet over til
Lutherdommen. Mod Slutningen af sit Liv opholdt han
sig især i Polen. I hans Teologi er der ingen klar
Adskillelse mellem de tre Personer i
Treenigheden og ingen personlig Forbindelse mellem
Kristi to Naturer. S. lærer ogsaa, at Kristus
kun efter sin menneskelige Natur er Midler
mellem Gud og Mennesker. Disse Tanker mødte
imidlertid en kraftig Modstand.
A. Th. J.
Stand bruges i daglig Tale saavel om et
Menneskes af ydre Livsforhold, f. Eks. Fødsel,
Uddannelse, Erhverv ell. andre Vilkaar,
betingede Stilling i Samfundet, som om
Indbegrebet af de Personer, der til enhver Tid
indtager samme Stilling; man taler saaledes om
den lærde S., om Officersstanden,
Embedsstanden, Handelsstanden o. s. v. Medens disse
Sondringer inden for Befolkningen i Nutiden kun
i ringe Udstrækning har retlig Betydning, idet
alle i Princippet er lige for Loven og Udøverne
af de enkelte Livsvirksomheder i det højeste
m. H. t. disse er underkastede Særregler, var
Forholdet i tidligere Perioder et andet.
Befolkningen var da ofte sondret i et Antal mere
ell. mindre skarpt adskilte Klasser ell.
Stænder, hver med sin særlige Retsstilling, og
denne Stænderadskillelse prægede hele
Samfundsbygningen. Dette var vistnok allerede Tilfældet
i det oldgermanske Samfund, der var spaltet
i forsk. sociale Lag, og som til Dels havde
Karakteren af særlige Stænder. Dybestgaaende
var Skellet mellem Fri og Trælle, men inden
for de første maatte der atter sondres mellem
en Flerhed af Klasser: de alm. Frimænd,
Adelen, der hævede sig op over disse, samt som
Regel en Klasse af Halvfri, der stod paa
Overgangen mellem Frimænd og Trælle og
omfattede de Frigivne samt efter
Omstændighederne Rester af en ældre undertvungen
Befolkning. Ved Gennemførelsen af
Standsadskillelsen, der i Almindelighed var arvelig, kom forsk.
Hensyn i Betragtning. Ofte svarede der til de
enkelte Stænder særlige økonomiske Kaar og
navnlig et særligt Forhold til Jorden (som
Godsejer, Selvejerbonde ell. Dyrker af andres
Jord), men dette Moment var dog kun
undtagelsesvis og vist i Reglen først paa senere
Udviklingstrin det egl. afgørende. Adelens
fortrinlige Stilling beroede saaledes næppe i første
Linie paa dens Rigdom, men snarere paa
formodede særlige Egenskaber hos dens
Medlemmer og paa vedk. Æts berømmelige Fortid.
Omvendt hang Trællenes Retsløshed og de
Halvfris mindre Ret vistnok mindre sammen
med deres økonomiske Afhængighed end med,
at de ligefrem opfattedes som havende en
anden og lavere Natur end de højere Stænder,
hvad maaske havde sin Aarsag i, at de i Reglen
var af fremmed Afstamning.
Stænderadskillelsens retlige Betydning var ikke ensartet udviklet
inden for alle Retsforfatninger. Adelen, der
næppe fra først af havde egl. Forrettigheder,
fik det saaledes kun paa enkelte Steder, og
ogsaa i øvrigt gjorde mange Afvigelser sig
gældende. Hvad særlig dansk Ret angaar,
synes Stænderadskillelsen inden for den ikke i
Oldtiden og den tidlige Middelalder at have
været stærkt retlig udpræget. Den Maade,
hvorpaa den hos de germanske Folk oftest fik
retligt Udtryk, var for de fri
Befolkningsklassers Vedk. gennem Bødesatserne, idet
Mandeboden og andre Bøder for personlige
Krænkelser ansattes forskellig for de enkelte Klasser,
for nogle til et Normalbeløb, for andre henh.
lavere ell. højere, og paa tilsvarende Maade
var det karakteristisk for Trællens Stilling, at
han slet ingen Mandebod havde. Undertiden
varierede ogsaa de Bøder, en Mand skulde
udrede, efter hans Stand, eller Standsforskellen
ytrede sig i den Vægt, der tillagdes
Vedkommendes Ord, og dermed i hans Brugbarhed
som Mededsmand, Vidne ell. Nævning, for
Trællene og de Halvfri endelig paa mange
andre Maader. Den politiske Indflydelse var vel
faktisk højst forskellig, men bortset fra de
sidstnævnte Klasser var Rettighederne paa
dette Omraade formelt oftest de samme.
Oldtidens Stænderadskillelse gav i
Middelalderen Plads for en Stænderadskillelse paa et
andet Grundlag. Den alm. Frimandsklasse, der
opr. havde dannet Kernen i Befolkningen, fik
efterhaanden mindre at betyde. Der indtraadte
en stærkere økonomisk Differentiation inden
for denne Klasse, hvorved den spaltede sig i
et øvre Lag, der nærmede sig Adelen og
efterhaanden smeltede sammen med den, og et
lavere Lag, der sank ned omtrent paa samme
Niveau som de Halvfri og optog disse og,
efter Ufrihedens Bortfald omkr. Midten af
Middelalderen, ogsaa Trællene. Endvidere
forsvandt under Paavirkning af den kristne
Kultur mange af de Forestillinger, paa hvilke den
ældre Tids Stænderadskillelse havde hvilet, og
dermed Grundlaget for denne, saaledes baade
for Adelens Særstilling og for Trællenes
Retsløshed, og endelig nødvendiggjorde Kulturens
Stigning en mere gennemført Arbejdsdeling.
Medens den ældre Tid ikke havde kendt
nogen egl. Sondring af Folket efter Livsgerning,
blev Forholdet nu et andet. Ikke blot medførte
Udviklingen af Handel og Haandværk, at man
ved Siden af Landbefolkningen fik en særlig til
Købstæderne knyttet Borgerstand, der
hovedsagelig levede af disse Erhverv, men heller
ikke Landbefolkningen udgjorde længere en
Enhed, idet der maatte sondres mellem
Bondestanden, som besørgede Jordens Dyrkning,
og Adelen, hvis Medlemmer var Godsejere og
for saa vidt ogsaa levede af Jorden, men som
lod den dyrke af andre, nemlig Bønderne, og
hvis særlige Samfundsopgave blev at besørge
Statsstyrelsen og Forsvaret, for hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
