Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stanniklorid - Stanniol - Stannit - Stannoforbindelser - Stannografi - Stannoklorid - Stannotypi - Stannum - Stanovoi-Chrebet - Stans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ofte Tinforklor og fører i Farveriet Navnene
salpetersurt Tin,
Skarlagenkomposition, Tinkomposition,
Tinsolution, Rosérsalt, Rosasyre.
Hyppigere gaar dog vandholdigt S. i Handelen i
fast Form med et Indhold af 5 Mol.
Krystalvand; dette Salt faas, idet man sætter Saltsyre
til en Opløsning af Tinforklor paa 60 Bé og
derpaa ilter med Salpetersyre ved 40°. S.
fremstilles ogsaa ved Behandling af Hvidblikaffald
med Klor. Dampe af S. giver ved Indvirkning
paa Vanddamp ved Rødglødhede
Tinsyreanhydrid; med Svovlbrinte dannes Tindisulfid, SnS2.
S. anvendes som Bejdse i Farveriet og
Tøjtrykkeriet, ved Fremstillingen af Anilinblaat og af
forsk. Farvelak samt til Fortinning. — Med
Klorbrinte danner S. Forbindelsen H2SnCl6,
Brinttinklorid, der forholder sig som en
Syre. Ammoniumsaltet af denne Syre,
Ammoniumtinklorid, (NH4)2SnCl6, faas ved
Blanding af koncentrerede Opløsninger af S. og
Salmiak som et farveløst krystallinsk Pulver,
der kan opløses i 3 Dele Vand. Det benyttes
som Bejdse i Tøjtrykkeriet under Navnet
Pinksalt. S. omtales først 1605 hos Libavius,
deraf Navnet Spiritus fumans Libavii; allerede
1630 benyttede Hollænderne det i
Kochenillefarveriet.
(O. C.). S. P.
Stanniol (af lat. stánnum, Tin), meget tynd
Plade af Tin, benævnes ogsaa Tinfolium
ell. Tinfolie. Undertiden gøres den
Forskel, at Tinfolie betegner det tynde Bladtin,
som benyttes til Belægning af Spejle og Lister,
og alle andre tynde, slagne ell. valsede
Tinplader kaldes S. Til Folie til Lister — uægte Sølv
— tages som Materiale det reneste, blyfri Tin,
til Folie til Spejle tages fineste Tin med 2 %
Kobber, da Amalgamet heraf sidder særlig godt
fast paa Glasset; med den stigende Anvendelse af
Sølv til Spejlbelægning har denne sidste Art S. dog
næsten tabt enhver Betydning. S. til Embalage
af Tobak, Chokolade, Ost, Pølse o. a.
Næringsmidler indeholder Bly fra 4 til 40 %. Men naar
S. har over 10 % Bly, træder dette Metals
giftige Egenskaber frem og bør udelukke dets
Anvendelse til Næringsmidler. Her kan man med
Fordel benytte Blyfolie, som paa begge Sider er
pletteret med rent Tin og er billigere. Tinfolie
fremstilledes allerede i 17. Aarh. i Böhmen ved
at »slaa« tynde Tinplader med lette
Svanshammere. Nu naar man Maalet hurtigere ved at
klippe tyndstøbte Tinplader paa 10—20 mm
Tykkelse i Smaastykker, som valses enkeltvis
ell. flere samlede og, efter at de er stærkt strakte,
indfedtes let med Olie ell. Petroleum, pakkes i
større Antal oven paa hverandre og valses paa
ny. De fineste Sorter fremstilles stadigt ved
med Træhammere at »slaa« indtil 300 Stykker
lagt oven paa hinanden paa Stenambolte; ogsaa
her er de enkelte Blade bestrøgne med
Fedt. S. gaar i Handelen i Ruller paa 5—6
kg i Tykkelser fra 0,008 mm til 0,2 mm.
(F. W.). Carl J.
Stannit (Tinkis), et Mineral, som bestaar
af Svovl, Tin, Kobber og Jern med 27 % Tin,
er metallisk graasort ell. undertiden
bronzelignende (p. Gr. af indblandet Kobberkis). Det
findes ligesom Tinsten paa Gange i Granit; i
Cornwall enkelte Steder saa rigelig, at det har
Betydning som Tinmalm.
(N. V. U.). O. B. B.
Stannoforbindelser, Forbindelser af
divalent Tin, se Tin.
Stannografi bet. egl. Trykning med
Tinplader, men de »stannograferede« Figurtavler,
d. v. s. hvid Tegning paa sort Bund, der findes
i mange videnskabelige og andre Værker fra 19.
Aarh., er i Reglen trykt med graverede
Zinkplader. Da den danske Kobberstikker O. Bagge
(1780—1836) havde forsøgt at bruge Tinplader i
St f. Kobberplader, kaldte han sit Arbejde S.;
men skønt han senere fandt, at Zink var langt
at foretrække for Tin, bibeholdt han dog det
vildledende Navn S.
E. S-r.
Stannoklorid, Tinkloryre,
Tinforklor, Tindiklorid, SnCl2, er en hvid
krystallinsk fedtglinsende Masse, der smelter ved
250° og koger ved 600°, og som er opløselig i
Alkohol og Æter. Med Vand dannes
Dihydratet, SnCl2,2H2O, det saakaldte Tinsalt, der
krystalliserer i vandklare Prismer, der ikke er
henflydende. Opløsningen i lidt Vand er klar,
men ved Fortynding udskilles et hvidt basisk
Salt, Sn(OH)Cl, der opløses ved Tilsætning af
Syrer. S. iltes let af Luftens Ilt til Oxykloridet.
S. fremstilles ved at opløse Tin i Saltsyre. Det
er et kraftigt Reduktionsmiddel, der reducerer
Merkuri- og Merkurosalte til metallisk
Kviksølv, Ferri- til Ferrosalte, Nitroforbindelser til
Aminer o. s. v. Det benyttes derfor i stor
Mængde i den kem. Industri ved Fremstilling af
Farver og navnlig til Ætsning og Bejdsning
ved Tøjtrykning og Farvning; endvidere til
Fortinning.
S. P.
Stannotypi, egl. Tintrykning (se
Stannografi). Navnet er blevet brugt om en Slags
Woodburytypi (s. d.), ved hvilken man brugte
tykke Staniolblade. En Slags S. anvendes ogsaa
ved Nodetrykning. Man bruger en poleret Plade
af Tin ell. en Legering af Tin, Bly ell. Zink. I
denne graveres Linierne og Nodetegnene, og
Skriften indslaas med Stempler. Derefter gør
man et Aftryk af Pladen og overfører det paa
sædvanlig Maade paa en litografisk Sten (se
Litografi).
E. S-r.
Stannum, lat. Navn for Tin.
Stanovoi-Chrebet [stana’våj-krje’bjæt]
(Stanovoj-Bjergene), Bjergryg i det
østlige Sibirien, strækker sig fra omtr. 125 ø. L.
til Beringsstrædet og danner Syd- og
Østgrænsen for Prov. Jakutsk. S. er et Plateau af
vekslende Bredde med isolerede Højdedrag. Det
hæver sig til en Højde af 1500—2000 m.
Vandskellet er en flad Ryg. Det vigtigste Pas er
1200 m højt og fører fra Ochotsk til Jakutsk.
Mod V. gaar S. jævnt over i det østsibiriske
Højland, medens Østskraaningen er stejl. Som
klimatisk Grænse er S. af Vigtighed. Mod V.
hersker udpræget Fastlandsklima med hede
Somre, medens Østsiden er udsat for de kolde
Vinde fra det ochotskiske Hav og har en kølig
Sommer.
M. V.
Stans [∫tans], Stanz, By i Schweiz,
Hovedstad i Kanton Unterwalden nid dem Wald ell.
Nidwalden, ligger 11 km SSØ. f. Luzern 455 m
o. H. ved Foden af Stanser Horn (1901 m).
(1920) 2980 Indb., der næsten alle er Katolikker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
