Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Statslaanefonden - Statslære - Statsmeteorologer - Statsminister - Statsministerium - Statsmonopol - Statsobligation - Statsobligationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Formaal af nævnte Art, dog kun for saa vidt
særlig Lovhjemmel foreligger. I Henhold hertil
har S. bl. a. ydet Laan til Opførelse af
Arbejderboliger, til Køb at Jordlodder til
Landarbejdere, til Fremme af landøkonomisk Virksomhed,
til Fiskerierhverv m. v. S. bestyres af et
Udvalg paa 5 Medlemmer under Finansministerens
Tilsyn.
K. Hch.
Statslære er Navnet paa den videnskabelige
Disciplin, der vil udforske Statens Væsen og
Formaal, dens Opstaaen og Undergang og i det
hele Lovene for dens Udvikling, dens Forhold
til Samfund og Ret, de forskellige Statsformer
og andre beslægtede Emner. De Problemer, som
behandles i S., er i øvrigt ikke helt de samme
hos alle Forfattere, og navnlig er Grænsen
over for den saakaldte almindelige Statsret (se
Statsret) vanskelig at drage. Ofte
indbefattes denne i S. En moderne dansk Fremstilling
af S. findes ikke. Af udenlandske kan nævnes:
S. J. Boethius, »Om statslivet« (1916); G.
Jellinek, »Allgemeine Staatslehre«, 3. Aufl.
(1914), det tyske Hovedværk; H. Rehm,
»Allgemeine Staatslehre« i »Handbuch d.
öffentl. Rechts« (1899), ogsaa i populær Form
i »Sammlung Göschen«; Richard Schmidt,
»Allgemeine Staatslehre« I—II, 1—2 (1901—03);
Hans Kelsen, »Allgemeine Staatslehre« i
Kohlrausch’s »Enzyklopädie d. Rechts- u.
Staatswissenschaft« (1925).
P. J. J.
Statsmeteorologer kaldes Lederne af de
fire Afdelinger: den nautiske, den
klimatologiske, den geofysiske og Vejrtjenesteafdelingen
ved Meteorologisk Institut.
Statsminister, se Minister.
Statsministerium. I Danmark, hvor
Førsteministeren nu siden Grl. af 1915 ligesom i
Sverige og Norge kaldes Statsminister, medens han
tidligere kaldtes Konseilspræsident ell. efter Grl.
5. Juni 1849 Premierminister, oprettedes der
ved en L. af 17. Decbr 1913 et
Departementschefsembede under Konseilspræsidiet, hvorved
Konseilspræsidenten, der tidligere kun havde
haft en Sekretær til Hjælp ved Besørgelsen af
de under Konseilspræsidiet henlagte Sager, og
som derfor nærmest betragtedes som en
Minister uden Portefølje, nu fik et formeligt, men
rigtignok meget lille Ministerium under sig.
Efter 1918, da Grl. 1915 traadte i Kraft og
Konseilspræsidenten fik Navn af Statsminister,
skiftede hans Ministerium ogsaa Navn og kaldes nu
S. Det er siden blevet noget udvidet, idet der
foruden en Departementschef, der tillige er
Statsraadssekretær, nu er ansat en Fuldmægtig
i det foruden underordnet Medhjælp. Dets
Forretningsomraade omfatter foruden
Statsforfatningsspørgsmaal og alle alm. Spørgsmaal
vedrørende Kongens Regeringsførelse, Ministres
Udnævnelse og Afskedigelse, Forholdet til
Rigsdagen, Embedsmænds Rang, Udgivelsen af
Statstidende og Statshaandbogen, Spørgsmaal
om Flag m. v. navnlig Danmarks Forhold til
Island, bortset dog fra de udenrigske
Anliggender, hvorved erindres, at den danske Gesandt
paa Island ikke regnes for en egl. udenrigsk
Gesandt og derfor sorterer ikke under
Udenrigsministeriet, men under S.
K. B.
Statsmonopol. I en Del Tilfælde
monopoliserer Staten bestemte Erhverv, og der tales i
saa Fald om S. Formaalet hermed kan være
at drive Erhvervet paa en mere almennyttig
Maade, end hvis det forblev i privat Drift,
f. Eks. derved at Priserne holdes nede eller
Landets Forsyning sker paa en ligelig, af
Udsigt til Gevinst i det enkelte Tilfælde
uafhængig Maade, eller der i Spidsen for
Virksomheden staar en af private Interesser uafhængig
offentlig Institution. Man taler i saa Fald om
Forvaltningsmonopol, og som
Eksempler herpaa kan nævnes Statens Postvæsen,
Telegrafvæsen, Telefoner, Jernbaner, Møntvæsen, i
enkelte Stater ogsaa Forsikringsvæsen. Men
Formaalet med S. kan ogsaa være at skaffe
Staten en Indtægt af Erhvervet udover Renten
af de deri anbragte Kapitaler, og man staar i
saa Fald overfor et Finansmonopol.
Denne Indtægt tilvejebringes ved en
Prisforhøjelse paa den monopoliserede Vare, hvilken
bæres af Forbrugerne og er en særlig Form for
Forbrugsskat. Som Eksempler paa
Finansmonopoler kan nævnes Tobaks- og Saltmonopolet og
i nogle Lande ogsaa Tændstiks-, Petroleums- og
Brændevinsmonopoler, hvilke sidste dog ofte
tillige har andre Formaal. Det anføres til
Finansmonopolets Fordel, at det særlig er paa sin
Plads i Erhverv, hvor den private Spekulation
ellers vilde skabe og udnytte et Monopol, der
da er i bedre Hænder hos Staten, og at man
ad denne Vej vil være udmærket i Stand til at
graduere Forbrugsskatten efter Varernes
Kvalitet. Til Gengæld har Finansmonopoler store
Mangler. Hertil maa regnes, at det
indskrænker Rammerne for den private
Erhvervsvirksomhed og savner den fri Konkurrences stadigt
virkende Spore til Fremskridt baade ved
Nedbringelse af Produktionsomkostningerne og
Forbedring af Varerne, og et statsmonopoliseret
Erhverv egner sig i hvert Fald daarligt til
Eksport. Monopoler kan omfatte Produktionen eller
Handelen — i hvilke Tilfælde man taler om
henholdsvis et Produktions- eller
Handelsmonopol — eller begge Dele i Forening.
C. T.
Statsobligation, se Statsgæld.
Statsobligationer (jur.). Om S. gælder som
Hovedregel de samme privatretlige Regler som
om andre negotiable Dokumenter; men de
indtager dog i visse Henseender en Særstilling
over for disse. Saaledes kan S. frit udstedes til
Ihændehaveren, idet Forbudet imod saadan
Udstedelse af Dokumenter i Stempellov 1. Apr.
1922 § 32 kun omfatter stempelpligtige
Dokumenter, og S. iflg. samme Lovs § 134 er
stempelfri. Forholdet er for S.’s Vedk. endda det, at
de saa godt som altid udstedes til
Ihændehaveren. Almindelige Ihændehaverobligationer kan
uden Skyldnerens Samtykke paategnes at være
undergivet en bestemt Persons Ret, og de
undergives da for Fremtiden de for Navnepapirer
gældende Regler ogsaa i Forhold til
Skyldneren. Noget anderledes ligger Forholdet ved S.
Om disse gælder siden 1858 den Regel, at de
ikke alene udstedes til Ihændehaveren, men
ogsaa stedse skal lyde paa Ihændehaveren, og
at ingen Paategning paa dem skal have
Gyldighed over for Statskassen, der altsaa frit kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
