Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Staurolit - Stauroskop - Stav - Stav - Stavanger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
matte Varieteter, saaledes især i Glimmerskifer
i Bretagne, hvor de store korsformede
Tvillinger ofte er løsnede ved Forvitring.
(N. V. U.). O. B. B.
Stauroskop [sta^u-] er et
Polarisationsapparat, som er forsynet med særlige Hjælpemidler
til at muliggøre en nøjagtig Indstilling. Med de
simple Polarisationsapparater skal der ved
Maalinger (f. Eks. af Sukkeropløsningers
Styrke) foretages en saadan Indstilling, at
Synsfeltet bliver mørkt; i det opr., af v. Kobell 1855
angivne S. er der indskudt en Kalkspatplade,
som er vinkelret paa den optiske Akse, og som
medfører, at der ved rigtig Indstilling viser sig
et sort Kors i Synsfeltet, medens en lille Fejl
i Indstillingen forstyrrer Korsfiguren. Oftere
anvendes senere opfundne
Krystalpladekombinationer, som muliggør en endnu nøjagtigere
Indstilling, saaledes især Calderon’s
Dobbeltplade af Kalkspat. Denne, der skydes ind i
Apparatet paa lgn. Maade som Kobell’s Plade,
deler Synsfeltet i to Halvdele, hvis
Grænselinie forsvinder ved rigtig Indstilling, hvorimod
en ubetydelig Fejl i Indstillingen medfører, at
Synsfeltets ene Halvdel bliver kendelig
mørkere end den anden.
(N. V. U.). O. B. B.
Stav (isl. Stafr), 1) lang, lige Stok, stundom
med bøjet Haandtag. S. kendetegner naturligt
Hyrder, Vandringsmænd og Pilegrimme samt i
det hele ældre Mænd, der har Brug for Støtte,
og den er derfor naturligt blevet et
Værdighedstegn, der allerede i den klassiske Oldtid
førtes af Herolder, Høvdinger, Konger og
Guder, baade Gudefaderen Zeus o. a. Guddomme
(Dionysos’ Thyrsosstav, Hermes’ ell. Merkur’s
Caduceus); ogsaa Gudinder som Demeter og
Hera fører Stave. Som oftest er disse Stave
mandshøje, men de ender jævnligt i en Blomst
og har baade givet Navn og Form til
Middelalderens og senere Tiders kgl. Sceptre. Paa
lgn. Maade lever de rom. Triumfatorers
Værdighedstegn, Elfenbensstaven (Scipio eburneus)
videre som Kommandostav ell. Marskalstav, i
ganske kort Form især yndet paa
Renaissancetiden og senere. De rom. Lictorers Stavknippe
(Fasces), Sammenholdets Symbol, er
formodentlig Forbillede for senere Tiders Politistave,
ganske korte Stave, som ender i en Haand. Den
lange Hyrdestav udvikler sig i Middelalderen
som et særligt gejstligt Myndighedstegn for
Bisper o. a. høje Prælater (se Krumstav). —
Udtrykket: at bryde Staven over een, ɔ: at
dømme ham skyldig, kommer af en gl Retsskik,
der brugtes over for dømte Forbrydere. —
Bogstav, Runestav, se Skrift. — 2) i
Arkitekturen et langt, stavagtigt Profilled, hvad enten
det er placeret lodret ell. vandret, som
Rundstav, Hulstav, Perlestav ell. Perlesnor,
Æggestav og Tovstav (se Profil).
C. A. J.
Stav, Gaard i Nærheden af Tretten
Jernbanestation, men paa den anden Elvebred i
Øier Herred, Gudbrandsdalen, hvor der indtil
for en Del Aar siden aarlig afholdtes et meget
besøgt Hestemarked, Stavsmarked.
Hestemarkedet holdes nu paa Lillehammer.
(P. N.). M. H.
Stavanger, i Størrelse den 4. af Norges
Købstæder, ligger under 58° 58′ n. Br. paa
Østsiden af Jæderens nordligste Parti ved en
Bugt af Boknfjord, Areal 7,41 km2 med (1920)
43778 Indb. Det omgives af Hetland Herred.
Her var Betingelserne for Anlægget af en By
i Oldtiden udmærkede, thi Rogaland hørte til
de tættest befolkede Strøg i Landet, hvad
Oldfundene fastslaar.
Der var en
udmærket Havn, som laa
midt mellem det
kornrige Jæderen i
Syd og Ryfylke med
dets mange Øer i
Nord. Selve Byen
nævnes først i
Historien omkring 1042,
da Kong Magnus den
Gode sejlede Syd
over fra Norge med
70 Skibe for at
underlægge sig
Danmark. Amor
Jarleskald kvæder om
denne Færd:
»Nordfra styrede du de stive Fyrrestævne forbi
Stavanger til Danevælde«.
Navnet S. tyder paa stor Ælde. Vaagen, den
lille Fjord (paa Gammelnorsk Angr, en
Navneform, som brugtes før Vikingetiden), som
lig en Stav skærer ret ind mellem de lave
Højder, har maaske givet Anledning til Navnet.
Grunden, som Byen blev bygget paa, tilhørte
Kongen, og der har uden Tvivl fra gammel Tid
været en Kongsgaard ved S., thi det nævnes
1128, da Sigurd Jorsalfar tog Ophold der. Denne
Konge udsaa Stedet til Sæde for det
Bispedømme, som han oprettede for Landets
sydvestlige Del, antagelig c. 1125. Det Omraade,
som henlagdes under Stavangerbispens
Kirketilsyn, var: Rogaland, Agder, Valdres og
Hallingdal. Disse Grænser beholdtes indtil 1631,
da de to sidstnævnte Landsdele blev lagt til
Hamar—Oslo Stift. Omkr. 1164 skænkede
Erling Skakke hele det daværende Strandsted S.
til Bispesædet — Katedralkirke og Bispegaard
fik Stedet straks efter Bispestolens Oprettelse.
I Kong Magnus Lagabøter’s Tid (1272) lagde
en Ildsvaade Kirken og den største Del af
Byen i Aske. Men den energiske Biskop Arne
fandt Midler til Kirkens Genrejsning. Han
byggede et nyt Kor i gotisk Stil, medens Kirken
for øvrigt er romansk. S. gik imidlertid kun
langsomt fremad og synes endnu i 13. Aarh. at
have været ret ubetydelig.
Byens ældste Privilegier indeholdes i et Brev
fra 1425; om dens Udvikling i de sidste Aarh.
før Reformationen kendes for øvrigt lidet. 1632
brændte atter Halvdelen af Staden. At den ikke
har været saa ubetydelig, fremgaar af, at den
1651 foruden Byfoged havde 4 Raadmænd og
17 Lagrettemænd. 1662 og 1671 udvidedes S.’s
Købstadsprivilegier; men efter at Bispesædet,
Stiftamtmandsembedet og Latinskolen 1682 var
flyttet til Kristiansand og en Ildebrand 1684
havde lagt 150 Huse i Aske, blev disse
Privilegier 1686 af Christian V ophævede, og Byen
blev Ladested. Allerede 1690 blev dens
Købstadprivilegier dog paa ny stadfæstede. Byen
var i det hele snarere i Tilbagegang end i
Fremgang; Indbyggertallet holdt sig i 18. Aarh.
 |
| Stavangers Bymærke. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
