Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steiner, Rudolf - Steingrímsfjörður - Steingräber, Theodor - Steinhauer, Carl Ludvig - Steinhausen, Wilhelm August Theodor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Haeckel und seine Gegner« (1900), »Welt- und
Lebensanschauungen im 19. Jahrh.«. Som ivrig
Goetheforsker har han tillige behandlet dennes
Æstetik (»Goethe als Vater einer neuen
Asthetik« [1889]). Efter en religiøs Konflikt med det
katolske Præsteskab i Østerrig drog han til
Tyskland, hvor han 1890—97 var Forstander for
Goethe-Arkivet i Weimar, men efterhaanden
udfoldede en omfattende Virksomhed som
Skribent og Foredragsholder, der stedse mere blev
til religiøs Forkyndelse. I Berlin havde han,
da han kom fra Østerrig, fundet Ly i teosofiske
Kredse, og han sluttede sig nu til denne
Retning, af hvilken han senere (efter Brud med
Annie Beasant) udvikler en selvstændig Lære,
»Anthroposofien«. Som Naturkyndig forstod S.
at støtte sin spiritualistiske Verdensanskuelse
paa den moderne Fysik, som har flyttet
Tyngdepunktet fra Stoffet til Kraften og indrømmer
alle Muligheder af Forandringer inden for den
fysiske Verden, blot Energisummen staar
uforandret; men han fører denne Sætning videre
til den Paastand, at ogsaa den aandelige
Verden med tilhørende »Aandslegemer« bestaar af
en saadan Energi, som med ubrudt Energisum
kan antage snart mere, snart mindre materielle
Former. Mennesket er Borger i tre Verdener.
Med sit Legeme tilhører det den Verden, som
kan fornemmes med Legemet; med sin Sjæl
opbygger det sin egen Verden, og med sin Aand
opfatter det en Verden, som er ophøjet over
de to andre. Denne sidste er det
»Aandsvidenskabens« Opgave at udforske; men hertil
udkræves et særligt Organ for, hvad der er skjult
for det sædvanlige Øje. Mennesket vil da
under Forudsætning af en tilsvarende Aandelighed
i hans Livsførelse efterhaanden kunne stige
gennem de Regioner af bestandig mere
aandelig Art, der hæver sig over hinanden, og antage
dertil svarende stedse aandeligere
Tilværelsesformer: Ætherlegemet, Astrallegemet etc. indtil
det 9de Stadium: Aandemenneskets. Fra
Legemsverdenen tager Mennesket Afsked ved
Døden og overgaar i Sjæleverdenen, hvorfra det
atter afdør for at indtræde i Aandeverdenen.
— Denne Teori, som er dannet under kendelig
Indflydelse af indisk Religionsfilosofi,
Platonisme, Swedenborg, Blavatsky og tysk spekulativ
Filosofi, men som tillige ønsker at gælde for
Kristendom, udmunder i en Etik af halvt
kristelig, halvt buddhistisk og stoisk Karakter og i
en Samfundslære, der fordeler Revolutionens
Motto saaledes, at Næringslivet bygger paa
Broderskab, Statslivet paa Lighed og det aandelige
Liv paa individuel Frihed. I fuld Udstrækning
kunde S. forkynde denne Lære for den talrige
Menighed, der havde dannet sig om ham, i den
mærkelige Tempelbygning, han havde rejst i
Dornach, og som aabnedes 1920: en mægtig
Høresal med symbolsk udsmykkede Træsøjler
og Figurer, blandt hvilke Kristus fremstilles
som den sejrende. Bygningen (Goetheanum)
nedbrændte allerede Nytaarsnatten 1922—23;
men en ny, solidere Bygning opførtes efter S.’s
kunstneriske Udkast. Tillige forestod S. en
pædagogisk Virksomhed i »Waldorfskolen« i
Stuttgart, drevet efter moderne Interesseprincipper,
uden Faginddeling, men med periodisk
Koncentration om visse Emner — naturligvis med
megen legemlig Øvelse (deriblandt Plastik,
»Eurhytmi«) og personlig Frihed; en Skoletype, som
har bredt sig til flere andre Lande. — For den
moderne Idealismes Gennembrud efter den
materialistiske Periode har S.’s Virksomhed
utvivlsomt haft Betydning; forbavsende er det blot,
at han med sine videnskabelige Forudsætninger
— formodentlig draget af sin Lyst til at
optræde som aandelig Fører — har kunnet lade
sig drive til en saa fantastisk Systematik som
den, der behersker hans Forkyndelse. Af S.’s
mange teosofiske og anthroposofiske Skrifter
kan fremhæves: »Die Geheimwissenschaft« (1910,
20. Opl. 1925); »Die Kernpunkte der sozialen
Frage« (1919) og dertil Selvbiografien »Mein
Lebensgang« (1925, posthum). Jfr.
Samlingsværket »Vom Lebenswerk R. S.’s« (1921). Edv.
Lehmann, »Teosofi och Kristendom« (Sthlm 1922).
Edv. L.
Steingrímsfjörður [’stæ^i.ngrims’fjör.ðør], en
Fjord paa Island, som fra Hunaflói skærer sig
ind i den nordvestlige Halvø. S. har en Længde
af 25 km og ved Mundingen en Bredde af 5
km. T Fjordmundingen ligger Øen Grimsey, og
paa begge Sider af Fjorden findes i Dalene
mange Steder Brunkul og Planteforsteninger.
(Th. Th.). B. Th. M.
Steingräber [’∫ta^ingræ.bər], Theodor, tysk
Musikforlægger, (1830—1904), grundede (opr. i
Hannover) det endnu i Leipzig bestaaende, vidt
kendte S.’ske Musikforlag, og var desuden
under Pseudonymet Gustav Damm Forf. af
en meget benyttet Klaverskole; paa Forlaget
udkom fortræffelige Udgaver af Klassikerne,
Chopin o. m. fl. ved Pædagoger som Kullak,
Bischoff o. a., ligesom det overtog
Udgivelsen af det opr. af R. Schumann stiftede
»Zeitschrift für Musik«; Forlaget lededes siden
af Walter Friedel og fra 1918 af G.
Heinrich.
W. B.
Steinhauer [’∫sta^inha^uər], Carl Ludvig, f.
i Kbhvn 18. Novbr 1816, d. smst. 4. Marts 1897,
var opr. Typograf, men kom paa en Rejse i
Berøring med den bekendte Museumsmand Chr.
Thomsen, der fattede Interesse for ham og ved
at optage ham i sit Hus skaffede ham Lejlighed
til at udvide sine Kundskaber, hvorefter han
1846 blev ansat ved det da nyoprettede etnogr.
Museum. I dettes Ordning og Opstilling for
Offentligheden, ligesom senere i dets Forøgelse
ved Indkøb i Udlandet, tog S. under Thomsen’s
og senere Worsaae’s Ledelse megen Del. Han
opnaaede Inspektørtitel og blev senere ansat
som Ekspeditionssekretær i Overhofmarskallatet.
Fra disse Stillinger afskedigedes han 1892 ved
Museernes Reorganisation.
H. A. K.
Steinhausen [’∫ta^inha^uzən], Wilhelm
August Theodor, tysk Maler, f. 2. Febr
1846 i Sorau (Brandenburg), d. 1924 i Frankfurt
a. M. Efter fra 1863 at have gaaet paa Berlins
Akademi og Karlsruhes Kunstskole og studeret
videre i Rom tog han Ophold i München og fra
1876 i Frankfurt a. M., hvor han blev
Akademiprofessor. Under nøje Samkvem med H. Thoma
dyrkede han her en Kunst, der gik uden for
Alfarvej, en stille ærlig Kunst med inderligt
Følelsesliv og en Sans for Form og Stil, som først
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
