Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tertiære Menneskes Eksistens, men alle disse ældre
og nyere Forsøg maa betegnes som meget
tvivlsomme.
Kvartærtidens palæolitiske S. er
derimod vel kendt fra en Række Punkter i Syd-
og Mellemeuropa. Store Dele af vor
Verdensdel var dengang ubeboelige p. Gr. a. de
Ismasser, der som vældige Bræer skød sig frem,
dels fra Alperne og Pyrenæerne, dels og
navnlig fra Nordeuropa, der dækkedes af en uhyre
Indlandsis. Sydgrænsen for Ismasserne og
dermed tillige den omtrentlige Nordgrænse for de
beboelige Egne fulgte Linien fra Atlanterhavet
over Rotterdam gennem Mellemtyskland til
Dresden, videre over Krakov, Poltava, Saratof,
Nishnij-Novgorod, derfra mod N. over Ural til
Ishavet. Ogsaa største Delen af England var
dækket. Syd f. den angivne Linie er Sporene af
Oldstenalderen (det diluviale Menneskes Tid)
paaviste paa mange Steder, først og fremmest
i Frankrig og Belgien, men desuden i det
sydlige England, Spanien, Sydtyskland, Böhmen og
Mähren, Galizien og Polen, Sydrusland og det
sydlige Sibirien. Bedst og tidligst er denne
Periode kendt fra Frankrig, hvor de første
Meddelelser fremkom ved Boucher de
Perthes 1861 (De l’industrie primitive ou les
Arts et leur origine), men i øvrigt støttedes
til Undersøgelser helt tilbage til 1841, hvilke
snart efter blev kendte i mindre Kredse. Hans
første Fund fremkom ved Menchecourt, nær
Abbéville, og gav Anledning til en lang, stadig
fortsat Række af Undersøgelser rundt om i
Landene. Navnet »den palæolitiske Tid«
indførtes af John Lubbock. Til Studiet knytter sig en
Række Navne paa dygtige Forskere, John
Evans, Quatrefages, G. de Mortillet, Lartet, fra
nyere Tid især S. Reinach, Piette, Boule og
endelig Østerrigeren Hoernes, der har givet én
sammenfattende Oversigt over Perioden (»Der
diluviale Mensch in Europa« [1903]). En
bekvem Sammenstilling af Materialet er R. A.
S. Macalister, A textbook of European
Archæology, I, The palæolithic period (1921).
Det palæolitiske Menneske saavel som den
diluviale Dyrefauna kendes fra en Række
aflejrede Lag af meget forskellig Art. I nogle af
disse forekommer kun Dyreben, i et mindre
Antal tillige Vidnesbyrd om Menneskets
Tilværelse. Saaledes er Diluvialtidens Dyreverden
vel kendt. Den er væsentlig forskellig fra
Nutidens. Der hører til den en Række nu uddøde
Dyr, saasom Mammutten (Elephas primigenius),
forsk. Arter af Næsehorn (Rhinoceros Merchii,
trichorrinus), en ældre Art af Flodhest
(Hippopotamus major), Hulebjørnen (Ursus spelæus)
og Huleløve (Felis spelæa); fremdeles Urokse,
Bison og Rensdyr. Medens de førstnævnte nu
alle er uddøde, er de sidste og andre
fortrængte til stærkt begrænsede Omraader.
Rensdyret, der i Diluvialtiden færdedes i
Mellemeuropa i store Hjorde (i en fransk Hule,
Gourdon, er optaget Knogler af c. 3000 Individer),
er nu kun alm. i Egnene om Polarkredsen.
Dyrefaunaen var altsaa væsentlig forskellig fra
den nuværende, og Klimaet har været et raat og
ugæstmildt Tundraklima, der var lidet gunstigt
for Udviklingen af nogen højere Kultur. Der er
da fra det palæolitiske Menneskes Tid hverken
fundet Rester af Boliger ell. Grave. Levningerne
af Mennesket fremkommer ligesom Dyrebenene
især fra to Arter af Lokaliteter, dels fra
saakaldte Driftlag, dels fra Huler, der til
Tider gav Dyr og Mennesker Ly. Driftlagene er
dannede af Floderne. Efterhaanden som disse
nemlig skar sig ned i Flodlejet, afsatte de paa
de oftest mere ell. mindre terrasseformede
Sider udskyllede Lag af Grus og Ler, der ofte
ligger højt over det nuværende Leje, ved
Somme-Floden saaledes 65—70 m. I disse Lag var det,
at Boucher de Perthes først fandt tildannede
Flintsager m. m., sammen med Rester af
Diluvialtidens Dyr. P. Gr. a. Fundenes
Ensartethed og i det hele samstemmende
Vidnesbyrd maa det antages, at Indholdet af hvert
saadant Driftlag i det hele er samtidigt, og at
de højeste er de ældste. En noget sikrere Basis
for Undersøgelserne kan vindes fra
Hule-(Grotte-)fundene. Ogsaa disse staar i
nært Forhold til Floderne. Grotterne er
dannede i Siderne af de Klipper, mest Kalk, som
indrammer Floderne; snart er det nærmest
Kløfter, snart Hulrum under en fremludende
Klippe, snart igen virkelige Grotter, der ligesom
Driftlagene nu ofte ligger i betydelig Højde
over Flodløbet. I et stort Antal saadanne Huler
er der fundet Lag, væsentlig bestaaende af
Dyreknogler, oftest af nogle faa m’s Tykkelse,
men stundom op til c. 6 m tykt. Den af
Kalken udskilte Drypsten dækker det hele og
danner en Borgen for, at intet fra nyere Tid er
indblandet i Oldtidslaget (Breccien). Meget ofte
ses det, dels af Knoglerne selv, dels af rullede
Sten, Ferskvandssnegleskaller og andet, som
ligger mellem dem, at Lagene, ligesom i
Driftlagene, er aflejrede af Vandet. Men i mange
Huler ligger der mellem Knoglerne Rester af
Ildsteder, Trækul, brændte Ben, marvspaltede
Knogler samt endelig de mest utvetydige
Vidnesbyrd om Mennesket: tildannede Flintsager,
Genstande af Ben og Hjortetak (derimod ikke
Lerkar). Nogle Gange er der ogsaa fundet
Skeletter af Menneskene, der antagelig er blevne
overraskede af Sammenstyrtninger eller andre
Naturbegivenheder. Dyreknoglerne tyder paa,
at Hulernes Beboelsestid væsentlig maa tilhøre
Kvartærtidens senere Afsnit, hvor Rensdyret
samt Vildhest, Bison og Urokse var de mest
karakteristiske Dyr. Dog er bl. a. Menneskets
Samtidighed ogsaa med Mammutten ikke
længere Genstand for Tvivl. Alle Fundene viser
Mennesket paa et af de laveste Kulturtrin, hvor
Jagt og Fiskeri er Erhvervet, og hvor intet
Husdyr kendes. Men det er tillige givet, at den
palæolitiske Tid maa være en meget lang
Periode. Absolutte Tal er vanskelige at give, idet
de altid maa bero paa Analogislutninger af
geologisk og derfor næppe ganske konstant Art
(mest Beregninger af Flodaflejringers Alder).
Mortillet angiver den palæolitiske Tids
Varighed til ikke mindre end 220000 Aar, Heim og
Wehrli til 100000 Aar. Først i nyere Tid er
disse uhyre Tal fra arkæologisk Side blevne
alvorlig angrebne, navnlig ud fra Slutninger fra
Ægyptens Kronologi. I hvert Fald har Perioden
varet saa længe, at der har kunnet foregaa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
