- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
244

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenalderen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vis Udvikling. Mortillet, hvem adskillige
Forskere i Hovedsagen endnu følger, inddeler den efter
fransk Fund i 4 store Afsnit: 1) Chelléen;
Hovedfindested Chelles, Dept Seine-et-Oise, 78000
Aar. 2) Moustérien; af Le Moustier, Dordogne,
ved Vezère-Floden, 100000 Aar. 3) Solutréen;
Solutré, Dept Saône-et-Loire, 11000 Aar. 4)
Magdalénien; La Madeleine, ligeledes ved
Vezère, kun 6 m over nuv. Løb, Dept Dordogne,
33000 Aar. Heraf skulde Moustérien tilhøre
Tiden for Isens største Udstrækning, de to sidste
Tiden, da Isranden drog sig tilbage. Andre
Forskere har omtr. de samme Perioder med
andre Navne. Et af de vigtigste tyske
Findesteder er Hulen Kesslerloch ved Thaingen
(Schweiz). Til de forsk. Afsnit svarer navnlig
forskellige Former af Flintoldsagerne. I
Chelléen er de raa og tarvelige, lidet tildannede. Fra
Moustérien, hvortil hører talrige Fund fra det
østlige Mellemeuropa, kendes raat tildannede
Flintsager, svarende til Skraber, Kniv, Bor og
Sav. I Solutréen bliver Fremskridtet større;
alm. forekommer det brede, nærmest
linseformede Flintblad med Spids, 8—11 cm langt. I en
Hule ved Placard ligger et saadant Solutré-Lag
inde mellem et Lag fra Moustérien og et fra
Madeleine-Tiden, hvorved den opstillede
Tidsfølge er bekræftet. I den sidste Periode,
Madeleine-Tiden, bliver Benredskaberne talrigere i
Forhold til Flintsagerne. Antallet af forsk.
udviklede Redskaber til hver sit Brug vokser
stærkt, og der er en Del mærkelige Sager med
udskaarne og indridsede Dyrefigurer (jfr. ndf.).

De i Hulerne fundne menneskelige Skeletdele
afviger i Bygning saavel som i Størrelse ikke
særdeles fra de nulevende Menneskers. I
virkelig veldaterede og undersøgte Lag er
overhovedet Reglen den, at Afvigelserne er saa ringe, at
Mennesketypen maa siges ikke i den arkæol.
overskuelige Tid at have forandret sig stærkt.
Der er dog nogle Gange, navnlig ved
Neanderthal (nær Düsseldorf) og Spy (Belgien),
Gibraltar, i alt c. 20, i formentlig tidlig kvartære Lag,
fundet Kranier af en mindre udviklet Type, der
1925 ogsaa er fremdraget i Palæstina. Endnu
ældre er en Underkæbe fra Mauer ved
Heidelberg. (Omtvistet er et Fund fra Trinil paa
Java). Dog er Fundene endnu for faa og
Materialet i det hele for ringe, til at noget bestemt
om disse Funds Betydning endnu kan udtales.

Ved Siden af de i Alm. meget raa Produkter
fra den palæolitiske Tid er det mærkeligt, at
der foreligger en Del Fund, som viser, at denne
primitive Kultur besad en ejendommelig Evne
til Naturgengivelse. Der haves et betydeligt
Antal Benstykker o. l., hvoraf i det mindste
adskillige uomtvistelig er palæolitiske, dels udskaarne
til Figurer (fra Laugerie Fæste af Dolk med
Rensdyr), oftere dog med indridsede primitive
Billeder; mest bekendte er en Elfenbensplade
med en Mammut (1864, La Madeleine) og et
Stykke Rensdyrtak (Kesslerloch), hvorpaa er en
Figur af et græssende Rensdyr. Af lignende
Præg er ogsaa en Del, især i spanske og
belgiske Huler fundne Billeder paa
Klippevæggene, med Fremstillinger af adskillige Dyr
(Mammut, Vildhest). Selv om hverken alle
Benstykkerne eller alle Klippebilleder er
palæolitiske, bliver der tilstrækkeligt til at
vise, at der hos det primitive Menneske
ved Siden af Raahed og Ubehjælpsomhed i
Tegningen fandtes en ejendommelig Evne til at
se det karakteristiske og aflure Naturen
ejendommelige Træk, en Evne, som først langt
henne i Nykulturen atter fremkommer.

Den sidste Del af den palæolitiske Tid
benævnes ofte ogsaa Rensdyrperioden, og kun fra
denne er der for Danmarks Vedk. en
Mulighed for, at Fund kan fremkomme. I saa Fald
vil det blive Fund, der har betydelig større
Ælde, end hvad der hidtil er kendt. Alle hidtil
fremkomne danske Fund tilhører den
neolitiske Tid. Mennesket og dermed den
primitive Kultur er først sent kommet til vore meget
længe isdækkede Egne, utvivlsomt Syd fra. Men
da S. først var naaet hertil, vedvarede den
meget længe, navnlig p. Gr. a. Landets
Beliggenhed i Kulturens Periferi, fjernt fra de
Steder, hvor det gik raskere frem. Hertil maatte
det nødvendig ogsaa meget bidrage, at alt Metal
skulde hidføres langvejs fra. Men til Gengæld
blev Følgen, at denne ældste Kultur i det
daværende Danmark, Strækningerne fra Jyllands
Vestkyst til Mellemsveriges Skove, fra
Nordjylland til Eideren, naaede en Udvikling, som
intet andet Sted, Ægypten maaske undtaget.
Hermed fulgte atter, at Kulturens
Ejendommeligheder hurtigere erkendtes, og at det blev
nordiske Forskere, Chr. J. Thomsen, Jap.
Steenstrup
, J. J. A. Worsaae, der fik
Æren af for alle Lande at grundlægge
Stenalderstudiet.

S. i Danmark, der altsaa udelukkende
tilhører den neolitiske Tid, falder væsentlig i 2
større Afsnit, kaldet den ældre S. (de store
Affaldsdyngers, Køkkenmøddingernes Tid) og
den yngre S.) de store Stengraves, Dyssers
og Jættestuers Tid). Skønt det er vanskeligt at
bringe geol. og arkæol. Forhold i nøjere
Forbindelse med hinanden, særlig da de geol. ikke
just har samme Tidslængde som de arkæol. og
ikke er ensartede for hele Landet, tør det dog
antages, at den ældre S. i Danmark i det
væsentlige tilhører den geol. Periode, der betegnes
som Tapes-(Littorina-)tiden (bot.: Egeperioden).

Efter Diluvialtiden (= palæolitiske S.) følger
geol. Nutidsdannelsernes Tid (Alluvialtiden),
hvis første Afsnit efter Skovvegetationens Art
plejer at betegnes som Bævreasp-, Fyrre- og
Egeperioden, efter Bløddyrsfaunaen Ancylus- og
Tapestid, hvoraf Ancylustiden omfatter
Bævreaspens, Fyrrens og den ældste Del af
Egeperiodens Tid.
(N. V. Ussing).

De seneste Aartier har bragt en Række Fund
for Dagen, som viser, at i hvert Fald det østlige
Danmark med Skaane allerede i Ancylustiden
(Fyrreperioden) havde en ikke ubetydelig
Bebyggelse, efter det hidtil kendte mest paa flade
Holme ell. udskydende højere Partier i
lavvandede Søer, senere omdannede til Moser, der
har bevaret Lagene paa Bopladserne
(Mullerup ved Slagelse, se G. Sarauw, Aarb. 1904,
Sværdborg Mose, Holmegaards Mose,
Kbhvns Frihavn). Denne Periode, hvis lavere
Kulturstade betegnes ved stærk Benyttelse af
Ben og Horn, mindre af Flint, og Ukendskab
til Lerkar, betegnes undertiden ældste
Stenalder, ell. Nordens Benalder, medens andre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0254.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free