Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kun paavist i ringe Omfang og ikke paa
egentlige Bopladser). Bostederne har oftest
oprindelig ligget umiddelbart ved Havet, sjældnere
ved Søer. Hævningen har bevirket, at mange,
især mod N., nu ligger højt, medens omvendt
andre, især ved Sydsjælland, som Følge af en
Sænkning nu ligger under Havfladen.
Bopladserne fremtræder oftest som
Skaldynger, hvori Skallerne af de fortærede
Bløddyr spiller Hovedrollen. Andre Bosteder,
hvor Skallerne nu mangler, er udvaskede
af Salt eller Ferskvand og indeholder
væsentlig Oldsager af Flint og Ben (Kystfund,
Søfund). Alle findes de især ved de dybt
indskaarne Fjorde og Vige, Limfjorden,
Mariagerfjord, Issefjorden, for Jyllands Vedk. dog kun
paa Østsiden. Større Bopladser er fundne og
undersøgte, bl. a. ved Ertebølle, S. f. Løgstør,
Havnø (Mariagerfjord), Mejlgaard (Djursland),
Sølager og Havelse (Issefjorden), Vaalse Vig
(Falster) (paa c. 1 m Vand); andensteds, hvor
Flinttildannelsen særlig synes at være foregaaet,
kan Fundene snarest betegnes som
Værkstedsfund (s. d.), f. Eks. V. Ulslev og Godsted (begge
Laaland). Som Indholdet af Skaldyngerne viser,
var Danmarks daværende Befolkning et Jæger-
og Fiskerfolk, der ikke kendte til Agerbrug og
Kvægavl, og hvor Hunden var det eneste
Husdyr. I Ertebølle-Dyngen forekommer bl. a. af
uddøde Pattedyr Urokse, Bjørn, Ulv, Los og
Vildkat. Disse og endnu levende Dyr som
Hjortene var Genstand for Jagten. Kulturtrinnet er
højere end selv i den yngste palæolitiske Tid.
Man forstod at forme Lerkar, og uden Baade
havde man ikke kunnet naa de fjerne
Kattegats-Øer. Der er uddannet bestemte
Fremgangsmaader ved Flintens Tildannelse, der oftest
foretages ved Hjælp af Afspaltning med en
Slagstok af Hjortehorn, medens Slibning er
ukendt. Naar Flintstykket afspaltedes rundt
om, saaledes at det afspaltede kun var Affaldet,
formedes ret store Økser og Mejsler, ofte tillige
ret regelmæssige i Formen. Andre Redskaber
dannedes ved, at de afspaltede Stykker
tildannedes, mens Blokresten efter endt Arbejde
kasseredes. Afspaltedes tykke, runde Skiver,
omdannedes de til en særlig, ejendommelig
Økseform, Skivespalteren; var det en lang,
smal Flække, kunde den anvendes til Skæring,
Savning i ringe Omfang, tildannes til Boring ell.
Skrabning, ell. den kunde overhugges til
regelmæssige Smaastykker og tildannes til Pilespids
(Flækkespalter). Atter andre Redskaber
dannedes af Hjortetak (Økser); Prene, Kroge og Syle
o. l., maaske ogsaa Smykker, af Ben. Den
ældre S. naaede saaledes en vis Kultur.
Overalt holdt man sig dog til, hvad der laa nærmest
for ell. var absolut nødvendigt. De fleste
Redskabsformer er ret enkle, kun anvendelige til
Hugning og Spaltning, og lidet differentierede.
Ornamenter anvendes kun undtagelsesvis;
Smykkerne er faa og Ravet ukendt. For de døde
synes man ikke at have haft nogen Omsorg.
Gravene kendes ikke; dog er der enkelte Gange
fundet Skeletter i selve Affaldsdyngerne, men
vistnok ofte fra yngre Tid.
Heller ikke den ældre S. er noget for
Danmark særligt. Den ældste S., Mulleruptiden, har
utvivlsomt Tilknytning til lignende Kulturtrin
S. f. Østersøen, og Muligheden for Tilknytning
mellem den yngste Oldstenalder og
Ny-Stenalderens første Trin er rykket nærmere. Den
er et for hele Europa fælles nyt Trin af
Udviklingen og et ganske lignende Stadium
kendes fra Ægypten. Bopladstiden falder
væsentlig sammen med Frankrigs Campignien-Tid.
Nogle af den ældre S.’s Flintformer bevaredes
ogsaa i den senere Tid, især de simpleste
(Flækken, den lille Flækkespalter), andre, der
var ringe og ikke kunde udvikles, blev afløste
af ny. I det hele skiller den yngre
Stenalder sig ret skarpt fra den gamle Tid.
Dens Oldsager kendes bedst fra Gravene i
Dysser og Jættestuer samt Hellekister og
Enkeltgrave i Høje. Et lille Antal Typer af Flintsager
forekommer hverken i de ældste Grave, Dysserne,
ell. paa Bopladserne (spidsnakkede Økser af
Flint, butnakkede Økser af Bjergarter). Nogle
af dem kan skyldes Import fra Egnene mod
SV., og mulig betegner de en Mellemperiode,
som hidtil ikke tilstrækkelig har kunnet
oplyses. De butnakkede Økser er fundne øverst i
Køkkenmøddinglag. Ligeledes er der nogle
Gange fundet Oldsager fra den yngre S. i det
øverste af Skaldyngerne, hvorved dog
Muligheden af en ny Bosættelse efter et
Tidsmellemrum er aaben.
Den yngre S. var en lang Periode; mellem
dens Begyndelse og Slutning ligger en lang
Udvikling med Paavirkning fra andre Lande,
endog fra Sydens Folk, som samtidig med i
alt Fald dens senere Del alle var naaede til
Metalkulturen. Den nordiske S. danner en egen,
vidt udviklet Kulturprovins i en større,
væsentlig ensartet nordeuropæisk S., der tillige
omfattede Sverige, Norge, Vestrusland og
Mellemeuropa til Holland.
Af Gravene er Dysserne de ældste;
derefter følger Jættestuerne, som dækkes af
en mægtig Jordhøj, og sidst de smaa ligeledes
jorddækkede Hellekister samt i Dele af
Jylland og enkelte Steder paa Sjælland
Enkeltgrave uden Kammer, antagelig alle
opr. dækkede af en Høj, ofte dog kun af en
ganske lille Forhøjning. Om de store Grave kan
henvises til Art. Dysse og Jættestuer.
Ældst er det lille Dyssekammer, der i forsk.
Form er udbredt over store Dele af den
europæiske Jordhalvkugle, i Nord-, Mellem- og
Sydeuropa, Nordafrika, Palæstina, Indien.
Heraf er antagelig de større Kamre udviklede, og
da navnlig den nordiske Jættestue. Gravkisten
er det yngste Led i Udviklingen, endnu bygget
som de ældre, men af ringe Omfang. I visse Dele
af Jylland, navnlig i Syd og V., kendes
Jordfæstelsen i de store, stenbyggede Slægtegrave
ikke; man nedlagde den døde paa et
Stentæppe, der stundom indrammedes af større
Sten; ofte nedsænkes Enkeltgraven under
Jordfladen, ofte anlægges den paa Toppen af en
gammel Høj, der saa øges ved nogen Jordtilførsel.
Mulig betegner disse Enkeltgrave en
Indvandring fra Mellemeuropa, navnlig da man
gennem Oldsagsformer og de skiftende Gravanlægs
Karakter kan følge, hvorledes Enkeltgraven
efterhaanden breder sig ud over det meste af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
