Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenbukken - Stenbäck, Lars Jakob - Stenbøsser - Stencelle - Stencil - Stendal - Stendhal - Stendrosler - Stendylp - Stendyrkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
W. Herschel paaviste var af globular Natur,
samt den af Messier 3. Aug. 1764 4° S. f. з,
M 30, opdagede og meget nær Stjernen 41 af
5. Størrelse, som W. Herschel 1783 ogsaa
fandt at være globular, 4′ lang og 3′ bred med
enkelte Stjerner af 12. Størrelse og en hel
Mængde svagere lige til 16. Størrelse. Lord
Rosse saa, at Stjernerne var spiralformet
ordnede. Shapley har fundet dens Afstand at være
56000 Lysaar.
J. Fr. S.
Stenbäck [’ste.nbæk], Lars Jakob, finsk
Digter og Præst, f. 20. Oktbr 1811, d. 21. Apr.
1870, blev Student 1827, men først 1837
Kandidat, og 1842 lod han sig præstevie. S. har haft
Bet. mindre ved sine Digte (han udgav en
Samling 1840, af hvilken flere Udgaver har set Lyset,
den sidste 1899) end ved sin vækkende strengt
pietistiske Forkyndelse og ved sit ihærdige
Arbejde for Udarbejdelse af et Salmebogsforslag
1866, som indeholdt flere Salmer af ham selv. Sine
stærkt pietistiske Anskuelser lagde han for
Dagen i »Evangeliskt Veckoblad« (1839—41) og i
den Strid, han førte med Runeberg. Hans
Pietisme bragte ham mange Vanskeligheder, da
den ikke var vel anskrevet i de raadende
Kredse; men den prægede, særlig i den mildnede
Form, som den efterhaanden antog, i høj Grad
hans hele Virksomhed og Stræben. (Litt.:
C. E. v. Essen, »S.« [1870]; E. Aspelin,
»S.« I—II).
O. Th.
Stenbøsser kaldtes det svære Skyts, som
blev fremstillet i Slutningen af det 14. og
Begyndelsen af det 15. Aarhundrede, og som
udskød Stenkugler, ofte af meget betydelig Vægt.
Mest bekendte er 2 Stenbøsser af Smedejern,
som Englænderne mistede 1443 ved et
mislykket Angreb paa Klosteret Mont-Saint-Michel i
Normandiet, hvor de opbevares endnu. Den
største af de 2 Pjecer havde et Kaliber paa c.
46 cm og vejer 5500 kg. I Woolwich findes en
lignende, men større Stenbøsse, hvis Kaliber er
ikke mindre end c. 62 cm, og hvis Vægt er
17500 kg; den tilsvarende Stenkugle vejer 308
kg. Pjecen støbtes i 1464 for Sultan
Muhammed II, men blev i 1866 transporteret til
England som en Foræring fra Sultan Abd-ul-Azis til
Dronning Victoria.
C. H. R.
Stencelle (bot.) kaldes saadanne
Parenkymceller, som har meget stærkt fortykkede, i
Reglen tydelig lagdelte og forveddede samt med
grenede Porer forsynede Vægge; det
plasmatiske Indhold er forsvundet, og Cellen er død.
Hvor saadanne S. forekommer enkeltvis eller i
smaa, adskilte Grupper i ellers levende Væv,
som f. Eks. i mange Træers Bark, i visse
saftige Frugters Kød, saaledes hos Pære, er deres
Bet. ikke klar; men dannes større Vævmasser
udelukkende af dem, som f. Eks. Blomme-,
Fersken, Abrikos-, Valnød- og Kokosstene, ell., som
i mange Træers Bark, af S. i Forbindelse med
Sejbast, er deres Betydning som Styrkevæv
tydelig nok.
(V. A. P.). A. M.
Stencil [’stensi£] Papir, der er imprægneret
med Parafin e. l., og som anvendes til
Mangfoldiggørelse af Skrivelser. Man skriver, uden
Farvebaand, paa S. i Skrivemaskinen, hvorved
Typerne slaar igennem, saaledes at der
fremkommer en Skabelon, gennem hvilken Farve
kan presses ind paa Papirark. Denne
Mangfoldiggørelse kaldes sædvanlig
Duplikering.
K. M.
Stendal [’∫tænda.l], By i preuss. Prov.
Sachsen, Regeringsdistrikt Magdeburg, Kredsen S.
ved Jernbanelinien Berlin—Hannover, har (1919)
29367 Indb. (med Garnison). Landret, Amtsret,
Gymnasium, Jernbaneværksteder, Fabrikation
af Guldlister, Stivelse, Sukker, Cigarer og
Landbrugsmaskiner; Kvæghandel. S., som er
grundlagt i 12. Aarh., var tidligere Altmarks
Hovedstad. Den sengotiske Domkirke er
grundlagt 1188, restaureret 1893. En rigt dekoreret
Murstensport, Uenglinger Tor, er fra c. 1440.
I Byen findes Statuer af Arkæologen
Winckelmann (1717—68) og Afrikaforskeren Nachtigal
(1834—85), der er født henh. i S. og i det
nærliggende Eichstedt.
(Joh. F.). O. K.
Stendhal [stã’dal], se Beyle.
Stendrosler (Monticola), se
Digesmutte, S. 169.
Stendylp, Stendulp, se Digesmutte.
Stendyrkelse, en over hele Jorden og til
alle Tider udbredt Form af Kultus. Hos vilde
Folk er det alm. at se Stene oprejste paa hellige
Steder og mindre Stene baarne som
Amuletter. Blandt Kulturfolk var navnlig Oldtidens
Semitter ivrige Stendyrkere. Som Jakob rejste
og salvede en Sten paa det Sted, hvor han
havde drømt om Himmelen (1. Moseb. 28),
saaledes var det en hyppig Skik hos Israelitterne
at oprejse Stene paa hellige Steder. En
ligefrem Dyrkelse af saadanne Stene fordømtes
dog hos Profeterne og betragtedes som
Frafald til Hedenskabet (Jer. 2, 27; 3, 9). Rundt om
i Israelitternes Nabolande var nemlig S.
hyppig. En Rest af denne er endnu
Muhammedanernes Tilbedelse af den sorte Sten Kaaba,
hvis blotte Berøring virker saliggørende. Hos
de asiatiske Indogermaner er S.
tilbagetrædende i Oldtiden. Perserne kendte den ikke, og
Veda-Tidens Indere vistnok heller ikke.
Derimod er S. nu overordentlig udbredt i Indien
(men vistnok som et Laan fra Sydindiens
Beboere). Særlig Çiva-Dyrkernes Helligdomme
kendes paa den lille Stenstøtte (lingam), et
mandligt Symbol, der fremmer Frugtbarhed og
bringer Frelse. Ogsaa Abeguden Hanumant
dyrkes ved (okkerfarvet) Sten. Hos Oldtidens
Grækere og Romere var S. ikke sjælden. Navnlig
knyttedes den hos Grækerne til Guden
Hermes, der som Vejgud dyrkedes ved
Stendysser, som den Vejfarende forøgede, og senere
hen ved udhugne Stenstøtter, af hvilke den
soklede Billedstøtte, Hermen, udviklede sig.
(Sten-Gudebillederne maa vel i det hele
opfattes som tilhugne hellige Stene; Ægypternes
Obelisker har aabenbart samme Oprindelse).
Uden for Roms Mure laa en Sten, som var
helliget Guden Mars, og som bares i Procession
paa Markerne for at fremkalde Regn. Bl. de
keltiske Folk blev enlige, store Stene (dolmen)
ivrig dyrkede som Kilder til Sundhed og
Frugtbarhed og besøges endnu af Syge og
Ufrugtbare. Grundforestillingen ved S. er
sikkert den, at der er mirakuløse Kræfter ved
Stenene, der bl. a. ytrer sig i deres Fasthed og
Varighed, en Slags »fortættet Livskraft«, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
