Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenkul - Stenkulasfalt - Stenkulbeg - Stenkulformation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antænde og kun brænder under stærk
Lufttilførsel, vil S. alt efter deres Sammensætning være
mere ell. mindre letantændelige og i
Modsætning til Anthracit brænde med klar Flamme.
Man skelner i Henseende til Forholdet over for
Forbrænding mellem Bagekul, Sinterkul
og Sandkul. Bagekul bliver bløde ved
Ophedning, bager sammen og giver blærede Kul;
de brænder med lang, lysende Flamme og giver
megen Gas; ved Ophedning i Pulverform, i en
Beholder, giver de en blæret Masse, der
indtager et større Rum end den opr. Kulmængde.
I Modsætning til Bagekul smelter Sinterkul
ikke, men sintrer sammen og giver Koks, der
indtager samme Rumfang som de opr. Kul.
Sandkul vil hverken smelte ell. sintre ved
Ophedning; de svinder derved i Mængde og
giver Koks, der bevarer Kullenes Form. —
Smelteligheden hos Bagekul hidrører fra et
Indhold af mørkfarvet Harpiks. Alle S. giver
ved Ophedning, uden Luftens Adgang, Gas, der
brænder med lysende Flamme, samt
Ammoniakvand og Tjære, hvorved efterlades Koks.
saadanne Kul, som kun giver lidt Gas, er
kortflammende. Gasrige Bagekul kaldes fede Kul,
gasfattige Bagekul halvfede Kul, gasfattige
Sinter- og Sandkul kaldes magre Kul. Som
Følge af de ovenn. alm. Egenskaber vil Bagekul
egne sig til Gaskul og til Smedekul, Sinterkul
til Fremstilling af Koks og til Kedelfyring.
Sandkullene kan anvendes ved Tegl- og
Kalkbrænding.
Den overvejende Del af alle Stenkulsarter er
1) Glanskul, som har muslet Brud, glatte
Brudflader og er sprøde, 2) Matkul eller
Grovkul, der har ujævnt, grovkornet Brud,
svagt glinsende ell. matte Flader og graasort
ell. begsort Farve. Begge disse Slags Kul
optræder oftest som Skiferkul ell.
Stribekul, idet Glanskul og Matkul danner
afvekslende tynde Lag. — Som særlig bituminøse,
gode Gaskul kan nævnes Cannelkul; paa
Overgangen til de bituminøse Skifere staar
Bogheadkul, som giver mere Aske end
Gannelkullene.
(O. C.). J. P. R.
Stenkulasfalt er en Betegnelse for kunstig
Asfalt, fremstillet ved Sammenæltning af
Kalkpulver og Sand med et smeltet Præparat af
Stenkulstjære, hvorfra er bortdestilleret de
flygtige Tjæreolier, saa Resten væsentligst bestaar
af frit Kulstof, Beg og vekslende Mængder af
tung Tjæreolie. (Smlg. Asfalt).
A. L-n.
Stenkulbeg, se Beg.
Stenkulformation (karbonisk
Formation ell. System, Karbonformation,
Kulformation) er i den systematiske
Geologi Betegnelsen for Aflejringerne fra den
palæozoiske Æras næstsidste Periode. S. hviler
normalt paa Devonformationen og overlejres
atter af Permformationen. Navnet hidrører fra,
at Stenkul her optræder langt hyppigere og i
langt videre Udstrækning end i nogen anden
Formation. — Stenarter. Lagbygningen er
meget vekslende; hyppigst optræder Kalkstene,
Mergel, Skiferler, Lerjernsten, Sandstene og
Konglomerater, hvori Stenkullene findes som
underordnede Lag af meget forsk. Mægtighed
(indtil c. 30 m). Af disse Stenarter er
Stenkullene langt den vigtigste; det er de forkullede
Rester af Stenkulperiodens Planter, som
formodentlig oftest har vokset i Sumpe af lignende
Beskaffenhed som Cypressumpene (swamps)
ved Nordamerikas Sydøstkyst. Selve
Stenkuldannelsen betragtes nu hyppigst som en videre
fremskreden Tørvdannelse; kun for mindre
Strækningers Vedk. er Kullene sandsynligvis
dannede af sammenskyllede Planterester.
Endvidere har eruptive Bjergarter (særlig Granit
og Porfyr) en ret vid Udbredelse i S. —
Jordskorpebevægelser. I Forbindelse med
de vulkanske Udbrud i Stenkulperioden staar
vel de Jordskorpebevægelser, som samtidig har
fundet Sted, særlig i Vest- og Mellemeuropa.
En Bjergkæde, den »armorikanske«, dannedes
saaledes fra Irland over Wales og Sydengland
til Frankrigs Centralplateau, og en anden
Kæde, de »varisciske Alper«, strakte sig fra
Sudeterne og Böhmen over Fichtelgebirge, Harz,
Schwarzwald og Vogeserne til Sydfrankrig. Et
stort Middelhav (»Tethys«) strakte sig fra det
nuv. Middelhav mod V. til Centralamerika og
mod Ø. over Sydasien til Det stille Hav. Det
skilte et stort nordligt Fastland fra et sydligt.
— Planteverden. I selve Kullene findes
sjælden tydelige Bladaftryk og Stammer; de
findes derimod særlig hyppig i de med
Kullagene afvekslende Skifer- og Sandstenslag. Alle
S.’s Planter tilhører Kryptogamerne og
Gymnospermerne. Slægterne, ja selv Arterne, har
gennemgaaende en vid Udbredelse.
Bregnerne findes repræsenterede i en Mængde Slægter
(f. Eks. Sphenopteris, Pecopteris, Odontopteris,
Neuropteris), som ofte blev ret anselige Træer.
Det har i nyere Tid vist sig, at mange af disse
formodede Bregner var frøbærende og derfor
nærmest maa henregnes til Gymnospermerne
(se Pteridospermeæ). Som anselige
Træer optraadte forsk. med Ulvefødderne
nær beslægtede Former som Lepidodendron
(»Skæltræ«) og Sigillaria (»Segltræ«). Hertil
kommer endvidere Calamiterne, som nærmest
var i Slægt med Nutidens Padderokker, samt
de til Gymnospermerne hørende Cordaiter.
I hvert Fald en Del af disse Planter synes at
have været tilpassede til Livet paa fugtige
Steder. — Dyreverden. De lavere Dyr viser
 |
| Urskov i Kultiden. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
