Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folk og Tider, i Reglen med en stedse større
Frigjorthed fra Motivet, men som dog
periodevis staar saa fast, at man f. Eks. inden for den
græske Antik bestemt kan skelne mellem dorisk,
ionisk og korintisk S. Antikkens
Bygningsstil bevæger sig gradvis gennem Sen-Antikkens
byzantinske S. over i, snart den mauriske, snart
den ældre Middelalders »romanske« (Rundbue-)
S. og derfra igen til den »gotiske« (Spidsbue-)
S., som begge især gør sig gældende i
Kirkebygningerne (den romanske endnu fortrinsvis i
ældre danske Kirker). Den senere Middelalder
frigjorde sig delvis fra disse ved Renæssancen,
som væsentlig greb tilbage til Antikken, navnlig
til den under det romerske Kejserdømme
udviklede pompøse, imperatoriske S. Paa een Gang
let og fri, lys og aaben i sin Konstruktion (og
derfor skikket for moderne Beboelse i Syd og N.)
og rig paa dekorative Motiver har
Renæssancens S. hersket i Bygningskunsten til vore Dage.
Af den udviklede sig igen den svungne og
overlæssede, men ofte storstilede, Barok- og
Rokokostil, der forløb i Perioder som Jesuiterstilen,
Louis quatorze, Louis quinze og Louis seize,
men som med Revolutions- og Napoleonstiden
afløstes af en ny Klassicisme, holdt i rene og
lige Linier (saaledes Empirestilen).
Stilhensynet viger dog efterhaanden fra
Bygningskunsten: den umiddelbare Brug gør sig stedse mere
gældende, ligesom Tilfældet altid har været i
Landbygningerne; men af dekorative Grunde
søger man, især i Byerne, at bøde paa dette
ved at drage allehaande Stilarter ind i disse,
saa at en almindelig Stilblanding kommer til
at raade, hvilken i Virkeligheden er at regne
for Stilløshed.
I indre Dekoration, Møbler,
Redskaber, Klæder, Smykker kan en
parallel Bevægelse iagttages, og i nyere Tid,
siden den franske Revolution, har man set snart
antik, snart pompejansk, snart Renæssance,
orientalsk, oldnordisk, japansk S., snart en
Tilbagevenden til Almuestil, ja, til arkaiske og
primitive Former afløse hinanden, medens en
kirkelig S. længe holdt Gotikken vedlige. S.
er i disse Tilfælde overvejende dekorativ, uden
Sammenhæng med Brugen, hvilket væsentligt
adskiller vor Tid fra ældre, mere ægte
Stilperioder. En heldig Reform — særlig anbefalet
af Englænderen Ruskin — er den nyeste Tids
Forsøg paa atter at lade Brugen skabe Stilen.
I Billedkunsten iagttages en
fremskridende Frigørelse fra Stiltraditionen, som
allerede begyndte i Antikken, da den overvandt
den arkaiske, stive og bundne lineare S. og
blev friere i Bevægelsen, fyldigere og
smidigere i Formerne. Saaledes i den romerske
Portrætkunst, der lader Modellens
Individualitet komme næsten uindskrænket til Orde. Men
denne Linie bliver først for Alvor fortsat i
Renæssancens Kunst. Denne overvinder den
middelalderlige Kirkekunsts stærke Stilisering,
som først var bunden af byzantinske
Forbilleder, senere af anden kirkelig Konveniens, der
dog langsomt viger for en stærkere Betoning af
det indre Liv. Med Renæssancen sejrer
Individualiteten i Kunsten, saavel Kunstnerens egen
som Modellens, særligt i Senrenæssancens
Portrætkunst (Tizian, Moroni, Velasquez,
Rembrandt), saa at der nu knap længere kan tales
om S. i sædvanlig Betydning af Ordet. Med
Barokken og Rokokoen indtræder dog en
fornyet Stilisering i Billedkunsten med overvejende
Luksus- og Overklassepræg og stærk
Manierering, Former, som først sprængtes kulturelt
af den med Rousseau frembrydende
Naturdyrkelse og kunstnerisk af den senere optrædende
Virkelighedskunst. I Plastikken skønnes en
Tilbøjelighed til at søge Forbilleder i Fortiden,
saaledes Thorvaldsen’s Tilbagevenden til
Antikken og nyere Skulpturs arkaiserende og
primitive Motiver.
Den litterære S. følger i alt væsentligt
samme Udviklingslinier. Antikken har ogsaa her
faste Kunstformer, som havde deres Rod i
praktiske Traditioner. Saaledes tjente
Hexameteret og andre Versemaal til Fastholdelse af
Overleveringen og til Støtte for Foredraget;
Dramaet udvikler sig af religiøse Riter; de
lyriske Stilarter svarer til musikalske Rytmer; og
selv den retoriske S. overholder en vis
recitativisk Prosarytme. Overhovedet er Rytmen en
afgørende Faktor i den digteriske S., og denne
bindes derved lettere til Tradition og
Konveniens. Derfor er Prosa et senere opkommet
Fænomen, som efterhaanden vikler sig ud af
Rytmikkens Svøb, men som dog selv bevarer en
vis Diktion, i hvilken ogsaa Stilhensyn kan
gøre sig gældende (i Sætningsbygning,
Deklamation o. l.). Først det 19. Aarhundrede har bragt
Prosakunsten (den ubundne S.) til afgørende
Sejr over den »bundne S.«, og den frigør sig
ogsaa stedse mere fra retoriske og
kancellistiske Mønstre til naturlig Tale. Dette til Forskel
saavel fra det 18. Aarhundredes elegante
(ziirlige) som fra Romantikkens patetiske og
entusiastiske S. I Danmark betegner saaledes H. C.
Andersen’s Prosa (i Eventyr og Historier) et
afgjort Brud med tidligere stilistiske Mønstre.
Medens S. saaledes frigør sig fra Tradition
og Imitation til større personligt Liv, kan der
danne sig en ny Form af objektiv S., ja af
Imitation under den nyere litterære
Naturalismes Bestræbelser for at lade Emnet
afspejle sig i S. (saaledes folkelige og barnlige
Emner i Sprogtonen; Sagastil, Pastiche og
anden historisk Kolorit, Naturstemninger og
musikalske Virkninger i Tonefaldet), hvorunder
Forfatterpersonligheden er tilbøjelig til at
forsvinde og Digtningen nærmer sig Billedkunsten.
I Musikken forløber Bevægelsen fra
kirkelig til verdslig S. fra Oratorier og
Passionsmusik o. l. til Opera, Ballade, Sonate og andre,
I kun delvis bundne Stilarter. En bestemt
Overgang kan paavises, da den ældre, strengt
polyfone, Musik i det 18. Aarhundrede søgtes
afløst af den saakaldte »galante« (d. v. s.
muntre) S., en Klaverstil, som tillod sig Frihed
m. H. t. Stemmernes Antal og Førelse, ligesom
med Melodikken og Figurværket og saaledes
nærmede sig den enstemmige Musik. Den udgik
fra Luthmusikken og toges op bl. a. af Scarlatti
og Philip Emanuel Bach, fra hvilke Haydn,
Mozart og Clementi omdannede den til den
moderne, frie Pianostil. Gennem Beethoven og
fornemmelig Schumann antog Musikken en mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
