- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
309

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - stille Ocean, Det

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Del af det s. O., som ligger S. f. den sydlige
Polarkreds, og som tidligere regnedes til det
sydlige Ishav. Det s. O. er Jordens største
Sænkningsomraade. Efter sin Oprindelse udgør
det dog ikke et samlet Hele. Det er
sammenstykket af utallige Flager, der har sænket sig
til forsk. Tid og forsk. Dybde. Brudlinierne, der
begrænser Flagerne, har givet Anledning til
vulkanske Fænomener og betegnes med Rækker
af vulkanske Øgrupper. I den vestlige Del af
det s. O. er deres Retning overvejende fra
N.—S., medens de i den østlige Del af Oceanet
overvejende er fra NV.—SØ. Baade i Ø. og i
V. er Sænkningsomraadet ledsaget af
Foldebjerge. I Andes-Bjergene vidner Jordskælv og
Vulkanudbrud om, at Jordskorpen der endnu
ikke er kommet til Ro. Paa den asiatiske Side
er Foldezonen draget med ind i Sænkningen,
og som Ruiner ligger Ørækken: Aleuterne,
Kurilerne, de jap. Øer og Filippinerne, adskilte
fra Fastlandet ved mere ell. mindre dybt
sunkne Flager, der danner Randhavene:
Bering-Havet, det ochotskiske Hav, det jap. Hav, det
østkinesiske og det sydkinesiske Hav. Ogsaa
paa Vestsiden af det s. O. vidner Jordskælv og
Vulkaner om, at Jordskorpebevægelserne endnu
er i fuld Gang. I Lighed med disse
velafgrænsede Randhave viser Dybdekortene, saa vidt
Dybdeforholdene er kendte, at ogsaa det aabne
Ocean er sammensat af større ell. mindre
Omraader, adskilte ved langstrakte undersøiske
Grunde, der paa deres Ryg bærer Vulkaner og
Koraløer. I det nordlige s. O. udmærker
Tuscarora-Dybet ell. Japan-Graven, der
strækker sig som en bred Rende langs Kysten
af Bonin-Øerne, Japan og Kurilerne, sig ved en
betydelig Dybde. Ikke langt fra Kysten af Øen
Urup blandt Kurilerne er maalt en Dybde af 8520
m, hvilket i lang Tid var den største kendte
Dybde. Længere mod S. findes
Challenger-Dybet, hvis dybeste Del S. og Ø. f. Marianerne
danner den smalle og meget dybe
Mariangrav (9640 m). Uden for Riukiu-Øerne findes
en lgn. dyb Rende, Riukiu-Graven (7480
m), og langs Filippinernes Kyst
Filippin-Graven, hvor den største i Øjeblikket kendte
Oceandybde (9780 m) er loddet. S. og Ø. f.
Marianerne findes Nares-Dybet (4850 m)
mellem Karolinerne og Ny Guinea, Koralhavet
(4480 m) mellem Australien og Melanesien,
Thomson-Dybet (5340 m) mellem
Australien og New Zealand. Fra New Zealand
strækker sig mod N. en undersøisk Ryg, hvorpaa
Kermadec-Øerne og Tonga-Øerne ligger. Ø. f.
denne Ryg styrter Havbunden sig brat ned til
store Havdybder. I Kermadec-Graven
nær ved Kermadec-Øerne er der maalt en
Dybde af 9428 m, omtr. under Vendekredsen 9180
m., S. f. Samoa-Øerne 8280 m. Ogsaa ved den
amer. Kyst findes dybe smalle Grave som
Aleuter-Graven, Peru-Graven og
Atacama-Graven (7635 m).

Bundsedimenter. Den største Del
af Bunden i det s. O. er dækket af rødt
Dybhavsier, som enkelte Steder forekommer
i Varieteten Radiolar-Dynd. Hvidt
Dybhavsslam findes i begge Hovedvarieteter:
Globigerinadynd og Diatomédynd, sidstnævnte i et
Bælte uden for Kysterne af det antarktiske
Fastland. Blandt Fladsøens Sedimenter spiller
Koraldannelser en stor Rolle i den tropiske Del
af Oceanet. Gennemsnitsdybden af det s. O.
anslaas af Krümmel til 3887 m.

Vindforhold. Den sydlige Del af det s.
O. hører til de stadige Vestenvindes Bælte.
Vinden blæser her næsten altid fra V. med en
gennemsnitlig Styrke af 5—6 efter Beaufort’s
Skala. N. f. Vestenvindsbæltet følger ved 35° s. Br.
i Jan., 30° s. Br. i Juli et Bælte med højt
Lufttryk og svage, omskiftelige Vinde. N. herfor
følger Sydøstpassatens Bælte indtil Ækvator. I
den vestlige Halvdel af Oceanet er dog
Passaten kun stadig i Vinterhalvaaret, idet den om
Sommeren afløses af svagere Vinde fra Ø. og
NØ. (den australske Sommermonsun).
Kalmebæltet ligger i Jan. omtr. under Ækvator, i Juli
ved 5°—10° n. Br. N. f. Kalmebæltet følger
Nordøstpassatens Bælte, der i Jan. har sin
Nordgrænse omtr. ved 25 n. Br., i Juli ved
30° n. Br. I den vestlige Halvdel af Oceanet
erstattes Passaten om Sommeren af østlige og
sydøstlige Vinde (den asiatiske
Sommermonsun). N. f. Passatbæltet følger det nordlige
Vestenvindsbælte med overvejende svage Syd-
og Sydvestvinde om Sommeren, stormende Vest-
og Sydvestvinde om Vinteren.

Strømme. I Passatbælterne løber to Strømme
fra Ø.—V.: den nordl. og den sydl.
Passatdrift
. Idet de naar over til Vestsiden af
Oceanet, deler de sig begge i en Gren mod
N. og en mod S. langs Kysterne. De to
Kyststrømme, der løber mod Ækvator, forener sig
og fører i Kalmebæltet Vandet tilbage mod Ø.:
Ækvatorial-Modstrømmen. Af de
Kyststrømme, der fører fra Ækvator, udgaar
fra den sydlige Passatdrift en Strøm langs
Australiens Østkyst (den østaustralske Strøm), der,
hvor den naar ned i Vestenvindsbæltet, bøjer
mod Ø. og forener sig med den gennem alle
Oceaner strømmende sydlige
Vestenvindsdrift
. Denne naar Amerikas Vestkyst
omtr. ved 40° s. Br., hvor den deler sig i den
sydgaaende Kap-Hoorn-Strøm og den
nordgaaende peruanske Strøm, hvilken
sidste ved 5° s. Br. gaar over i Passatdriften.
Den peruanske Strøm er kendt som en meget
kold Strøm, ikke blot fordi den kommer fra
højere Bredder og derfor stadig er koldere end
det Land, den løber forbi, men ogsaa fordi den
ved Kysten temmelig stadig blæsende
Fralandsvind giver Anledning til vertikale
Strømninger, der fører koldt Vand fra Havbunden
op til Overfladen. Den nordlige Passatdrift
bøjer ved Filippinernes Østkyst mod N. under
Navnet Kuro Shio (s. d.). Ved 40° n. Br.
bøjes den af Vestenvindene mod Ø. (nordlige
Vestenvindsdrift) og naar Amerikas Kyst ved
Vancouver-Øen. Her deler den sig i den
sydgaaende kaliforniske Strøm, der gaar
over i Passatdriften, og en nordgaaende Strøm,
der følger Canadas Vestkyst og S. f.
Vestspidsen af Alaska atter forener sig med
Vestenvindsdriften.

Færdselen paa det s. O. er begyndt
senere end paa det atlantiske Ocean og har endnu
ikke naaet den Betydning som paa dette. Den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0321.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free