Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stinde, Julius - Sting - Stingsild - Stinkbrand - Stinkdyr eller Stankdyr - Stinkekalk - Stinkgrævling - Stinksvampe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Lystspillet »Bei Buchholzens« er kun
Afglans af det opr. friske Lune, der skaffede S.
en stor Læsekreds og Oversættelser — ogsaa til
Dansk. (Litt.: V. Cherbuliez i Profils
étrangers [1889]; R. M. Meyer, »Die Ahnen der
Familie Buchholz« i »Gestalten und Probleme«
[1905]).
C. B-s.
Sting, se Bryststing.
Stingsild, d. s. s. Stikling, se
Hundestejler.
Stinkbrand (Tilletia Tul.), Slægt af
Brandsvampenes Gruppe. Myceliet af S.
gennemvæver hele den angrebne Værtplante, men
Sporerne udvikles kun i Frugtknuderne; de er
kugleformede, enkelte, mørke med en netribbet
Overflade; ved Spiringen dannes en kort
Basidie (Promycelium), der bærer en Krans af
lange, tenformede ell. traadformede
Basidiesporer; disse smelter ofte sammen to og to.
Den mest bekendte Art af S. er Hvedens S.
(Tilletia Caries DC.); Angrebet af denne viser
sig ved, at Smaaaksene bliver mere
udspærrede end normalt, hvilket hidrører fra, at
Avnerne spiles ud af de tykke Brandkorn; Aksene er
oftest mørkere, blaagrønne, som Følge af
Brandkornenes mørkebrune Farve; især i
umoden Tilstand stinker de som Sildelage, hvoraf
Navnet S., medens Navnet Stenbrand
hidrører fra Brandkornenes Haardhed. De sorte
Brandsporer forbliver omsluttede af Kornets
Skal til Tærskningen; da knuses Brandkornene,
og Sporerne overføres paa de sunde Korn.
Hvedens S. anses for den farligste af de
Brandsvampe, der angriber vore Kornarter; mod
denne har man i Praksis i over 100 Aar anvendt
forskellige Afsvampningsmetoder, i nyere Tid
navnlig med Kobberkarbonat eller organiske
Kvægsølvforbindelser (se Afsvampning);
hvor disse ikke anvendes, optræder S. næsten
altid i Hvede, og indtil 50 % af Aksene kan
da være angrebne. En anden alm. Art er
Hvenebrand (T. decipiens Pers.), der angriber
Fioringræs og fremkalder Dværgvækst hos de
syge Planter.
(F. K. R.). C. F.
Stinkdyr eller Stankdyr omfatter en lille
Afdeling af Rovdyr, der i systematisk
Henseende hører til Maarfamiliens
Grævlingegruppe. De adskiller sig fra de øvrige Grævlinger
ved en længere, tæt behaaret Hale og en
slankere Krop, hvis Farve er sort med hvide
Baandtegninger. Skindet er et yndet Pelsværk.
De korte Ben har temmelig store Poter med
fem indbyrdes sammenvoksede Tæer, der er
forsynet med lange, krumme Kløer. Tandsættet
bestaar af 32—34 Tænder. Fælles for alle S. er
Tilstedeværelsen af en hasselnødstor
Stinkkirtel, der aabner sig paa en lille Papil i den
bageste Del af Endetarmen. Hele dette Parti
kan krænges ud. Kirtelen er omgivet af
kraftige Muskler, ved hvis Kontraktion
Kirtelsekretet som en fin Straale kan sprøjtes flere Meter
bort. Udskydningen af Sekretet anvender Dyret
som et virksomt Forsvarsmiddel. Naar det ser
sig saa stærkt forfulgt, at det ikke kan
undslippe, vender det Ryggen til Forfølgeren,
løfter Halen op paa Ryggen og under
ejendommelige hoppende Bevægelser venter det med at
udsende Sekretet, til Fjenden er faa Meter
borte. Ofte er Iagttagelsen af denne Stilling dog
tilstrækkelig til, at Forfølgeren betænker sig i
sidste Øjeblik og lister bort. Sekretet har en
overordentlig modbydelig og gennemtrængende
Lugt, der i Maaneder klæber til den ramte
Genstand og kun kan fjernes ved, at denne
holdes tæt over en stærkt rygende Ild.
Det bedst kendte af S. er selve
Stinkdyret (Mephitis mephitica), der har en
Kroplængde af 40 cm og en Halelængde af 20 cm.
Haarenes Grundfarve er sort. Fra Næsen gaar
en smal, hvid Streg over Ansigtet til Nakken,
hvor den udvider sig til en større Plet; paa
Forkroppen deler den sig i to Dele, der gaar
langs Ryggen til Halen, hvor de atter mødes.
Under Gangen træder S. paa næsten hele
Fodsaalen og holder Halen med de lange Haar
løftet som en Fane op over den stærkt
krummede Ryg. Tandsættet frembyder i
Sammenligning med de øvrige Grævlinger en Del primitive
Karakterer: Rovtanden i Over- og Undermund
og første Bagkindtand i Overmunden har
endnu oprindelige Spidser og er ikke saa
omdannet som hos disse. En særlig Udvikling
markeres ved at første Forkindtand er forsvundet
og anden meget lille. — Skindet er et yndet
Pelsværk (se Skunks). — S. findes i
Nordamerika. I Sydamerika afløses den af
Brasilianernes Surilho (Conepatus suffocans), der har
en meget langhaaret Pels. Til denne Gruppe
slutter sig Baandilderen eller
Zorillaen (Zorilla striatus), der findes i Afrika og
det vestlige Asien. I den sorte Pels findes flere
hvide Pletter og Baand.
M. D.
Stinkekalk, d. s. s. Stinkesten, se
Antrakonit.
Stinkgrævling, se Grævling.
Stinksvampe (Phallaceæ), Familie af
Bugsvampe, der staar paa Overgangen mellem
Hymenomycetes og de udprægede Gastromycetes,
idet Sporelejet kun i Begyndelsen er
indesluttet, men til sidst blottes og føres paa
Spidsen af en Stok eller Fod ud af
Peridiet. S. (Phallus L.), den eneste
nordeuropæiske Slægt af S., er i Danmarks Skove
repræsenteret af to Arter (der ofte betragtes
som to forskellige Slægter). Almindelig S.
(P. impudicus L.) er om Efteraaret alm. i
danske Skove; Myceliet lever i Jorden, og de unge
Frugtlegemer sidder i Jordskorpen; de er i
Beg. ganske smaa, men opnaar efterhaanden
Størrelse som et Hønseæg, som de ogsaa ligner
baade i Form og Farve; i denne Tilstand
kaldes de Hekseæg; Væggen (Peridiet) er tyk
og bestaar af tre Lag, hvoraf det yderste og
inderste er tynde, hindeagtige, medens det
mellemste Lag er tykt og bestaar af en
gulligbrun, geléagtig Masse; inden for Peridiet
følger et kamret Lag, som indeholder Sporerne;
dette Lag er olivengrønt med hvide Aarer,
hvilket hidrører fra, at Sporelejet, som er
udbredt paa Kammervæggene, er olivengrønt,
medens Kammervæggene er hvide; inderst i
Hekseægget endelig findes et hvidt, i Midten
hult Parti, der, naar Hekseægget er modent, er
i Stand til i Løbet af ganske kort Tid, faa
Timer, at udvikle sig til en 10—20 cm høj og 2—3
cm tyk, meget porøs hul Stok, der under sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
