Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjernekort - Stjerneløv - Stjernemaaned - Stjernemos - Stjernemuldvarp - Stjernenavne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
C. H. F. Peters er i sine 20 Zodiakalkort gaaet
til 11. Stjernestørrelse, og Palisa i sine 7 S. lige
til 14. Størrelse, men ingen af disse strækker sig
over den hele Ekliptik. Den største Plan i
denne Retning blev sat i Gang af Chacornac og
fortsat efter dennes Død af Brødrene Henry;
den gik ud paa i 72 Kort at indtegne alle
Stjerner til 13. Størrelse til 5° paa begge Sider af
Ekliptikken. Hidtil er udkommet 52 Kort af
dette Værk, der bærer Titelen: Cartes
écliptiques formant l’Atlas de l’Observatoire de Paris.
De manglende Blade skulde indeholde det Parti
af Ekliptikken, som gaar gennem Mælkevejen,
men disse vil ikke udkomme, da Brødrene
Henry fandt, at man ad fot. Vej ved at eksponere
1 Time fik fl. Stjerner paa den fot. Plade, end
man kunde med et Aars Arbejde indtegne i
Kortet. Og dermed var Stødet givet til en fot.
Gengivelse af Stjernehimmelen. (Se
Himmelfotografi). Af de ad denne Vej fremstillede
S. har Observatorierne i Paris, Bordeaux,
Toulouse, Algier, San Fernando, Rom (Vatikanet),
Tacubaya og Uccle (Bryssel) begyndt at udgive
Kort af deres resp. Himmelstrøg. Fra
Greenwich foreligger Kortene komplette. Fra
Harvard College Observatory i Cambridge er der i
alt udg. 55 Glaskopier af den hele Himmel, hver
Plade dækkende omtr. 30° i Kvadrat.
Negativerne er alm. eksponerede 1 Time og
indeholder for enkelte Strøgs Vedk. Stjerner af 12.
Størrelse. Franklin Adams’ 206 Kort, udg. i 1920
af Royal Astronomical Society, dækker hele
Himlen. Fra 1919 har Union Observatory i
Johannesburg udg. af disse Kort Strøget S. f. —19°
Deklination. Wolf i Heidelberg er f. T.
beskæftiget med fot. at fortsætte Palisa’s Ekliptikalkort,
hidil er udkommet 200 Kort, og fra enkelte
væsentlig amer. Observatorier er der udsendt fot.
S. af bestemte Strøg af Himlen.
J. Fr. S.
Stjerneløv, Navn for Riccia-Arter, se
Mosser.
Stjernemaaned, se Maaned<sp></sp>.
Stjernemos, se Innium.
Stjernemuldvarp, se Muldvarp.
Stjernenavne. For at betegne Planeterne og
en Del klarere og mere iøjnefaldende
Fiksstjerner har man fra de ældste Tider givet disse
bestemte Navne.
1) For de 5 i Oldtiden kendte Planeter brugte
man Gudenavne, som kom til Grækenland og
Italien fra Lilleasien. Senere ned i Tiden
begyndte man at anvende tillige beskrivende
Navne; saaledes kaldtes Merkur ell. Apollon »den
funklende (στίλβων), Venus, som ogsaa
benævntes Juno og Isis, blev som Morgenstjerne
kaldt: »Lysbringer« (gr. εως-φορός, eller
φως-φορός, lat. Lucifer, som Aftenstjerne: εσπερος
ell. Vesper (lat.). Mars ell. Herkules havde
Tilnavnet »den ildfulde« (πυρόεις), Juppiter eller
Osiris: »den lysende« (φαέθων), og Saturn
eller Nemesis hed »den tindrende« (φαινων).
Ogsaa hos Indierne findes saadanne beskrivende
Navne, saaledes kaldtes Venus sukra, »den
glinsende« og Saturn sanaitschara, »den snigende«.
2) De fleste S. for Fiksstjernerne er af arab.
Oprindelse, men de bruges nu næsten ikke, da
man betegner de enkelte Stjerner inden for et
Stjernebillede med gr. og lat. Bogstaver. Denne
Betegnelse blev først benyttet af Alessandro
Piccolomini (1508—78), idet han i Della sfera del
mondo (Venezia 1540) betegnede de enkelte
Fiksstjerner med lat. Bogstaver. Dette Skrift
er imidlertid mindre kendt end Bayer’s
Uranometria (1603), hvori Stjernerne først blev
betegnede med gr. Bogstaver, men hvis disse ikke
strakte til, med lat. Bogstaver (den første med
stort Bogstav, A, de øvrige med smaa
Bogstaver); derved fik de klarere Stjerner Bogstaver,
som kommer tidligere i Alfabetet, og man
mente, at Bayer udelukkende havde fulgt
Stjernerne fra de klareste gradvis til de svageste;
imidlertid har Argelander vist, at Bayer vistnok
begyndte med de klareste, men tillige ogsaa med
dem, som tindrede i Figurens Hoved, og derfra
gik gennem Figuren til dens Fødder. Flamsteed
har paa sit 1729 udgivne Atlas coelestis betegnet
Stjernerne med Tal ordnede efter
Rektascensionen. Men han beholdt baade de gamle S. og
Bayer’s Betegnelser, saaledes er 58 i Orion den
samme som Betelgeuze ell. α Orionis. Ofte
benævnes Hovedstjernen i et Stjernebillede efter
dens Beliggenhed i dette; saaledes kalder man
Antares: Skorpionens Hjerte, Regulus: Løvens
Hjerte, Aldebaran: Tyrens Øje, Fomalhaut:
Fiskens Mund, Spica: Akset, Capella: Geden o. s.
v. Sirius benævnes ogsaa Hundestjernen.
De vigtigste af de arab. Navne tillige med
enkelte andre, som ikke er af arab. Oprindelse
(førgræsk Benævnelse: Canopus, Sirius, gr.:
Antares, Arcturus, Castor, Pollux, Prokyon; lat.:
Bellatrix, Capella, Cor Caroli, Gemma, Mira,
Polaris, Præsepe, Regulus, Spica, Vindemiatrix),
men som oftest anføres i Stjernekortene, nævnes
i det flg.; Bayer’s Betegnelse anføres tillige. Om
Navnene paa de klare Stjerner i
Pleiaderne s. d.
| Achernar | α Eridani |
| Acrab | β Scorpii |
| Alamac (Almaac) | γ Andromedæ |
| Albireo | β Cygni |
| Alchiba | α Corvi |
| Alcor | g Ursæ maj. |
| Aldebaran | α Tauri |
| Alderamin | α Cephei |
| Alfirk | β Cephei |
| Algedi | α Capricorni |
| Algenib | γ Pegasi |
| Algenib | α Persei |
| Algieba | γ Leonis |
| Algol | α Persei |
| Algorab | δ Corvi |
| Alhena | γ Geminorum |
| Alioth | ε Ursæ maj. |
| (Alkaid | η Ursæ maj.) |
| Alkes | α Crateris |
| Al Nath | β Tauri (γ Aurigæ) |
| Alnathin | ε Orionis |
| Alnitah | ζ Orionis |
| Alphacca | α Cor. bor. |
| Alphart | α Hydræ |
| Alpheratz | α Andromedæ |
| A(l)tair | α Aquilæ |
| Alwaid | β Draconis |
| Alya | θ Serpentis |
| Antares | α Scorpii |
| Arcturus | α Bootis |
| (Arided | α Cygni) |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
