Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stoikere - Stoilov, Konstantin - stoiske Skole - Stojanovic, Ljubomir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Zeus, medens de øvrige Guders Bet.
forklaredes ad allegorisk Vej. Ved Forklaringen af den
materielle Verden holdt S. i øvrigt fast ved
Læren om de 4 Elementer, og de fulgte
Heraklit i at betragte Ilden som det tilgrundliggende
Urstof. Af Ilden havde de andre Elementer
udviklet sig, og med lange Mellemrum gik de alle
igen op i Ild ved den store Verdensbrand, efter
hvilken der begyndte en ny Verdensudvikling,
hvorunder alt gentoges med fuldstændig
Nøjagtighed ligesom i den tidligere. Fra Ilden
stammede ogsaa Sjælen, der betegnedes som et
»varmt Pust«; den enkelte Menneskesjæl
betragtedes som en Del af Verdenssjælen, i
hvilken den engang skulde gaa op igen. Ang.
Varigheden af den enkelte Sjæls selvstændige
Bestaaen var S. i øvrigt ikke enige.
Til Logikken regnede S. ogsaa
Erkendelseslære i Almindelighed. Deres Standpunkt var i
erkendelsesteoretisk Henseende nærmest
sensualistisk, idet de gik ud fra, at Sjælen fra først
af var at ligne ved et Blad ubeskrevet Papir, og
at Bevidsthedslivet saaledes fik hele sit Indhold
gennem ydre Indtryk, hvis Sandhed afgjordes
efter den Klarhed og Tydelighed, hvormed de
fremtræder for Sjælen. Men Sensualismen
fastholdtes ikke, i ethvert Tilfælde ikke af de senere
S., der lagde Vægt paa Sjælens aktive
Virksomhed ved Optagelsen af Forestillinger.
Tillige lærtes det, at Menneskene har en medfødt
Evne til ud af Forestillingerne at danne sig
almindelige Begreber. I den formelle Logik
støttede S. sig til Dels paa Aristoteles, men bragte
den dog en Del videre; det var især Chrysippos,
som gav sig af med logiske Undersøgelser.
Ogsaa af Sprogvidenskaben har S. en ikke ringe
Fortjeneste.
S.’s Etik staar i nøje Overensstemmelse med
deres Lære om Menneskesjælen som udgørende
en enkelt Del af den store
Verdenssammenhæng. Hovedfordringen blev da den, at
indordne sig under denne og leve i
Overensstemmelse med den uden at gøre sin Individualitet
gældende i Modsætning til Helheden. Dyden
bestemtes dels som det at leve
»overensstemmende« (konsekvent), dels som at leve
»overensstemmende med Naturen«. I etisk
Henseende var S.’s Lære, der var paavirket af
Kynikernes, stærkt rigoristisk. De erklærede
Dyden for det eneste Gode og Lasten for det
eneste Onde, medens alt andet, Liv og Død,
Sundhed og Sygdom, Ære og Vanære, Rigdom
og Fattigdom, erklæredes for ligegyldigt. Som
Grundlag for Dyden sattes Erkendelsen; den
dydige er den vise, d. e. den, som i alle sine
Handlinger lader sig lede af Fornuftens Bud
uden at give Følelserne ell. Lidenskaben noget
Raaderum; han kender saaledes heller ikke
noget til Anger. Men efter S.’s Opfattelse
maatte man enten besidde Dyden helt, ell.
ogsaa besad man den slet ikke; der gaves
ingen Mellemvej. Som Følge deraf kom de til
at gøre en skarp Forskel paa de vise og
Daarerne, hvilket førte til Opstillingen af adskillige
Paradokser. Alle den vises Handlinger var i
fuldkommen Overensstemmelse med Pligtens
Bud, og overhovedet pristes den vise i saa
overdrevne Udtryk, at han kunde synes at staa
højere end Guderne. Imidlertid gik med Tiden
det overspændte i S.’s Etik tabt. Inden for de
ligegyldige Tings Omraade indrømmede man,
at der burde gøres Forskel paa de Ting, som
er at foretrække, og de, som er at forkaste,
hvorhos man dog, ikke synderlig konsekvent,
endnu lod en Gruppe af absolut ligegyldige Ting
blive staaende tilbage i Midten. Ligeledes
udsondredes bl. de Mennesker, som ikke havde
naaet Visdommen, en Klasse af saadanne, der
befandt sig i Fremskridt, og da den vises Ideal
var skruet saa højt op, at det ikke kunde
forudsættes at eksistere paa Jorden, kom denne
Klasse til praktisk at gælde for vise, og i St f.
de absolut fuldkomne Pligthandlinger lagde
man Vægten paa de »mellemste« Pligter, som
afhang af de faktiske Forhold og kunde
udøves af alle Mennesker. Saaledes fik S.’s
Morallære virkelig en stor Indflydelse paa det
praktiske Liv i den senere Oldtid, baade privat og
offentligt. Vi finder hos S. paa een Gang en
stærk individualistisk Uafhængighedsfølelse,
idet de betragtede sig som hævede over mange
af de Ting, som Menneskene ellers tillagde saa
stor Værdi, og tillige en Følelse af, at den
enkelte havde svære Forpligtelser over for
Samfundet, ja over for hele Menneskesamfundet. I
den rom. Kejsertid træffer vi derfor baade S.,
som stillede sig i urokkelig Opposition til
tyranniske Kejsere, og andre, der talte
Menneskelighedens Sag til Fordel for Slaverne og de
fattige. S. satte sig ud over nationale, politiske og
sociale Skranker, og en stor Del af
Kejsertidens humane Lovgivning skyldes deres
Indvirkning. Ogsaa paa senere Tiders Filosofi har
S. haft en Del Indflydelse, dog langtfra saa
megen som andre af Oldtidens Filosofskoler.
(Litt.: Ravaisson, Essai sur le Stoïcisme
[Paris 1856]; Hirzel, »Untersuchungen zu
Ciceros philosophischen Schriften« [3 Bd,
Leipzig 1877—83]; L. Stein, »Die Psychologie der
Stoa« [2 Bd, Berlin 1886—88]; A. Schmekel,
»Die Philosophie der mittleren Stoa« [Berlin
1892]; A. Dyroff, »Die Ethik der alten Stoa«
[Berlin 1897]; P. Barth, »Die Stoa« [4. Opl.,
Stuttgart 1922]; I. ab Arnim, Stoicorum
veterum fragmentet [4 Bd, Leipzig 1905—24]).
H. H. R.
Stoilov [’ståjlåf], Konstantin, bulgarsk
Statsmand (1853—1901), studerede i Udlandet
og blev 1878 Præsident for Apellationsretten
i Sofia; valgtes 1879 til
Nationalforsamlingen, hvor han blev Fører for det konservative
Parti. 1879—83 var han Fyrst Alexander’s
Kabinetssekretær; var 1883—88 3 Gange
Justitsminister, sidst under Stambulov, men udtraadte
efter en Tvist med denne og var senere
Oppositionens Leder. Efter Stambulov’s Fald Maj
1894 blev han Førsteminister og arbejdede for
at genoprette et godt Forhold til Rusland; afgik
Jan. 1899.
E. E.
stoiske Skole, se Stoikere.
Stojanovic [stå’janåvit∫], Ljubomir,
serbisk Sprogforsker og Politiker, f. 1860,
Sekretær i det serbiske Akademi og tidligere
Professor ved Universitetet i Belgrad. Af
hans Arbejder kan nævnes »Stari srpski
zapisi i natpisi« I—III (1902—05, »Gamle serb.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
