Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Straaling - Straalingstryk - Straalkis - Straalsten - Straamand - Straarup-Smykket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For Legemer, der ikke er absolut sorte,
gælder de her nævnte Love ikke. De
Straalingskurver, man finder for saadanne Legemer,
varierer fra Kurver, der ganske ligner Kurverne
i Fig., til Kurver med flere Maksima, adskilte
ved Bølgelængdeomraader, ved hvilke kun
ringe Udstraaling finder Sted. Men som
allerede nævnt kan intet Legeme udstraale mere
Energi end et absolut sort Legeme ved samme
Temp. og for samme Bølgelængde. Stefan’s
Lov gælder med ret god Tilnærmelse, naar
Konstanten gives en lavere Værdi; ligeledes
gælder Wien’s Forskydningslov med en anden
Værdi for Konstanten.
Kendskab til Straalingslovene finder paa
forsk. Maade Anvendelse i Praksis, saaledes i
Belysningsteknikken ved Glødelamperne og ved
Maaling af meget høje Temp. (optisk
Pyrometri). — En Straalegivers Værdi som Lyskilde er
i høj Grad afhængig af dens Temp. Endnu ved
1000° abs. indeholdes der overmaade lidt Energi
i de synlige Straaler, faa Milliontedele af hele
S. Ved 2000° abs. tilhører 1,2 % af S. det lyse
Spektrum, og enhver yderligere
Temperaturstigning øger Lysstyrken overordentlig, ikke
mindst fordi den for Øjet nyttigste Del omkr.
0,5 μ nu begynder at faa kendelig Styrke. Et
absolut sort Legeme vil altsaa i Alm. som
Lyskilde betragtet være i højeste Grad
uøkonomisk, da man jo maa betale for den samlede
Energiudstraaling, men kun nyder Gavn af den
synlige S. En Forøgelse af Virkningsgraden
kan opnaas enten ved at benytte højere Temp.
ell. ved som lysende Legeme at anvende et
Stof, for hvilket Energifordelingen i Spektret er
en saadan, at den synlige S. udgør en større
Brøkdel af den samlede S., end Tilfældet er
ved det sorte Legeme. I begge Henseender
frembyder Metaltraadslamper væsentlige
Fordele frem for Kultraadslamperne, idet
Metaltraaden ikke blot kan taale en højere Temp.
end Kultraadene (c. 2300° imod c. 2000°), men
ogsaa viser selektiv S., idet den synlige S.
udgør en forholdsvis større Del af den samlede
S. (se elektrisk Lys).
Af optiske Pyrometre haves 3
Hovedtyper. Den første bestaar i, at man opsøger den
Værdi for Bølgelængden, ved hvilken der
udstraales mest Energi, og saa beregner
Straalegivernes Temp. ved Wien’s Lov; denne Metode
er ret ubekvem, og bruges ikke meget i Praksis.
Ved den anden Metode maales den samlede
Udstraaling, hvorefter Temp. bestemmes ved
Stefan’s Lov; der dannes et Billede af
Straalingskilden paa et lille Stykke sværtet Platinfolie,
hvis Temp. maales med et Termoelement.
Endelig maales ved den tredje Metode Klarheden
af Straalingskilden for en Bølgelængde i det
synlige Spektrum, idet Glødetraaden i en lille
Glødelampe betragtes med Straalingskilden som
Baggrund, hvorefter Strømmen gennem
Glødelampen forandres, indtil Traaden ikke kan ses
paa den lyse Baggrund; af den dertil krævede
Strømstyrke findes da Temp. af en
Justertabel. Apparatets Konstanter bestemmes her
som ved den foregaaende Metode ved
Sammenligning af Maalinger af et absolut sort
Legemes Temp. med disse optiske Pyrometre
og med Temperaturmaaleinstrumenter (især
Lufttermometer, Termoelement og
Modstandstermometer), saa langt disse rækker, hvorefter
man ekstrapolerer til endnu højere Temp.
De optiske Pyrometre giver tilfredsstillende
relative Maalinger, og de sætter os i Stand til
at reproducere enhver Temp. med en betydelig
Nøjagtighed, og det er oftest alt, hvad man i
Praksis har Brug for. Men til absolut
Temperaturmaaling egner de sig ikke godt; bl. a. vil de
hyppigt ikke angive Straalekildens virkelige
Temp., men den Temp., som et absolut sort
Legeme maatte have, hvis det skulde udstraale
samme totale Energimængde, ell. hvis det
skulde have samme Klarhed for den
betragtede Bølgelængde.
For de klimatiske Forhold er S. en
Hovedfaktor. Jordkloden maa ved S. Aaret rundt
gennemsnitlig afgive lige saa megen Varme,
som den modtager fra Solen, og de idelig
skiftende Differenser mellem Bestraaling og
Udstraaling er den opr. Aarsag til al atmosfærisk
Uro. Tropehavenes Overflade (27° C = 300°
abs.) vil fra hver Kvadratcentimeter udstraale
omtr. 0,01 kal. i Sek. ell. nok til at afkøle et
36 cm tykt Vandlag 1° i Timen, medens Solens
S., regnet efter Temp. 6000° abs., vil være
160000 Gange saa stærk (smlg. Solen).
A. W. M.
Straalingstryk. Naar elektromagnetiske
Bølger rammer en Flade, i hvilken de absorberes,
vil de udøve et Tryk, S., imod denne. De vil
nemlig sætte Fladens Elektroner i Bevægelse,
og derved opstaar elektriske Strømme i samme
Retning som den elektriske Kraft i Bølgen, og
disse Strømme vil da paavirkes af Bølgens
Magnetfelt, og derved opstaar Trykket. S. er
en direkte Følge af Maxwell’s Teori for de
elektromagnetiske Bølger, og Maxwell er ogsaa
den første, der teoretisk paaviste S. og
beregnede dets Størrelse. S. er imidlertid uhyre lille;
Solstraalernes Tryk mod en absolut sort Flade
vinkelret paa Straaleretningen er kun ca. 1/2
Dyn pr. m2. Til Trods for adskillige Forsøg
— saaledes af Dufay, Fresnel og Crookes —
lykkedes det først Lebedew at paavise S.
eksperimentelt (1900). Efter Arrhenius (1900) og
og Schwarzschild (1901) spiller S. en stor Rolle
til Forklaring af forsk. kosmiske Fænomener,
saaledes af Komethalernes ejendommelige
Stilling med Retning bort fra Solen. Partiklerne i
Halen vil nemlig dels tiltrækkes af Solen p. Gr. a.
deres Masse og dels frastødes af den p. Gr. a.
S., og det bliver da Partiklernes Størrelse og
deres Vægtfylde, som er afgørende for,
hvilken af disse to Paavirkninger der er den
største.
A. W. M.
Straalkis, se Markasit.
Straalsten, se Amfibolgruppen.
Straamand, Fugleskræmsel, en Figur i
menneskelig Skikkelse, lavet af Straa; S. bruges
ogsaa om en Person (f. Eks. ved
Byggespekulationer, i Bladredaktion o. l.), der udadtil
fremtræder som den ansvarshavende, og bag hvem
de egl. agerende og ledende dækker sig i
Tilfælde af Indgreb fra Justitsens Side.
Straarup-Smykket, et prægtigt Guldsmykke
(Vægt c. 400 g), rimeligvis brugt som Diadem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
