Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Straffeteori - Straffetruselsteori - Strafford, Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
netop bestaa i en Straflidelse? —, er af Hegel
selv søgt nærmere begrundet ved, at
Straflidelsen selv er »den af Samfundet regulerede
Hævn« til Gengæld for den begaaede Uret, og
indeholder derved Udgangspunktet for hele den
store Gruppe S., der under forsk.
Formuleringer fremtræder som
Gengældelsesteorier. Forbrydelsen er herefter en sædelig
Brøde, hvis Følge i Kraft af det »kategoriske
Imperativ« maa være Lidelse. Lidelsen er Straffen.
Gennem Straffen sones Brøden, der udslettes
af Synderens Regnebræt. Lidelsen maa svare
til Brøden, ikke just i Kvalitet, men i
Kvantitet. Paa den ene Vægtskaal lægges Brøden, paa
den anden ophobes saa megen Lidelse, at
Skaalene staar lige. Dermed er
Retfærdighedskravet sket Fyldest, som Individet
etisk er underkastet. Fra den største
Forbrydelse gøres Overgangen til den største Straf
(Mord — Dødsstraf ell. livsvarig Indespærring);
gennem stadig Subtraktion opstilles derpaa en
Skala af stadig mindre Forbrydelser og dertil
svarende Straffe, indtil Minimum i begge
Retninger naas. Paa Gengældelsesteorierne er de
fleste gældende Straffelove byggede, og de har
i Videnskaben haft en Række glimrende
Repræsentanter (i Danmark navnlig Bornemann).
Afgørende imod dem er dog den Betragtning,
at Staten ikke har til Opgave at være
Moralitetsudmaaler, men Samfundsbeskytter.
Spørgsmaalet om Straffens Nytte kan derfor ikke uden
videre afvises. Paa kategoriske Imperativer kan
ingen rationel Strafferet bygges. Som
Retshaandhævelse mod Villien maa dennes
Beskaffenhed bestemme saavel Straffens Art som dens
Maal. Hvad der i saa Henseende maa til for
at værne Samfundet, er det retfærdigt at
anvende; hvad der gaar ud herover, kan ikke
forsvares ud fra aprioriske Moralbetragtninger.
Men Erfaringen viser, at de samme
Forbrydelser begaas af saare forsk. Individualiteter og
omvendt. Den Straf, som er tilstrækkelig over
for den ene Individualitet, er ganske spildt over
for en anden. Straffen maa derfor indrettes
saaledes, at den afvekslende kan virke opdragende,
forbedrende, afskrækkende, uskadeliggørende.
Hermed er Tanken om en enkelt S., hvorfra
alle strafferetlige Spørgsmaals Besvarelse kan
deduceres, opgivet. Kun saa meget kan siges,
at Samfundets Sikkerhed er Løsenet,
og at Straffen skal værne denne Sikkerhed saa
fuldstændig, som Hensynet til Individets
Beskyttelse mod vilkaarlige Overgreb tillader (se
Strafferet). Hvad der i øvrigt skal gøres i
de enkelte Tilfælde, kan kun en paa Erfaringen
bygget, maalbevidst Kriminalpolitik (s.
d.) oplyse.
I systematisk Henseende inddeles S.
undertiden i de afværgende og de
oprettende (se ovf.), almindeligst i de absolutte og
de relative, en Adskillelse, som beror paa,
om Straffen betragtes som Formaal i sig selv
(Gengældelsesteorierne) ell. som tjenende
andre (Nytte-) Formaal. Den i Nutiden særlig
brændende Modsætning mellem den aprioriske
Gengældelsesteori og den empiriske
Hensigtsmæssighedsteori betegnes ved Adskillelsen
mellem Skyld- og Sikkerhedsteori (tysk Schuld- u.
Zweckstrafe). (Litt: Goos, »Indledning til
den danske Strafferet«; Schau, »Om Straffens
Begrundelse og Formaal«; Torp, »Om
Straffen«; Goll, »Forbrydelse og Straf« m. fl.).
A. Gl.
Straffetruselsteori, se Straffeteori.
Strafford [’sträfəd], Thomas
Wentworth, 1. Jarl af Strafford, Søn af Sir
William Wentworth, f. 13. Apr. 1593, henrettet i
London 12. Maj 1641, blev Baron 1614 og s. A.
Familiens
Overhoved ved
Faderens Død. Da
han var blevet
valgt ind i
Underhuset for
Yorkshire,
deltog han siden
1621 i
Parlamentsdebatterne og traadte
i en loyal
Opposition mod
Jakob I, senere
overfor Karl I.
Han sad en Tid
fængslet
sammen med Eliot
for Nægtelse
af at betale
Karl I’s tvungne Krigslaan. Mest var hans
Opposition dog rettet mod Buckingham.
Efter atter at være sat paa fri Fod traadte S.
ind i Parlamentet, som Karl I sammenkaldte
Marts 1628. Her var han Oppositionens Fører.
Han foreslog en Lov, der for Fremtiden skulde
hindre Overgreb af Kongemagten paa Folkets
Ret; men modsat Eliot og dennes Meningsfæller,
der for enhver Pris vilde hæve Parlamentets
Indflydelse, ønskede S. en kraftig Kongemagt;
naar den nødvendige Afgræsning var sket,
skulde Regeringens Tyngdepunkt ligge i
Kongemagten, medens Parlamentets Bet. skulde
være underordnet som i Tudor’ernes Tid. Karl
I nægtede at gaa ind paa S.’s Lovforslag,
hvorfor denne af Loyalitet mod Kongen lod det
falde. Som S.’s Standpunkt var, maatte han
nu, da Parlamentspartiet yderligere søgte at
indskrænke Kongens Magt, drages over paa
Karl I’s Side. Da han 1628 blev baade Viscount
og Præsident for Raadet i Nordengland, svigtede
han saaledes ikke sin Fortid. 1629 blev han
Medlem af Statsraadet. Nordengland lagde han
med stor Dygtighed under det kgl. Regimente,
og derefter blev han 1632 Lord Deputy for
Irland. Hans Styrelse af dette Land blev, som
hans eget Valgsprog var, Thorough (fuldt ud).
Det irske Parlament gjorde han sig til et lydigt
Redskab. Samtidig gennemførte han store
Reformer. Hans Styrelse var imidlertid helt
rettet mod alt katolsk og irsk og gik ud paa
at gøre Landet eng. Ved sin store Dygtighed
vandt han efterhaanden Karl’s fulde Tillid, og
efter at være kommet i Krig med Skotterne
1639 ophøjede Kongen ham til Jarl af
Strafford 1640 og gjorde ham til Lord-Løjtnant i
Irland. — S., der nu stod som Kongens
Hovedraadgiver, raadede til at sammenkalde
Parlamentet, samtidig vilde han selv samle det
irske Parlament i Dublin. Men da det korte
 |
| T. W. Strafford. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
