Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Straumsnes - Straus, Oskar - Strauss, David Friedrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Straumsnes [’strä^ums-], Herred, Nordmør
Sorenskriveri, Kristiansund Politidistrikt, Møre
Fylke, 118,5 km2 med (1920) 1156 Indb., altsaa
c. 14 Indb. pr km2, udgør et Sogn af Tingvoll
Præstegæld og omgives af Herrederne Tingvoll
Halsa, Tustna, Frei og Øre. Herredet ligger
paa den yderste Del af den store Halvø mellem
Tingvollfjorden og Halsafjorden; det bestaar
væsentlig af Fastland (116,1 km2), medens Øerne,
hvoraf findes i alt 65, udgør 2,5 km2; de største
er Aarsundø og Langø. Fastlandet er opfyldt af
Fjelde, hvoraf mærkes Skarven (653 m) og
Herredalshaugen (520 m). Halvøen Aspen, af
hvilken omtr. Halvdelen tilhører S. Herred, er
opfyldt af to Fjeldpartier med en Højde af c. 350
m, adskilte ved et c. 190 m højt Skar. — Elve
af Bet. har Herredet ikke; dets største Vasdrag
gaar fra Herresdalsvand paa Grænsen mod
Tingvoll gennem Storevand (3,3 km2) ud i
Vaagen. — Af Indsøer findes i alt 33, N. f.
Straumsvaageidet ligger S. Kirke. Agerbrug og Fædrift
er Hovednæringsveje i dette Herred, der i
det hele er nogenlunde jævnt bebygget. Af
Arealet er 6,6 km2 Ager og Eng, 45,9 km2 Skov,
7,7 km2 Ferskvand; Resten er Snaufjeld,
Udmark og Myr. — Hovedveje har Herredet ikke;
de vigtigste Bygdeveje fører over
Straumsvaageidet og over paa Aspen, endvidere langs
Tingvollfjorden mod S. til Tre-Ekren og mod N.
gennem Dalføret fra Straumsvaageidet til Kvisvik og
videre langs Kysten til Mørkedal i Herredets
nordligste Del; langs Halsafjorden i Herredets
vestre Del fører Veje mod S. til Fløistad og mod
N. til Li. Paa Fjordene er
Dampskibsforbindelse med Kristiansund med Anløbssteder
Ødegaarden, Aarsund, Straum. Antagen Formue
1925 var 2,8 Mill. Kr og Indtægt 477000 Kr.
(N. S.). M. H.
Straus [∫tra^us], Oskar, østerr. Musiker, f.
6. Apr. 1870 i Wien, var Dirigent ved forsk.
større og mindre Operascener, men blev
navnlig bekendt, da han knyttedes til Wolzogen’s
»Ueberbrettl«, for hvilket han skrev en Mængde
Musik til Viser og Sangscener, der viste hans
særegne Talent for den vittige og muntre Genre.
S. har ogsaa komponeret Musik i alvorligere
Stil samt forsk. Operetter og Sangspil.
W. B.
Strauss [∫tra^us], David Friedrich,
tysk Teolog, Historiker og Filosof, f. 27. Jan.
1808 i Ludwigsburg i Württemberg, d. smst. 8.
Febr 1874. Han studerede i Tübingen og drog
derefter til Berlin for at høre Hegel, der dog
døde kort efter hans Ankomst. 1832 blev han
Universitetslærer i Tübingen og skrev her sit
berømte Værk »Das Leben Jesu« (I—II, 1835).
Han anvender i dette Værk
Religionsvidenskabens Metode paa Evangelierne, søger at
forklare, hvorledes Kristus-Skikkelsen
efterhaanden, hverken som virkelig hist. Person ell. ved
bevidst Bedrageri, men ubevidst har dannet sig
hos Mennesker i Tidernes Løb som en stor
Digtning ud fra Folkets religiøse Ideer og over en
Personlighed, der vakte Begejstring, men som nu
hist. egl. er os ubekendt. Dette hans første
Hovedværk vakte umaadelig Opsigt og fremkaldte
en Række Modskrifter; paa disse gav S. Svar
i »Streitschriften« (1837); tillige bevirkede det, at
han fik sin Afsked fra Univ. 1839 blev han
udnævnt til Prof. i Zürich, men Udnævnelsen vakte
et saadant Raseri i kristelige Kredse i Kantonen,
at han blev pensioneret, før han endnu havde
tiltraadt Embedet. S. levede nu som
Privatmand
forskellige Steder,
giftede sig 1841
med en bekendt
Sangerinde A.
Schebest, et
ulykkeligt
Ægteskab, der
snart blev
opløst; i den
tyske og den
snævrere
württembergske
Politik deltog han,
dog uden
synderligt Held.
Men gennem
hele sit Liv har
S. udfoldet den
frugtbareste
videnskabelige Virksomhed. 1839 udgav han
»Charakteristiken und Kritiken« og »Über
Vergängliches und Bleibendes im Christenthum«;
disse fulgtes af hans andet Hovedværk, »Die
christliche Glaubenslehre« (I—II, 1840—41), der
anvendte den hist. Videnskabs Principper paa
de kristelige Dogmers Udvikling. De to store
Værker hører nøje sammen; saa meget der end
for den senere Kritik kan vise sig urigtigt i
Enkeltheder, betegner selve Metodens Anvendelse
et afgørende Vendepunkt i Teologiens Historie.
Hegel’s Forstaaelse for Historien har hos hans
Skoles venstre Fløj, hvortil S. hørte, sat sine
rigeste Frugter. S. staar ved sit Grundsyn
Feuerbach nær, selv om denne filosofisk set
gennemførte den moderne Religionsvidenskabs Princip
paa langt klarere og konsekventere Maade. Som
Historiker var S. i Besiddelse af en sjælden
Lærdom, der strakte sig over de forskelligste
Omraader, og af en glimrende
Fremstillingsevne. 1847 udgav han et dybsindigt og vittigt
Stridsskrift, »Der Romantiker auf dem Throne
der Cäsaren«, der skal skildre Julianus Apostata
som den reaktionære, der dog vilde bringe
noget stort tilbage, men indirekte er Skriftet
rettet mod den kristelige reaktionære paa
Preussens Trone, der nok vilde tilbage, men ikke til
noget godt. Af hans øvrige hist. Skrifter maa
fremhæves hans berømte »Ulrich v. Hutten«
(1858), der giver en interessant Beskrivelse af,
hvorledes den tyske Humanisme absorberedes
af Reformationen, og hans Skildringer af
Schubart (I—II, 1849), Märklin (1851), Frischlin
(1855), Reimarus (1862) og Voltaire (1870).
Gennem alt, hvad S. har skrevet, gaar der, ud fra
hans indgaaende Kendskab til Videnskabens
Kamp mod Teologien i de forløbne Aarh., en
Begejstring for videnskabelig Frihed og en
meget skarp Polemik mod Teologien, saavel mod
den bekendte Hengstenberg og hele den
kirkelige Reaktion som mod uklare teologiske
Mellemstandpunkter (»Die Halben und die Ganzen«
[i »Kleine Schriften«, I—II, 1862—66] og
Fortalen til hans Overs. af Hutten’s »Dialogi«
 |
| D. F. Strauss. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
