Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre / 442 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stridsøksen - Stridulantia - Strie - Striegau - Strigel, Bernhard - Strigidæ - Strigilis - Strigle - Striglehandske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stenen som Materiale til Øksebladet. Fig. 2,
dansk Økse fra den yngre Bronzealder.
Sluttelig optræder Jern og Staal som Materiale i
Jernalder, Middelalder og Renaissance. Mange af
Nutidens Bondeøkser, f. Eks. i Norge, har
bevaret den opr. Form fra de tidligste Tider.

Fodfolksøksen var i Reglen forsynet med et
halvlangt eller langt Skaft. Saaledes Frankernes
berømte Franciska, 6.-7. Aarh., den
angelsachsiske Økse med 1 1/2 m langt Skaft, 10.—11.
Aarh. (Fig. 3), den skotske Lochaberøkse med
langt Skaft, fra Middelalderen, Schweizerøksen
med langt Skaft, 14. Aarh. Denne er
Hellebardens Forgænger, og endelig den kortskaftede
Ridderøkse fra c. 1500. S. for Ryttere var
kortskaftet, fordi den skulde føres fra Hesteryggen
med een Haand.
C. H.

Stridsøkser.

Stridulantia, d. s. s. Sangcikader, se
Cikader, S. 948.

Strie er det norske Navn for Blaarlærred.
Ordet er vistnok beslægtet med stry, som i
Norge betegner Blaar, de grove Dele af Hamp
og Lin.
H. F.

Striegau [’∫tri.ga^u], By i preussisk Provins
Schlesien, Regeringsdistrikt Breslau, 38 km
VSV. f. Breslau ved Striegauer-Wasser (Tilløb
til Weistritz), har (1919) 13910 Indb. Garnison.
Rester af gammel Befæstning, Amtsret,
Fabrikation af Albumer, Portefeuiller og Kartoner,
Cigarer, Centrifuger og Børster,
Kvægmarkeder. I Omegnen Granit- og Basaltbrud. Ved
S. stod 1745 det hyppigt efter Hohenfriedberg
nævnte Slag, i hvilket Frederik den Store slog
Østerrigerne og Sachserne under Prins Karl af
Lothringen.
(Joh. F.). O. K.

Strigel [∫tri.g_əl], Bernhard, tysk Maler af den
schwabiske Skole (før 1884 i tysk Kunsthistorie
kun kendt som »Meister d. Samml. Hirscher«),
f. 1460 ell. 1461 i Memmingen, d. smst. 1528. S.
uddannedes under Indflydelse fra B. Zeitblom,
virkede især i sin Fødeby, hvor han var højt
anset og beklædte forsk. offentlige Hverv, og
hvor man kan følge ham fra 1506—28, men han
var ogsaa sysselsat uden for sin By, i
Augsburg, i Wien (c. 1520, 1522 og 1525), Nürnberg.
Omtr. 1515 blev han knyttet til Kejser
Maximilian I som hans særlige Portrætmaler, og
han arbejdede nu meget for det kejserlige Hus
(særlig 1520—28). Hans første Tid er gotisk,
ikke alene gennem Bitingenes og Baggrundenes
gotiske Karakter, men ogsaa i Stilen med dens
Kolorit og knækkede Foldekast, i Tilslutning til
Zeitblom. Senere gør Renaissancen sig
gældende, saaledes i mange af hans dygtige
Portrætter med de klare Hudtoner paa Baggrund af
blaa Himmel, røde Forhæng e. l. Til hans
første Værker hører Tavlerne paa et Alterbillede
i Stuttgarts Gal., de smukke Profetskikkelser i
Gal. i Augsburg og Stuttgart, de fire Alterfløje
fra Maria’s Levned (1515) i Berlins
Kaiser-Friedrich-Mus., »David med Goliath’s Hoved« i
Münchens Pinakotek. Billederne af den hellige
Familie i Nürnberg kan minde om den ældre
Holbein, fra hvis Kunst der gaar Traade
(Opholdet i Augsburg) til S.’s Virksomhed. Han
malede fortrinlige Billeder af Kejser Maximilian
(i Profil), den kejserlige Familie, Ludvig II og
Karl V som Børn (Belvedere-Gal. i Wien), det
monumentale Portræt af Augsburg-Patricieren
Konrad Rehlingen (Helfigur i lang Pels, 1517),
Gruppen med Rehlingen’s mange Børn (begge
ligesom Brystbilledet af v. Haller i Münchens
Pinakotek), Brystbillede af Grev Johan af
Montfort (Donaueschingen), Ferdinand I (1524,
Firenze), Portrætgruppen af den kejserlige
Raadsherre J. Cuspinian med Familie (Berlins
Kaiser Friedrich-Mus.), Bianca Maria Sforza
(Privateje, München) m. v. I Karlsruhe-Museet
»Bebudelsen«. Der siges, at S. arbejdede med
venstre Haand. S.’s Kunst fik Indflydelse paa
den schwabiske Kunsts Udvikling.
A. Hk.

Strigidæ, se Ugler.

Strigilis (lat., af stringere, røre, strejfe), et
knivagtigt Redskab med et kort Haandtag og
et bøjet Blad af Bronze ell. Jern, som i den
klassiske Oldtid brugtes efter Gymnastik, naar
Deltagerne efter Øvelserne skulde skrabe Sved
og Støv af de med Olie indsmurte Lemmer. —
I Arkitekturen betegner S. Kannelurer, der i
Modsætning til alm., lodrette Søjlekannelurer
er førte i buede Linier. S. forekommer især paa
dekorative Arbejder fra den rom. Kejsertid.
C. A. J.

Strigilis.

Strigle er en haandstor Jernplade, forsynet
med lodret staaende, parallelle Jernbaand, hvis
øverste Kant er glat ell. takket. S. bør kun bruges
til at rense Kardæsken med, idet man efter hvert
andet ell. tredje Strøg paa Hesten stryger
Kardæsken paa tværs af S.’s Baand og derved
fjerner det Støv, den har samlet fra Hesten. —
Man regner det ikke for god Behandling af
Heste at bruge S. paa dem for at skrabe Smuds
af ell. løsne Sammenklæbninger af Haarene.
Dertil maa bruges løs Halm. Ikke desto
mindre siger man ganske alm., at man »strigler«
en Hest, og mener dermed, at man gør den
ren. — Striglehandske er en
Læderpose helt besat med Børster. Den har altsaa
ingen som helst Lighed med en S. Man kan
trække den paa Haanden og bruge den som
Kardæsk. Den er blød og eftergivende og
særlig hensigtsmæssig til kildne Heste.
(C. G. B.). O. P.

Striglehandske, se Strigle.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>