Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Strube - Strube - Strube, Hermann - Strubecirkel - Strubehoste, falsk - Strubehoste - Strubehoved - Strubeklang - Strubelaag - Strubelyd - Strubepiben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i en spids Vinkel helt fortil paa Indersiden af
Skjoldbrusken. Den langstrakte trekantede
Aabning mellem Stemmebaandene kaldes
Stemmeridsen (glottis), gennem hvilken man kan
se mere ell. mindre langt ned i Luftrøret. Den
ydre Del af de sande Stemmebaand ser vi ikke
paa denne Maade, idet deres Tilvoksningssted
til S.’s Indervæg er skjult af to løsere
Slimhindefolder, de falske Stemmebaand
(ligamenta glottidis spuria), der ikke tager
direkte Del i Stemmedannelsen. Under disse
danner Slimhinden til hver Side en Udbugtning ind
oven for de sande Stemmebaand, den saakaldte
sinus Morgagni (der i Virkeligheden burde
benævnes efter Galen, der beskrev den før
Morgagni); denne Udbugtning er rigelig
forsynet med Slimkirtler. Medens Slimhinden, som
beklæder S.’s Inare, de fleste Steder er noget
forskydelig og beklædt med Fimreepitel, er den
paa de sande Stemmebaand samt paa en Del af
Strubelaaget stramt hæftet til Underlaget og
beklædt med Pladeepitel. For Stemmebaandenes
Vedk. er dette naturligvis af Betydning for
Stemmedannelsen. Denne foregaar paa den Maade, at
de sande Stemmebaand lægges tæt op mod
hinanden, dels ved at Tudbruskene af særlige
Muskler drejes ind mod Midtlinien, dels ved at
selve Stemmebaandene strammes, især derved,
at de talrige Muskelbundter, som de indeholder,
trækker sig sammen. Idet nu den i Lungerne
indeholdte Luft ved en Udaandingsbevægelse
presses ud mellem Stemmebaandenes Rande,
kommer den i Svingninger paa samme Maade
som i »membranøse Tungepiber«. Højden af
den frembragte Tone er omvendt proportional
med Stemmebaandenes Længde (deraf den
højere Stemmeklang hos Kvinder og Børn),
ligefrem proportional med den Spænding, som
Musklerne holder Stemmebaandene i, og
endelig bliver Tonen noget højere, under jo større
Tryk den udstrømmende Luft staar (hvorfor
meget høje Brysttoner kun kan synges »forte«).
Stemmens Klangfarve bestemmes hovedsagelig
ved Resonansen i Svælg og Mundhule.
Falsettoner opstaar, naar Stemmebaandene svinger
efter »Knudelinier«, forløbende parallelt med
Stemmebaandenes fri Rand. Stemmebaandenes
Længde er hos Mænd c. 20—23 mm, hos
Kvinder 15—17 mm. S. forsynes med Nerver fra
Vagus; en af disse Nervegrene (nervus
laryngeus recurrens) afgaar først fra Vagus, efter at
denne er kommet ind i den øverste Del af
Brysthulen, hvorfor Sygdomme her undertiden
kan fremkalde Lamhed af visse Strubemuskler.
S. B.
Strube er i Krigsbygningskunsten Betegnelse
for den Del af et befæstet Anlæg, der vender
bort fra Fjenden; findes der i denne Del af
Anlægget særlige Konstruktioner, betegnes
disse som Regel ved Sammensætning med Ordet
S., f. Eks. Strubelinie, Strubegrav,
Strubekaserne, Strubekaponiere o. s. v. Paa lignende
Maade betegnes Skæringspunktet mellem en
Strubelinie og en Flanke for Strubepunktet.
Sch. P.
Strube, Hermann, tysk Forfatter, under
Pseudonymet Hermann Burte, f. i
Maulburg i Baden 15. Febr 1879, besøgte
Kunstakademiet i Karlsruhe, studerede Malerkunst i
London og Paris, men har senere særlig helliget
sig Forfattervirksomhed. Foruden
Sonnetsamlingerne »Patricia« og »Die Flügelspielerin« samt
Romanen »Wiltfeber, der ewige Deutsche« har
han skrevet forsk. dram. Arbejder: »Der kranke
König«, »Herzog Utz von Württemberg«,
»Samson«, Værker, prægede af poetisk Temperament.
Han modtog 1912 Kleistprisen, lever nu i
Lörrach i Baden.
C. B-s.
Strubecirkel (mat.) kaldes en Parallelcirkel
paa en Omdrejningsflade, hvis Radius er mindre
end de tilstødende Parallelcirklers.
Chr. C.
Strubehoste, falsk, se Laryngitis.
Strubehoste, se Croup.
Strubehoved, d. s. s. Strube.
Strubeklang, se Gutturaltone.
Strubelaag, se Strube.
Strubelyd, paa Latin gutturales (veræ), se
Gutturaler.
Strubepiben (Lungepiben) kaldes i
daglig Tale en, særlig hos Heste optrædende,
ejendommelig Form af Aandedrætsbesvær, som
i Reglen først kommer frem, naar det
paagældende Dyr bevæger sig hurtig eller anstrenges
paa anden Maade, og som giver sig til Kende
ved en hivende, fløjtende, hvæsende eller
endog brølende Indaandingslyd. I snævrere
(kirurgisk) Forstand bruges Betegnelsen derimod kun
i saadanne Tilfælde, hvor
Indaandingsvanskeligheden hidrører fra sygelige Forandringer
(Degeneration) i Strubenerven (Nervus
recurrens) og en deraf følgende Lamhed og Svind
(Inaktivitetsatrofi) i de af Luftrørshovedets
Muskler, i hvilke Nerven forgrener sig.
Afbrydelsen i Musklernes Virksomhed medfører, at
Stemmeridsen i Stedet for at udvide sig under
Indaandingen tværtimod forsnævres ved
Indsugning i Strubehovedets Lysning af den ene
eller begge Tudbruskene. Jo mere en
»Strubepiber« anstrenger sig, jo større Trangen til
Luftfornyelse i Lungerne er, og jo kraftigere
Indaandingen derfor bliver, desto stærkere
suges den lamme Tudbrusk ind, og i de Tilfælde,
hvor Lamheden er fuldstændig, kan der paa
den Maade blive spærret — saa at sige —
helt af for Luften saaledes, at Aandenøden kan
stige til Kvælningstilfælde. I de allerfleste
Tilfælde af saadan virkelig S. drejer det sig om
en ensidig Lamhed af Luftrørshovedets
Muskler (Hemiplegia laryngis) og mærkeligt nok
næsten altid (95—99 %) en venstresidig. Lidelsen
forekommer ret jævnlig hos Heste, og som det
synes hyppigere hos Hingste og Vallakker end
hos Hopper. Hos Kvæg og Hunde er S. kun
iagttaget nogle faa Gange. Lidelsen udvikler
sig i Reglen allerede i den unge Alder (3—5
Aar) og optræder hyppigere inden for nogle
Racer end i andre. I enkelte Lande, f. Eks.
Norge, Sydafrika, Australien og Amerika, er
S. meget sjælden, medens den desværre er ret
udbredt i hele Mellemeuropa. Den engelske
Fuldblodshest anses i Almindelighed for at være
den mest disponerede, men paa den anden Side
er det en Kendsgerning, at S. ikke sjælden
optræder ogsaa hos svære Heste. Lidelsens større
eller mindre Hyppighed inden for en Race staar
derfor vistnok ikke i Forhold til dennes
Ædelhedsgrad, men maa snarere tænkes bestemt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
