Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuefugle - Stueovne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S. kan naturligt deles i 4 Grupper: Papegøjer,
Kanariefugle, nordiske og tropiske S.
Papegøjer har fra de ældste Tider
været holdt i Fangenskab i den gamle og ny
Verden. Grunden til, at de er saa yndede som S.,
er, foruden deres Fjerpragt, den, at de kan
blive meget tamme, er lærvillige og for en Dels
Vedkommende kan lære at tale. En Mængde
forskellige Arter holdes som S., af de større
bl. a. Kakaduer (fra Sundaøerne og Australien),
Amazonpapegøjer fra Sydamerika og, som en
af de »almindeligste, Jako’en, Graapapegøjen,
der i Tusindvis fra det tropiske Afrika føres til
Europa. Af de mindre Arter holdtes ogsaa
adskillige som S., hyppigst den kun spurvestore
Undulat fra Australien; dens fredelige Væsen,
der gør det muligt at holde den sammen med
andre Fugle, dens smukke Ydre og dens
Villighed til at yngle gør den i en særlig Grad
egnet til S. (Se i øvrigt Papegøjer).
Kanariefuglen intager en Særstilling
som S., idet man kun holder den paa
mangfoldige Maader omdannede gule Farveændring;
ingen enkelt Fugl har spillet en tilsvarende
Rolle som S. (Se Kanariefugl).
Af nordiske Smaafugle trives en
Mængde godt i Fangenskab, hvor de holdes
dels for deres smukke Farver, dels for deres
Sang og deres muntre Væsen, medens de er
ret vanskelige at faa til at yngle. Lettest at
holde er de forskellige Arter af Finkernes
Familie, Bogfinke, Irisk, Graasisken, Grønsisken,
Grønirisk og Dompap; de har det Fortrin, at
de en stor Del af Aaret kan være i Bure i det
fri, og de er lette at føde. Noget vanskeligere
stiller det sig med de insektædende
Smaafugle, de egentlige Sangere og Medlemmerne
af Drosselfamilien, hvortil ogsaa hører
Nattergal og Rødhals; de holdes sjældnere, men en
Del af dem er meget taknemmelige at holde. For
øvrigt er det nu i høj Grad vanskeliggjort at
holde vore nordiske Smaafugle i Bur, idet den
ny Jagtlov forbyder al Fangst af og Handel
med indenlandske Smaafugle, hvorfor de kun
kan skaffes andetsteds fra.
Den fjerde Gruppe af S. og den, som
omfatter langt de fleste Arter, er de tropiske
Smaafugle. Deres Antal er som nævnt
overmaade stort, og de hører forskellige Steder
hjemme i Systemet. Af de mindre Duearter,
særligt Turtelduerne, holdes en Del, af
Hønsefuglene de mindre Arter, navnlig af Vagtlernes
Gruppe; almindeligt holdes ogsaa de til en
særlig Gruppe hørende Dværgvagtler, oftest kaldte
Løbehøns. Hovedparten af tropiske Smaafugle
hører, hvor vekslende de end kan være i deres
Ydre, til de hinanden ret nærstaaende Familier:
Vævere (Ploceinæ), Væverfinker
(Spermestinæ) og Finker (Fringillinæ). Til den
første Gruppe hører talrige af de almindelig
holdte S., undertiden sammenfattede under
Betegnelsen Pragtfinker, ofte delte i
forskellige Slægter, saasom Amadiner,
Amaranther, Astrilder, Vidafinker (Enker) og
Nonner. Hertil hører nogle af de hyppigst holdte
S. som Zebrafinke, Maagefinke, Risfugl,
Tigerfinke, Baandfinke og Sommerfuglefinke,
endvidere de australske Bæltefinker og Gould’s
Amadiner. Vidafinkerne udmærker sig ved
Hannernes enormt lange Halefjer, der vokser ud i
Parringstiden. Væverne, ofte pragtfuldt
farvede, har Navn af deres Evne til at væve
lukkede Reder af Plantestoffer. De nævnte
Grupper holdes væsentlig for deres Fjerdragts Skyld;
Sangen er det kun lidet bevendt med, men
mange Arter er lette at faa til at yngle i
Fangenskab. Blandt S. af Finkefamilien er de mest
kendte den røde Kardinal fra den sydlige Del
af De Forenede Stater, en ret stor Finke, rød
af Farve med Top; Sangen er kraftig og
vellydende. Den graa Kardinal er graa af Farve
med rødt Forhoved og Top. En tredie, ofte
holdt Art, er den uanselige, men smukt
syngende Ædelsanger. Blandt de insektædende
Tropefugle holdes ofte Solfuglen (Kinesisk Nattergal)
og Sjamadroslen, som regnes for den ypperste
af alle Sangere. (Se Astrilder,
Græsfinker, Kardinal, Nonner,
Vidafinker).
S. holdes almindelig i Bure. Et Hovedkrav
til disse er, at de er rummelige og let kan
renses. Har man mange Fugle, bruges et stort
Bur eller en Voliere, bestaaende af
Trærammer, hvorover udspændes Traadvæv. Volièren
kan anbringes inde eller ude, men maa i
sidste Tilfælde helst staa i Forbindelse med
en Fuglestue, et mindre Værelse, der helt
overlades til Fuglene, kan opvarmes, og i hvilket
anbringes Drikke- og Badekar, Fødebeholdere,
friske Grene, alle Slags Redeindretninger,
Materiale til at bygge Rederne af o. s. v.
Fodringen af S. er i Almindelighed ikke
vanskelig. De fleste Arter er frøspisende og nøjes
med faa Sorter: Kanariefrø, hvid Hirse og
forskellige andre Hirsearter; Hampefrø, Nigerfrø
og Sommerrybs er ogsaa yndede
Fodringsmidler, det sidste bruges til nordiske Smaafugle.
Men mange andre Slags Frø kan bruges,
halvmodent Frø af vore Græsarter og af Havre.
Grønt yndes af mange Fugle; det bedste er det
almindelige Fuglegræs (Stellaria media); Reseda
kan ogsaa bruges, om Vinteren Blade af den
hyppigt dyrkede Stueplante, Tradescantia.
Mange S. sætter Pris paa Frugt og paa at kunne
pille de svulmende Bladknopper af Kviste om
Foraaret. — Til de insektædende S. er en
Hovedbestanddel af Foderet Myreæg, Pupperne af
den almindelige Skovmyre, og de saakaldte
Melorme, Larverne af en lille Bille, der lægger
sine Æg i gammelt Mel; der gaar ogsaa i
Handelen saakaldet Universalfoder, der kan
anvendes. (Litt.: K. Russ, »Handbuch für
Vogelliebhaver« [5. Udg. ved Neunzig, Magdeburg
1921]; V. Wiese, »De nordiske S.« [Kbhvn
1891]; Samme, »Tropefuglenes Liv i
Fangenskab« [Aarhus 1894—96]; G. Lund, »S.« [Kbhvn
1923]. Af Tidsskrifter findes paa Tysk
adskillige, bl. a. »Die gefiederte Welt« [1871 ff.]. I
Danmark udkommer »Stuekulturen« [1904 ff.]
og »Stuefuglene« [1925 ff.]).
O. H.
Stueovne, lukkede Ildsteder til Opvarmning
af Luften i Boliger, har afløst ældre, aabne
Ildsteder, enten uden ell. med Skorsten (Arne,
Kamin, Pejs). En meget primitiv Form for
S. er den vestnorske Røgovn, der overdækkes
af et muret Stenhvælv, men som ikke har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
