Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuerbout, D. - Stuf - Stúfr enn blindi Þórðarson - Stuhlmann, Franz - Stuhlweissenburg - Stuiver - Stuk - Stukgips - Stukkaturarbejde - Stukkeprøver - Stukning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stuerbout [’sty.rbå^ut], D., se Bouts.
Stuf kaldtes i Middelalderen Jordparceller,
der fremkom ved, at en Bonde i en Landsby
frasolgte en eller flere enkelte Agre af sin
Gaard. Som omtalt under Jordfællesskab
var en Gaard i Almindelighed lodtagen i al
Byens Jord; den havde en Toft inde i Byen,
Agre i de forskellige Aase, hvori Agerlandet var
inddelt, og en ideel Anpart i Overdrevet. Den,
der købte S., var derimod anderledes stillet.
Størrelsen af hans Besiddelse kunde ikke
angives som en Brøkdel af hele Byens Tilliggende;
hans Ret strakte sig kun til de erhvervede
Agre; nogen Toft havde han ikke, og om han
altid havde Ret til at bruge Overdrevet, er i
det mindste tvivlsomt. Frasalg af en saadan
Parcel betragtedes som Byen uvedkommende;
ved eventuel Retning af Bymarken toges der
intet Hensyn til S., der betragtedes som ikke
eksisterende, d. v. s. som endnu hørende med
til den Ejendom, hvorfra det var frasolgt. Fik
denne Ejendom efter Rebningen sin Jord
anvist paa andre Steder end tidligere, havde
Stufkøberen Krav paa Erstatning hos Sælgeren i
den Jord, der nu tilfaldt ham, men dette
betragtedes som et privat Mellemværende mellem
Sælger og Køber. Kunde man ved Rebningen
ikke erindre, fra hvilken Ejendom S. var
udskilt, holdtes det helt uden for Rebningen paa
samme Maade som Ornum (s. d.) og anden
ikke rebdragen Jord. S., der egentlig betyder
Stump, Stykke, sammenstilles i Jydske Lov med
Særkøb, hvorved Loven vistnok forstaar det
samme. Som en særlig Art af S. nævner Loven
Kirkestuf. Hvad der forstodes herved, er ikke
helt klart, men det forudsættes, at saadant S.
holdtes uden for Rebningen, og det samme
forudsættes med Hensyn til S. i Almindelighed
i mange senere Kilder. Sammenhængen med
denne Udvikling er foreløbig ikke nærmere
undersøgt. S. spillede aabenbart paa
Landskabslovenes Tid en stor økonomisk Rolle, hvad man
kan se af, at Lovene beskæftiger sig
indgaaende med forskellige Problemer, som Begrebet
gav Anledning til.
P. J. J.
Stúfr enn blindi Þórðarson [’stu.vr-], en
isl. Skjald i 11. Aarh. S. tilhørte en Digterslægt
og var selv en Sønnesøn af den fra Laxdæla
bekendte Gudrun Osvifrsdatter. S. siges at være
født blind. Ikke desto mindre træffer vi ham i
Norge under Harald Haarderaade i Anledning
af en Arvesag. Ellers vides saa godt som intet
om hans Liv. Han traf Kong Harald og
fremførte for ham et Digt; deraf er der nu intet
tilbage; derimod haves nogle Vers af et
Arvekvad (Stúfsdrápa) om Kongen. S. underholdt
Kong Harald ved at fremsige en Mængde ældre
Skjaldes Kvad, som han kunde udenad. Han
var saaledes en af dem, som har støttet
Overleveringen og været Mellemled mellem
Skjaldene og Forfatterne i 12. Aarh. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, I).
F. J.
Stuhlmann [’∫tu.lman], Franz, tysk
Zoolog og Afrikarejsende, f. i Hamburg 1863. Han
foretog 1888 en Studierejse til Tysk Østafrika
og gjorde under Araberopstanden Tjeneste som
Løjtnant i den tyske Kolonihær. 1890
ledsagede han Emin Pasha til Albert Søen og
gennemrejste siden Ussukuma og Massaisteppen og
naaede Septbr 1892 Kysten. 1893 drog han atter
til Østafrika, hvorfra han hjembragte talrige
bot., zool. og etnogr. Samlinger; blev
Afdelingschef for Landskultur- og Landmaalingsinstituttet
i Dar-es-Salaam, 1903 Direktør for den
biologiske Landbrugsanstalt i Amani. 1908
udnævntes han til Generalsekretær i Kolonialinstituttet
i Hamburg og er nu (1926) Direktør for
Hamburger Weltwirtschaft Archiv. Han har udgivet
»Mit Emin Pasha ins Herz von Afrika« (1894),
»Die wirtschaftliche Entwickelung
Deutsch-Ostafrikas« (1898), »Beiträge zur Kulturgesch.
von Ostafrika« (1909), »Die Kampf um Arabien
zwischen Engl. und der Türkei« (1916).
C. A.
Stuhlweissenburg [∫tu.l’wa^isənbork], se
Székes-Fehervar.
Stuiver [’stö^yfər], ældre holl. Støjver, opr.
2 Grot à 16 Pfennige (ansloges til 41/42 fin =
7,19 Øre), nu Kursnotering i Sterling = 1/20
Gylden, 7,5 Øre.
(N. J. B.). Th. O.
Stuk, se Stukkaturarbejde.
Stukgips ell. Støbegips er i Modsætning
til Murgips brændt ved en lav Temp.
(120—140°), hvorved Gipsstenen kun mister 3/4 af
Krystalvandet. Derved faar den andre
Egenskaber end Murgipsen (se Gips).
E. Su.
Stukkaturarbejde eller Stuk, dekorativt
Billedhuggerarbejde, udført i Mørtel af Gips,
Kalk, Marmormel i forsk. Blandinger og med
ell. uden Skelet af Jerntraad. — S. er i
Reglen hvid, men kan dog ogsaa være
gennemfarvet ell., hvad der hyppigere er Tilfældet,
bemalet og forgyldt. I antik Arkitektur brugtes
S. i ganske stor Udstrækning til at skjule og
dække simplere Byggematerialer som Travertin
og Tufsten. Fra den rom. Kejsertid er der
bevaret meget smukke og elegante
Stukdekorationer paa Vægge og Hvælvinger, f. Eks. i
Pompeji og Rom. Ogsaa Araberne arbejdede i Stuk,
ligesom Materialet ikke var helt ukendt for den
romanske Stil (Stukskulpturer i Halberstadt og
Hildesheim). Renaissancen og Barokken
genoptog Stukkaturen til indendørs Dekoration,
især af Lofter, og efter ital. Forbilleder
kendtes S. ogsaa i Renaissancetidens Danmark, hvor
det kaldtes Dønnike-Arbejde. Da ved Aar 1700
de flade, forskallede og gipsede Lofter fortrængte
de gammeldags Bjælkelofter, gav de
Senbarokkens og Rokokotidens Stukkatører et velegnet
Arbejdsfelt. — Da S. paa en vis Maade er
uægte Billedhuggerarbejde, har Stuk faaet en
nedsættende Betydning som noget, der ikke ret
er, hvad det giver sig ud for at være; men dette
gælder ikke de gl. Stukarbejder, der kan vise
fin kunstnerisk Forstaaelse af det taknemlige
Materiale.
C. A. J.
Stukkeprøver, se
Smedelighedsprøver.
Stukning (smlg. tysk »Stauchen«), Forøgelse
af et Tværsnits Areal ved Smedning. S.
foregaar ved, at den glødende Metalstang stødes
haardt mod en i Gulvet ved Ambolten
nedgravet Sten ell., hvis den er mindre, mod
Ambolten. Meget store Genstande ophænges
vandret og svinges for at stukkes mod en ligeledes
ophængt, tung Klods. S. formindsker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
