- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
498

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sturla Þórðarson - Sturla Þórðarson - Sturlunga - Sturlungar

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

megen Skyld i flere af de Stridigheder, der opstod
i den sidste Halvdel af 12. Aarh., efter at Fred
i en længere Tid havde hersket i Landet. S.
Þ.’s mest langvarige Stridigheder var med
Høvdingen Einar Þorgilsson paa Staðarhol.
De kæmpede i Sælingsdal 1171, S. sejrede, og
fra den Tid af var han den mægtigste Mand i
Omegnen ved Breiðafjord. I den kendte
Arvesag efter den rige Præst Þórir Þorsteinsson,
den saakaldte Deildartungusag, maatte
S. over for Jón Loptsson trække det korteste
Straa (1181), men for at det Forlig, som Jón
bragte i Stand, skulde holde, indbød han S. Þ.
til sit Hjem paa Oddi og tog hans Søn, den
senere saa berømte Snorri Sturluson, til
Opfostring. S. Þ. havde mange Børn og blev
Stamfader til Sturlungaslægten. Af ham findes en
særlig Saga, »Sturlu Saga«, optaget i Sturlunga
Saga.
B. Th. M.

Sturla Þórðarson, isl. Historieskriver og
Skjald (1214—84). S. Þ. var Snorre Sturluson’s
Brodersøn; han sluttede sig meget tidlig til
denne og har uden Tvivl lært meget af ham som
Historieskriver og Digter. S. Þ. hørte ogsaa
altid til det Parti, som modarbejdede Kong
Haakon den Gamle’s Planer m. H. t. Island; som
Følge deraf undgik S. Þ., der dog i det hele
var en overmaade rettænkende og fredelskende
Mand, ikke at blive indviklet i Stridigheder med
Haakon’s Udsendinge og dem, der stillede sig i
hans Tjeneste. Enden blev, at S. Þ. blev tvunget til
at rejse til Norge til Kong Haakon 1263, men
da var denne paa sit Vesterhavstog, paa hvilket
han døde; S. Þ. traf hans Søn Magnus
(Lagabøter) og blev hurtig dennes betroede Mand og
fortrolige Ven. I Norge opholdt S. Þ. sig nu til
1271, da han af Kongen blev sendt til Island
for at virke for Vedtagelsen af en ny Lov for
Landet (Járnsiða, s. d.). Om S. Þ. har haft
noget med denne slette Lovs Affattelse at gøre,
er usikkert; han havde været Lovsigemand
1251, og nu blev han gjort til kgl. Embedsmand
paa Island, Lagmand (lögmaðr), først over hele
Landet 1272—76 og saa over Nord- og
Vestlandet alene 1277—82. Som Menneske rager
S. Þ. højt over de fleste af sine Samtidige;
forsonlig, fredelskende og samvittighedsfuld,
som han var, brød han aldrig Fred ell. Forlig;
han var fuldstændig fri for Samtidens Raahed
i Tankegang og Handling, ligesom han ogsaa
hørte til de klogeste Mænd i Landet. Han har
tilfulde forstaaet, at Landet, ifølge Udviklingens
Gang, maatte underkaste sig den norske Konge,
og han fandt sig resigneret i Forholdene, men
han stod imod, saa længe det var muligt. Som
Skjald hører han til Tidens største; han
forfattede 4 Kvad om Kong Haakon 1263—64; han
digtede ogsaa om Kong Magnus og flere
andre Fyrster, men af disse Digte er intet
bevaret. Hans Hrynhenda om Haakon er det
berømteste. S. Þ. viser sig som den største
Virtuos i Behandlingen af Sprog og Versemaal,
derimod mærkes der lidet til ægte Originalitet.
Af langt større Bet. er hans hist.
Forfattervirksomhed. Han udvidede og bearbejdede den gl.
Landnáma og mulig fl. a. Skr; men hans
Hovedværk vedrørende Island er hans
»Islendingasaga«, der findes i den saakaldte »Sturlunga«;
dette Sagaværk handler om 13. Aarh., S. Þ.’s
egen Samtid, og er saaledes af en overordentlig
Betydning; nogle mener, at det kun har gaaet
til Snorre’s Død, medens andre antager, hvad
der er langt rimeligere, at Skildringen
oprindelig er ført ned til omtrent 1260.
Sagaværket er særdeles nøjagtigt og detailleret,
paalideligt og upartisk skrevet, men naturligvis ikke
saa overskueligt, idet det ikke var Forfatteren
muligt tilbørligt at skelne mellem det vigtigere
og mindre vigtige. Angaaende Norge har S. Þ.
skrevet en meget udførlig og nøjagtig Saga om
Haakon den Gamle (udg. i »Fornmannasögur«,
IX—X), der haves fuldstændig, samt en Saga om
Magnus Lagabøter, hvoraf kun faa Brudstykker
haves (udg. smst.). S. Þ. fik Adgang til det kgl.
Arkiv, som han flittig benyttede, ellers var
endnu levende Øjenvidners Meddelelser hans
Hovedkilde. (Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl.
Litteraturhistorie«, II).
F. J.

Sturlunga (ell. Sturlunga-Saga)
kaldes et stort Sagaværk, fra Slutn. af 13. Aarh.
Som det nu foreligger, er det en Samling af flere
Enkeltværker ell. Dele af saadanne, der er
forsøgt sammenarbejdede til et kronologisk Hele
for derved at faa i Stand en sammenhængende
Islands Historie for 12. og 13. Aarh., omtr. til
Landet underkastede sig den norske Konge.
Grundstokken er Sturla Þorðarson’s
»Islendingasaga« fra c. 1200 til c. 1260, men
denne er især i Slutningen en Del
omarbejdet af Samleren eller Redaktøren. De
vigtigere Bestanddele af S. er i øvrigt en
Saga om Torgils og Havlide om Begivenheder
fra omtr. 1120, Sturla Tordssøn den Ældre’s
Saga (han var Stamfaderen til Sturlungerne, og
det er Medlemmer af denne Familie, der var
de mest fremtrædende Høvdinger i 13. Aarh.),
saa er der Sagaer om Biskop Gudmund den
Hellige, Høvdingen Gudmund Dyre, Tord
Kakale’s Saga, Hrafn’s Saga, Torgils Skarde’s
Saga o. s. v. Nogen kunstnerisk
Sammenarbejdelse af disse Sagaer er der dog ikke Tale om;
de er temmelig mekanisk flettede ind i hinanden,
idet det kronologiske Synspunkt har været
ledende for Samleren. De enkelte Sagaer er af
forsk. Forfattere og fuldt hist. og af stor Bet.
Det er muligt, at det er Sturla selv, der først
har knyttet enkelte af dem sammen og da især
Haflide’s og Torgils’, Sturla-Saga, og dertil
føjet sit Værk. Dette vigtige Samlingsværk, der
er istandbragt omkr. 1290 paa Vestlandet,
findes ell. fandtes i 2 Hovedhaandskrifter og er
udg. først 1817—20, dernæst af G. Vigfusson i
Oxford 1878; en ny kritisk og afsluttende Udg.
blev besørget af det kgl. nord.
Oldskriftsselskab af Dr. Kr. Kaalund (1906—11). Denne har
ogsaa givet en dansk Overs. af hele Værket
(Kbhvn 1904). (Litt.: B. M. Olsen, »Um
Sturlungu« i »Safn til sögu Islands«, III; F.
Jónsson
, »Oldn.-oldisl. Litteraturhist«, II;
K. Kaalund [i »Aarbøger f. nord. Oldkh.«,
1901]).
F. J.

Sturlungar, Sturlunga-Slægten, en
berømt isl. Slægt, der i 13. Aarh. talte flere
fremragende Høvdinger, Historikere og
Skjalde. Dens Stamfader var Sturla
Þórðarson
i Hvamm. De mest berømte Mænd af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0514.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free