Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Suldal - Suldenit - Sule - Sulefad - Suleika - Suleiman Pasha - Sulejman-Bjergene - Sulen (Herred)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udslaatter, 101 km2 Skov, 68,9 km2 Ferskvand;
Resten er Snaufjeld, Udmark og Myr. Den
meste Bebyggelse findes i selve S. neden for
Suldalsvandet, hvor ogsaa Hovedkirken ligger,
samt derhos omkring Vandets øvre Ende.
Antagen Formue 1922 var 4,1 Mill. Kr og Indtægt
853000 Kr. (Litt.: »Norges Land og Folk«:
Boye Strøm, »Stavanger Amt« [Oslo 1888]).
(P. N.). M. H.
Suldenit, en Eruptivbjergart, der
forekommer i Tyrol-Alperne, er en Varietet af
Porfyrit.
(N. V. U.). O. B. B.
Sule (oldn. og gl-dansk), Træstolpe, der i
gammeldags Landbygninger bærer det
vandrette Aastømmer under Tagryggen. Ordet
kendes ogsaa paa Oldtysk; i Bajuvarernes Huse
stod saaledes en »Firstsul«, og dette forklarer,
at Ordet i germansk Form, Søjle, har faaet
Borgerret i Rigssproget som Betegnelse for den
klassiske Bygningskunsts Stensøjler i St f.
Latinens colonna. Grundbetydningen, som endnu
kendes i danske og norske Dialekter, er
sikkert en tvevokset Stamme ell. Gren, en Tveje;
der kan tales om Vognsuler, Plovsuler,
Halmsuler (Forke) og Brøndsuler, der afgiver Leje
for Brøndvippen. Saadanne S. synes at have
været særlig egnede for primitive
Træbygninger baade som Vægstolper og som Støtter for
Tagaasen; de omtales af Vitruv i hans
Bemærkninger om Arkitekturens Oprindelse, og de kan
endnu bruges i primitive Folkeslags teltagtige
Bygninger.
I danske Bondegaarde kendes der kun
ganske faa Eksempler paa Brug af tvejede
Stammer til Vægstolper, medens aasbærende S. har
været alm. i flere Egne af Landet; selv om man
kun yderst sjældent ser naturligt tvejede
Stammer anvendte til dette Brug, og selv om man
enten har efterlignet Tvejen ved et paanaglet
Tømmerstykke (Klov) ell. erstattet den med alm.
Tapper, er ogsaa Navnet bevaret i begge de
danske »Suleprovinser«, Fyn og Skive-Egnen.
Begge Steder sattes S. med Afstande
(Sulerum, svarende til 3—4 Vægfag) i længste
Midtlinie af det paatænkte Hus. Oppe i deres
øverste Ender lagdes Mønningsaasen, helst i
et helt Stykke Træ (f. Eks. en Mast) eller
dannet af sammenskarvede Stykker, og over denne
Aas hængtes Tagspærene (Spænderne), hvis
nedre Ender kom til at hvile paa de øverste
Remme i Husvæggene, hvorefter Taget
lægtedes og tækkedes og Væggene klinedes. Paa
Fyn brugtes udelukkende lodrette S., Højsuler,
i Jylland lod man i Reglen Højsulerne veksle
med Stritsuler, to Tømmerstykker, satte i
Savbukform, der ydede stærk Støtte i Stormvejr, og
som noget minder om eng. Tagkonstruktioner.
En Højsule kunde tilfældigvis komme til at
staa inde i en af Stuerne, i saa Fald kaldtes
den spøgende for Kløpæl efter de Stolper,
der stod paa Marken til Brug for det skabede
Kvæg. En sønderjysk Folkevittighed fortæller,
at Nørrejyderne opfordrede Besøgende til at
benytte Kløpinden. Jfr Bondegaarde, S.
640. (Litt.: C. A. Jensen, »Stolper og S.«
[»Fortid og Nutid«, I, 1915]; H.
Zangenberg, »Danske Bøndergaarde« [1925]).
(Bernh. O.). C. A. J.
Sulefad, se Gammelmadsfad.
Suleika [-’laj-], rettere Zalîkhâ, efter den
orientalske Tradition Navnet paa Potifars
Hustru. Sagnet om Jûsuf (Josef) og S. er
fremstillet i Koranens 12. Kap. og senere episk
behandlet af flere persiske Digtere, navnlig Firdausî
og Djâmî.
A. C.
Suleiman Pasha [-laj-], tyrk. General
(1838—92). Kun 16 Aar gl indtraadte han i Hæren,
forfremmedes allerede 1862 til Kaptajn og
udmærkede sig 1867 paa Kreta. Han blev Direktør
for den milit. Skole, som han indrettede efter
europ. Mønster. 1875 havde han naaet
Divisionsgeneralsgraden. Han spillede en vigtig
Rolle ved Sultan Abd-ul-Aziz’s Afsættelse (1876),
kæmpede samme Aar mod Serbien og
udnævntes kort Tid efter til Korpskommandør. Ved
Krigens Udbrud 1877 var S. Guvernør i
Bosnien og Herzegovina og rykkede derfra ind i
Montenegro, men kaldtes snart til Rumelien for
at deltage i Kampen mod Russerne. Han
kastede dem tilbage ved Eski Zagra, men førte
21.—26. Aug. en forgæves Kamp mod
Schipka-Passet, hvorved hans Hær opløstes. 2. Okt. 1877
fik han Befalingen over Donau-Hæren, gik
tilbage over Balkan til Phillippopel, hvor han
blev slaaet afgørende. S. blev Febr 1878 stillet
for en Krigsret, idet han gjordes ansvarlig for
Krigens uheldige Udgang; han blev dømt til
Degradation og 15 Aars Fængsel, men
benaadedes af Sultanen. (Litt.: Macridès,
Procès de S. [Konstantinopel 1879]).
(B. P. B.). E. C.
Sulejman-Bjergene [-laj-], d. s. s.
Suleiman-, Soleiman-, Soliman-Bj.; se
Afghanistan, S. 220.
Sulen, Herred, Ytre Sogn Sorenskriveri
Sogn Politidistrikt, Sogn og Fjordane Fylke,
213,2 km2 med (1920) 1844 Indb., altsaa c. 9
pr km2. S., der tillige udgør S. Præstegæld
med S., Hersvik og Husøy Sogne, begrænses af
Herrederne Askvoll, Hyllestad og Gaular. S.
ligger ved Mundingen af Sognefjorden og
bestaar udelukkende af Øer. Herredet omgives af
Sognesjøen, Kraakhellesund og Bu- ell.
Aspø-fjorden samt af Havet (Nordsøen). Herredets
samlede Antal af store og smaa Øer, Holme
og Skær er c. 1000. De 3 største Øer er Indre
S., ogsaa kaldet Store S. (116 km2) med 703
Indb., Ytre S. (33 km2) med 413 Indb. og
Steinsundø (20 km2) med 100 Indb. Af de
mindre Øer er 26 beboede. Samtlige Øer inden for
Herredet er golde, vejrbidte og har afrundede
Former, hvorhos de som Regel hæver sig
temmelig stejlt op af Havet. Fjeldene er højest
paa Indre S., Dombtind (565 m). Paa Indre S.’s
sydvestlige Del ligger S. Hovedkirke, og i det
nordlige Parti af Øen ligger Hersvik
Annekskirke. Højeste Punkt, Haafjeld, naar op til
198 m. Paa Øens sydvestlige Del ligger Husøy
Annekskirke. Herredets trediestørste Ø,
Steinsundøen, har ligesom Indre S. mange Fjorde
og Bugter. Dens højeste Fjeldtop er Hellelifjeld
(323 m). Af Herredets mange andre Øer bør
særlig nævnes Utvær, der bestaar af en
Samling mindre Øer og Holme, bl. hvilke de egl.
Utværøer er det vestligste beboede Sted i
Norge. Her er Lodsstation og Utvær Fyr,
oprettet 1900. Lysvidde 19 Kvartmil og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
