Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Suverænitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Statsmagtens Fordeling mellem de øverste
Statsorganer af mindre Interesse, men efter
Indførelsen af konstitutionelle Forfatninger fik
det praktisk Betydning, hvilket Statsorgan alle
de Magtbeføjelser er tillagt, som ikke ved
Forfatningen er henlagt til andre Organer, ɔ:
hvem der har S. i Betydningen: den øverste
subsidiære Bestemmelsesret i Staten. Dette
Kompetencespørgsmaal besvarer den danske
Grundlov ved i § 11 at udtale, at Kongen med
de i Grundloven fastsatte Indskrænkninger har
den højeste Myndighed over alle Rigets
Anliggender. Efter den tyske Rigsforfatning af
1871 var S. hos Forbundsraadet, ikke hos
Kejseren, og efter Weimar-Forfatningen af 1919
hos Folket. Bortset fra, hvilket Statsorgan der
i denne Forstand har S., er Staten selv inden
for sit eget Omraade Indehaver af den højeste
Magt. Da Staten her principielt er
enebestemmende og saaledes kan fastsætte og
gennemtvinge Regler for alle de menneskelige
Livsforhold, som Retsordenen overhovedet beskæftiger
sig med, er det ikke af stor Værdi, som det
ofte sker, at give en dog altid ufuldstændig
Fortegnelse over disse Statens indre
Suverænitetsrettigheder, der samler sig om dens
lovgivende, udøvende og dømmende Virksomhed.
Dette statsretlige Suverænitetsbegreb, der
saaledes i sine forskellige Afskygninger baade er
Udtryk for det øverste Magtorgan i Staten og
for Statens Ret til selv at raade over sine egne
indre Forhold (intern Selvbestemmelsesret), har
indvirket paa Folkerettens Suverænitetsbegreb
og i høj Grad bidraget til at forplumre dette.
I Forholdet til andre Stater har den enkelte
Stat ikke nogen »højeste Magt«. Tværtimod er
Staterne sideordnede, de fleste endog
ligeberettigede, og den enes Handlefrihed er begrænset
af de andres Ret. I Forholdet mellem Staterne
er S. altsaa ikke nogen absolut, men en relativ
Egenskab, idet alle Stater er bundne af
Folkeretten. Det hævdes i Almindelighed, at
Folkerettens de enkelte Stater forpligtende Regler
dog ikke gør noget Skaar i deres S., fordi
Folkerettens Forskrifter beror paa Statens egen
Vilje og Samtykke. Ganske vist kan det være en
nyttig Konstruktion at søge Folkerettens Kilde i
Staternes egen Vilje, saaledes som den finder
Udtryk i Traktater og paa anden Maade. Men
for det første maa det ikke overses, at den
enkelte Stat ikke kan ændre Folkeretten saa
lidt som en af den særlig indgaaet Traktat, blot
fordi den skifter Mening, saa at dens Samtykke
ikke længere foreligger. Var Staterne kun
bundet af folkeretlige Regler, saa længe de selv
ønskede det, maatte man med Spinoza benægte
Folkerettens Eksistens. Dernæst fjerner
Forestillingen om Folkerettens Udspring af
Staternes Konsens ikke den ulogiske Spaltning af
Suverænitetsbegrebet, hvormed man i
Almindelighed arbejder: indadtil betyder S. Statens
ubetingede Selvbestemmelsesret, men udadtil
kun en vis af andres Ret begrænset
Handlefrihed, der gerne omskrives ved Opregning af
visse Beføjelser eller Rettigheder, saasom
Ligeret med andre Magter, Krav paa disses Agtelse,
Ret til at erklære Krig, indgaa Traktater, sende
og modtage Gesandter o. s. v., af hvilke
saakaldte Suverænitetsrettigheder der maa
foreligge et vist Minimum, for at S. ikke skal gaa
tabt. Det kan derfor hævdes, at et saadant
kvantitativt, dualistisk Suverænitetsbegreb er
lige saa ulogisk, som den traditionelle Sondring
mellem hel- og halvsuveræne Stater er
selvmodsigende (jfr Protektorat). Da saa at
sige enhver Traktat indskrænker Statens
Handlefrihed, er der ingen væsentlig, men kun en
kvantitativ Forskel paa f. Eks. en
Handelstraktat og en Traktat, hvorved Staten underkaster
sig en andens Protektorat og derved bliver
halvsuveræn. Naar det dog sædvanligt antages,
at der ikke gøres Skaar i S. ved en Traktat,
som beror paa Statens egen Vilje, tænkes
herved aabenbart paa et andet Suverænitetsbegreb
end det kvantitative, nemlig Forestillingen om
Staten som øverste Ordning. Heller ikke dette
er imidlertid holdbart, da Pligten til at
overholde Traktaten netop udspringer af den over
Staterne staaende Folkeret (Kelsen).
Af moderne Folkeretsforfattere bestemmer
endnu nogle S. som »højeste Myndighed,
uafhængig af enhver anden jordisk Myndighed og
derfor i egentlig Forstand medførende
Uafhængighed til alle Sider, inden for og uden for
Landets Grænser« (Oppenheim). Det fremgaar af
det foregaaende, at denne Definition maa
anses for urigtig. Andre fremhæver med Rette
Suverænitetens relative Karakter ved at
definere den som »den Egenskab hos Staten kun at
være bundet af sin egen Vilje inden for
Retsprincippets Grænser« (Le Fur), eller som
»uafhængig Handlefrihed inden for Folkerettens
Grænser« (Axel Møller) eller mere vagt, at »en
suveræn Stat selv er Herre over sine
Handlinger, uden at det staar den frit for at foretage
alle mulige Handlinger« (Fauchille). Undertiden
identificeres S. med folkeretlig Handleevne,
d. v. s. Statens Evne til at fremkalde
Retsvirkninger ved sine egne Handlinger (Liszt), idet
Stater uden denne Handleevne kaldes
halvsuveræne. Medens det er naturligt at tale om
en Graduering i Staternes Deltagelse i
Folkeretslivet, er det imidlertid meningsløst at
betegne S. som den højeste Grad af Staternes
Deltagelse i Folkeretsfællesskabet og samtidig
sondre mellem forskellige Grader af S.
(Niemeyer). Klarest er det vistnok at sige, at S. er
Statens af Folkeretten afledede
Kompetence. En Stat er suveræn, netop
fordi den er bundet af Folkeretten. Er en Stat
ikke umiddelbart underkastet Folkerettens
Regler, men et overstatligt eller folkeretligt Organ,
f. Eks. en anden Stat, mangler den S. (Verdross
og Isay). Lægges en saadan Forstaaelse til
Grund, hvorved S. faar den fornødne
Elasticitet, er der intet ulogisk i at tale om forskellige
Grader af S. eller om hel- og halvsuveræne
Stater. Maaske vilde det være bedst som
foreslaaet af Kelsen, der grundigst har kritiseret
det traditionelle Begreb, helt at opgive
Betegnelsen S. i Folkeretten, hvor det bruges i saa
mange Betydninger og saa let leder til
Misforstaaelse. At Suverænitetsbegrebet i alt Fald
godt kan undværes i en systematisk Oversigt
over Folkeretten, fremgaar af Strupp’s
»Theorie und Praxis des Völkerrechts« (Berlin
1925), hvor det ikke forekommer. (Litt.:
Fauchille. Traité de droit international public
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
