Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Swedenborg, Emanuel - Swedenborgianere - Svedfrisler - Svedfuks - Svedjebrug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aabenbarede sig da for ham, beretter han,
og alle Himmelens, Aandeverdenen og
Helvedes Hemmeligheder oplodes for ham. Sine
Skrifter skrev han paa Latin, og da de ikke
maatte udgives i Sverige, udgav han dem i
London ell. Amsterdam. Adskillige blev dog
aldrig trykte. Bl. Hovedværkerne maa nævnes
Arcana coelestia (1749—56), en Fortolkning til
1. og 2. Mosebog, De coelo et inferno (1758), De
nova Hierosolyma (s. A.) og Vera christiana
religio (1771). I alle disse og mange flere Værker
giver han en Lære om det hinsides, den
aandelige Verden og om Gud. Den aandelige
Verden er paa en Maade en harmonisk
Fortsættelse i højere Sfærer af Naturens Verden og
stadig saaledes, at den ene Sfære
»korresponderer« med den foregaaende. Mennesket er Borger
baade i Naturens Verden og i den aandelige
Verden, og det kan allerede i dette Liv træde
i Forbindelse med de afdøde aandelige
Væsener, ja det kan momentant løftes ud af
Legemets Hylster. S. selv plejede efter sit eget
Udsagn jævnlig Omgang med afdøde, og han
forudsagde flere Gange ejendommelige Tildragelser.
Om Gud lærte han, at Treenighedsdogmet
skulde forkastes. Gud var kun een Person og var
identisk med Kristus. Bibelen fortolkede S.
ganske vilkaarlig, og han interesserede sig mest
for dens Udsagn om det hinsides og om de
sidste Ting. 1757 skal Dommedag have fundet
Sted, men den fandt kun Sted i Aandernes
Verden, og Herrens Genkomst paa Jorden maa
kun opfattes paa aandelig Maade, nemlig som
en Opladelse af de aandelige Hemmeligheder
for Menneskene. Denne Opladelse skal være
bleven S. selv overdraget, og med den
oprinder det ny Jerusalem, den ny Himmel og den
ny Kirke. 19. Juni 1770, Dagen efter at Vera
christiana religio var bleven afsluttet, skal det
ny Jerusalem være traadt frem paa Jorden.
S. vandt ved sin Lære og især ved sin
sympatetiske Personlighed mange Venner og
Tilhængere, men naturligvis ogsaa mange
Modstandere. Nogen Menighed stiftede han ikke.
Efter hans Død dannede der sig flere Samfund,
som dels vilde udbrede Kendskabet til S.’s
Lære, dels skabe fælles Opbyggelse ved Studiet af
den. Saaledes var der et stort swedenborgsk
Møde i London 1787. Og snart spredtes hans
Tanker ud over hele Europa, ja ud over de
forenede Stater i Amerika, hvor de i nyere Tid
har særlig stærkt Tilhold. Der dannede sig et
eget religiøst Samfund ell. Sekt »Det ny
Jerusalems Kirke«, som hyldede S.’s religiøse
Grundanskuelse og førte den videre. Inden for
Samfundet er dog atter opstaaet Skisma.
Hovedlærdommene inden for Samfundet er, at Gud
er een under 3 Navne, at Bibelen er et
guddommeligt Værk, som dog skal fortolkes
aandelig, at Mennesket frelses ved Tro og ved et
sædeligt Levned, og at Mennesket opstaar
umiddelbart efter Døden med et aandeligt
Legeme. I Danmark findes endnu en ganske lille
swedenborgsk Menighed. (Litt.: Tafel, »S.
und seine Gegner« [Tübingen 1841];
Sundelin, »Swedenborgianismens historia i Sverige
under förra århundradet« [1886]).
A. Th. J.
Swedenborgianere, se Swedenborg.
Svedfrisler, se Frisler.
Svedfuks. En rød Hest kaldes meget
almindeligt for fuksrød eller ret og slet Fuks. En
mørkrød, dog ikke sortrød, Hest kaldes S.
Udtrykket er en Oversættelse af det tyske
Schweissfuchs, der betyder en Hest, der er rød
som Blod; og det hænger sammen med, at man
— især Jagtens Udøvere — i det tyske Sprog
har brugt Udtrykket Schweiss for Blod eller
maaske mere præcist for Vildtets eller Dyrets
Blod.
J. J.
Svedjebrug. »Svedjebruk« er den sv.
Betegnelse for den ældgamle Brændkultur, der synes
at have haft alm. Udbredelse overalt, hvor
Skovstrækninger under primitive Forhold
optoges til Dyrkning. For sine første famlende
Forsøg paa egl. Agerdyrkning har
Naturmennesket haft ret vanskeligt ved at finde en passende
Jordbund, naar ikke Vandet ell. Ilden i
Forvejen havde brudt de vilde Planters stærke
Herredømme. De rigeste Kulturer opstod, hvor
store Floders periodiske Oversvømmelse
frembød en nøgen og velgødet Jordbund; fattigere
og mere spredt blev Bebyggelserne, hvor
mægtige Skovbrande havde raset, skørnet Bunden,
og i Form af Aske og Kulstumper efterladt en
let tilgængelig Plantegødning. Senere lærte man
at bruge de to Naturmagter som mere
regelmæssige Hjælpere ved Planteavlen.
Negrenes intense Plantekultur (Bananer m.
m.) er et ofte stedskiftende S., og samme
System drives af Indiens primitive Befolkning, de
mørkhudede Bjergstammer, til stor Skade for
den indiske Skovkultur. Ogsaa hos Syd- og
Mellemamerikas jorddyrkende Folk fandt S.
udstrakt Anvendelse. I Europa er S. døende, men
drives dog endnu i Nordruslands fattige
Skovegne, særlig hvor Folket er af finsk Herkomst,
som i Karelens afsides Bygder.
Skoven fældes, og efter et ell. flere Aars
Forløb, naar Veddet er fuldstændig tørt, afbrændes
Feltet efter gl hævdvunden Fremgangsmaade.
Rug er gerne den første Udsæd, den saas tyndt:
»fire Korn under en Barksko«, som det finske
Mundheld lyder, og giver en umaadelig rig
Afgrøde, derefter tages Sæd efter Sæd uden
Gødning, saa længe Udsæden lønnes, hvorefter det
fremvoksende Vildgræs endnu kan give en
mager Høslæt og en mulig Eftergræsning. Først
naar Jorden er fuldstændig udpint, faar Feltet
Lov til atter at »springe i Skov« for efter en
Menneskealders Forløb igen at blive modent til
»Opdyrkning«.
I Sverige søgte allerede Kong Albrecht at
hæmme denne frygtelige og farlige Rovdrift, og
Christian IV’s Love om »Braatebrænding« i
Norge afgiver en meget interessant Læsning.
Fra Danmark haves faa ell. ingen Data om den
egl. Brandkultur. Enkelte af vore gl.
Landsbynavne turde dog stamme fra denne Periode:
Maglebrænde og Lillebrænde paa Falster og
Vejenbrød i Nordsjælland (—brød = braate). At S. i en
ikke fjern Fortid dreves i det gl. Østdanmark,
bevidnes af de tre »Fällekratter« fra Halland,
som ejes af »Dansk Folkemuseum« (i Lyngby),
yderst simple Haandredskaber, som brugtes paa
Brandfeltet omkring Sten og Stubbe, hvor Hest
og Harve ikke kunde færdes. (Litt.: Olaus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
