Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svedjebrug - Svedkirtlerne - Svedkniv - Swedlund, Per (Pelle) Adolf - Svedporer - Svedstrup, Alexander - Svedstrup, Christian August - Sweelinck, Jan Pieters - sweepstakes - Sweerts, Michael - Sweet, Henry
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magnus, De gentibus septentrionalis [Rom
1555]; Gösta Grotenfelt, »Det primitive
jordbrukets metode i Finland« [Helsingfors
1899]).
K. A. J.
Svedkirtlerne (glándulæ sudoriparæ)
bestaar af lange, uforgrenede, tarmlignende
Kirtelrør, hvis Mundinger, Svedporerne, findes
paa den ydre Huds Overflade, medens
Kirtelrørets inderste, blindt endende Del er oprullet
til et Nøgle (glomerulus), der ligger i den
dybeste Del af Læderhuden ell. under denne i
det subkutane Fedtlag (se Hud).
Forbindelsesstykket mellem Nøglet og Svedporen,
Udførselsgangen (ductus sudoriferus), forløber
i det hele retlinet ud mod Hudens Overflade,
men er dog, overalt hvor Overhuden er
nogenlunde tyk, i denne snoet i 5—10 spiralformige
Vindinger. S. findes i et meget stort Antal,
tilsammen mindst et Par Millioner, overalt i den
ydre Hud (paa nær glans penis og
Læberanden). Talrigst findes de i Haandfladerne, hvor
man let kan se Svedporerne som smaa
Fordybninger rækkevis hen ad de smaa Papilkamme,
endvidere i Fodsaalerne, i Armhulen og Lysken,
paa Panden; færrest findes paa Ryggen og
Sædet. Svedafsondringens (s. d.) Rigelighed paa de
forsk. Legemsdele staar dog, som bekendt, ikke
i noget Forhold hertil. Det samlede Areal af
Svedporerne er beregnet til 30—40 cm2, og
Kirtelrørenes indre Flade til over 1000 m2. —
Langs Udførselsgangene findes i de større S.
en Del fine glatte Muskeltraade. Kirtelnøglet
ligner i sin ydre Form noget Nyrernes
Glomeruli og er ligesom disse omgivet af et rete
mirabile, et ejendommelig bygget Net af fine
Blodkar; denne Lighed i Bygning staar vel sagtens
i Forbindelse med den Lighed, der er mellem
Nyrernes og S.’s Funktion, idet begge udskiller
Vædske af Legemet, og Sveden indeholder,
ligesom Urinen, Urinstof, om end i langt mindre
Mængdeforhold. (Se Sved).
S. B.
Svedkniv, et smidigt Metalbaand, 2—5 cm
bredt, med et Haandtag i hver Ende ell. bøjet
i en Halvkreds og med Enderne forbundne ved
et Haandtag. Man bruger den bl. a. under
Træning, naar Hesten er bleven varm, for at skrabe
saa megen Sved af som muligt, inden Porerne
igen trækker sig sammen efter Svedningen.
(C. G. B.). O. P.
Swedlund [’sve.dlund], Per (Pelle)
Adolf, sv. Maler, f. 6. Oktbr 1865 i Gäfle. Han
gik 1889—92 paa Akademiet i Sthlm,
uddannedes videre i Frankrig (1892—95), i Brügge og
Italien. De først udstillede Billeder er fra
disse Egne: »Det øde Hus« (1898) og »Kirke i
Brügge« (begge i Mus. i Göteborg), »Kanal i
Brügge« (1898, Nationalmus. i Sthlm) o. m. a.
Han viste sig her som Brügge-Kanalernes og
Kampagne-Skumringens solide Maler med det
Anlæg for stemningsfyldt Romantik, der
gennemgaaende præger hans Kunst. Hjemkommen
malede han, med lyrisk Sving, Billeder fra
Jämtland, Gäfle m. v. »Augustnat paa
Østersøen« (1910) kom til Göteborg Mus. Andre
Værker: »Et gammelt Brev« (1909), »Aftensang«
(1911), »I Telefonen« (Interiør med stærk
Lysvirkning, der ligesom Nattebilledet »Karl XII’s
Torv i Sthlm« saas paa den sv. Udstilling i
Kbhvn 1916) m. v.
A. Hk.
Svedporer, se Svedkirtlerne.
Svedstrup, Alexander, dansk Forf., f. i
Helsingør 1. Nov. 1864. Efter en Række søgende
Ungdomsaar tog S. teol. Embedseksamen 1891
og har siden da helliget sig et forskelligartet
Forfatterskab (delvis under Pseudonymet Svend
Ellekilde), lige fra Religionsfilosofi til
Rejseskildringer (»Kong Georg’s Land« [1897], »De
Danskes Vej« [1900]) og til Romanen (»Erik
Gudmand« [1923 med Fortsættelse]). Fælles for
S.’s Skribentvirksomhed er en livlig og malende
Pen, en dyb Forstaaelse af alt menneskeligt og
aldrig svigtende Medfølelse.
J. Cl.
Svedstrup, Christian August, dansk
Astronom, f. 8. Oktbr 1853 i Kbhvn, d. 13. Oktbr
1893 smst., studerede Astronomi under d’Arrest
og Thiele og var fra 1875 ansat ved Kbhvn’s
Sparekasse. Af hans Arbejder nævnes: Les
petites planètes entre Mars et Jupiter (Kiel 1886),
som 1885 blev prisbelønnet af det danske
Videnskabernes Selskab, og »Definitive
Bahnbestimmung des Cometen 1863 IV« (smst. 1887).
J. Fr. S.
Sweelinck [’sve.leŋk], Jan Pieters,
nederlandsk Kontrapunktiker og Orgelmester,
(1562—1621), Elev bl. a. af Zarlino i Venezia,
arvede i en ung Alder sin Faders Bestilling
som Organist i Amsterdam. Han var vidt
berømt som saadan og samlede talrige Elever om
sig. I sine vokale og instrumentale Arbejder
viser han sig som Kontrapunktiker af høj Rang
og med ejendommeligt Personlighedsmærke.
Han er, mener man nu, den første, der har
komponeret egentlige Orgelfugaer. I den nyere
Tid er Opmærksomheden derfor atter rettet
mod denne gl. Mester. Hans Hovedværk er
David’s Salmer for a-cappella-Kor. En samlet
Udgave af hans Værker foreligger fra
Foreningen »Noord Nederlands Muziekgeschiedenis«
(se Max Seiffert i »Sammelbände der
Internationalen Musikgesellschaft« II, 80).
A. H.
sweepstakes [’swi.psteiks] (af sweep,
stryge ind, og stakes, Indsatser, Indskud), et Løb,
hvorved Indskud og Forfeit danner
Præmiesummen ell. en Del af den. Se Stake.
(C. G. B.). O. P.
Sweerts [sve.rts], Michael (ogsaa kaldet
Cavalier Schwartz), holl. Maler, f. 1624
vistnok i Amsterdam. Han virkede omkr. 1648—56 i
Rom, 1656 i Bryssel. Man kender kun sikkert
eet Billede af ham, men det er ogsaa ganske
udmærket i dets Kolorit med de fint afstemte
graa og hvide Toner: et Interiørbillede, der
længe gik under Terborch’s Navn: »Det indre
af et Værtshus« (med forsk. Personer) i
Münchens Pinakotek. Man har nogle Raderinger
fra hans Haand.
A. Hk.
Sweet [swi.t], Henry, eng. Sprogforsker,
f. 15. Septbr 1845 i London, d. 30. Apr. 1912 i
Oxford. Han studerede i Heidelberg og
Oxford, men af større Bet. for ham var det, at
han fik Undervisning i Fonetik af Alexander
Melville Bell, der lige havde udg. sit
epokegørende Værk Visible Speech, S. blev snart en
af Europas bedst kendte Fonetikere og bidrog
meget til at uddybe og udbrede fonetiske
Lærdomme, dels ved sine Bøger Handbook of
Phonetics (Oxford 1877) og Primer of Phonetics
(Oxford 1890, 3. Udg. 1906), dels ved en Række
Afh. om enkelte Sprogs Lydsystemer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
