- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
671

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svend Estridsøn - Svendestykke - Svend Gjønge - Svend Grade

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hustru Gunhild, der var hans Søskendebarn, og
saaledes paa dette Punkt gav efter for den
myndige Ærkebisp Adalbert af Hamburg-Bremen (s.
d.), lod han sig aldrig bevæge til at afstaa fra
sit yppige Frillelevned, og det laa ham ganske
fjernt at aabne en saadan Kamp for de
kirkelige Krav om Tiende m. m. som den, der faa
Aar senere førte hans Søn Knud i Døden.
Magister Adam af Bremen, der skrev de
hamburgske Ærkebispers Historie, og som af Kong S.
E.’s egen Mund havde faaet talrige Oplysninger
om de nordiske Folks Historie og
Naturforhold, klager da ogsaa over, at Præsterne i dissa
Lande stadig lønnedes med særskilt Betaling for
hver enkelt kirkelig Handling, hvorimod Tiende
var ukendt. S. E.’s Forhold til Ærkebisp
Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen
synderlig Indflydelse paa den danske Kirkes
Styrelse indrømmede S. E. ham ikke, og S. E.’s
Planer gik afgjort ud paa at faa et særskilt
nordisk Ærkesæde oprettet — Planer, som det
dog først lykkedes hans Søn Erik at faa
virkeliggjorte. Til de danske Bisper stod S. E. uden
Tvivl i det hele i et venskabeligt Forhold, men
de kendte Sagn om Venskabet mellem S. E. og
Bisp Vilhelm af Roskilde, om Kongens ydmyge
Bod og om de to Venners næsten samtidige
Død er dog af tvivlsom hist. Paalidelighed. S.
E.’s Karakter synes at have været præget af
Snildhed og stor Evne til at vinde sine
Omgivelser for sig samt til at lempe sig efter Tidens
og Omstændighedernes Krav. Han var flere
Gange gift, men synes ikke at have efterladt sig
ægte Sønner; derimod havde han et stort Antal
uægte Børn, hvoraf 5 blev Konger i Rækkefølge
efter Faderens Død. Om S. E.’s Dødsaar har
der hersket Uenighed bl. Forskerne. (Litt.:
Ræder, »Danmark under S. E. og hans
Sønner«; A. D. Jørgensen, »Den nord. Kirkes
Grundlæggelse«; H. Olrik, »Konge og
Præstestand«, I; »Hist. Tidsskr.«, 6. Rk., III og IV,
7. Rk., II og 8. Rk., I; »Aarb. f. nord. Oldk.«
[1899]).
J. O.

Svendestykke, det Arbejde, en Lærling har
udført ved den praktiske Del af Svendeprøven.
S.’s Art kan bestemmes af
Svendeprøvekommissionen, men vejledende Fortegnelse over de
S., der i de enkelte Fag kan forfærdiges, findes
som Tillæg til Bekg. af 3. Oktbr 1884.
A. N.

Svend Gjønge, se Poulsen, S.

Svend Grade, dansk Konge, død 1157. S. G.
var Erik Emune’s Frillesøn; ved Faderens Død
(1137) var han kun en lille Dreng, hvorfor der
ikke blev Tale om ham ved Kongevalget. Men
allerede i Slutn. af Erik Lam’s Kongetid hører
vi om ham; det var S. G. og Valdemar, der
egenmægtig skrinlagde den myrdede Knud
Lavard’s Ben i Ringsted, og da Erik Lam (1146)
nedlagde Kronen, var det hans Ønske, at S. G.
skulde arve den. Det lykkedes dog kun S. G.
at faa Sjælland og Skaane under sig, medens
Knud Magnussøn (s. d.) valgtes i Jylland.
Denne gjorde et Angreb paa Sjælland, men blev
slaaet af S. G., der ogsaa overvandt Knud’s
Tilhænger Ærkebisp Eskil. Dog enedes de to
Konger 1147 om et Korstog mod Venderne i
Forbindelse med en tysk Hær; man belejrede
Dobin i Mecklenburg, men uden synderlig
Fremgang, og i Hærens Fraværelse blev Skibene
angrebne af Venderne. De to Konger vendte hjem
med uforrettet Sag. I de flg. Aar stod der flere
Kampe paa Sjælland mellem de to Partier; det
maatte i høj Grad styrke S. G., at Valdemar
traadte i hans Tjeneste som Jarl i Slesvig, og
c. 1150 lykkedes det S. G. efter en afgørende
Kamp ved Viborg helt at fordrive Knud, der
flygtede til Sverige og derfra til Nordtyskland;
et Indfald af Knud i Jylland mislykkedes, idet
han led et nyt Nederlag i Viborg Omegn, og
et fornyet Indfald i Sønderjylland fik et lige
saa uheldigt Udfald for Knud. Den nyvalgte
tyske Kejser Frederik stævnede (1152) de to
Konger til sig i Merseburg, og her blev S. G.
forlenet med Danmarks Rige af Kejseren,
medens Knud skulde have Sjælland til Len af
S. G. — en Bestemmelse, som S. G. dog aldrig
opfyldte nøjagtig. Overhovedet synes S. G. at
at have været en noget upaalidelig Karakter,
rænkefuld og vidtsvævende i sine Planer, men
uden Standhaftighed og Fasthed. Nogen alvorlig
Kamp mod Venderne, der plagede Landet med
deres Hærgetog, fik han ikke iværksat; derimod
foretog han et stort og ganske resultatløst Tog
mod Kong Sverker i Sverige. Kort efter udbrød
der Opstand i Skaane, som S. G. dog fik
dæmpet; men alt dette gjorde ham lidet yndet af
Folket; Sakse klager over hans hoffærdige
Væsen og Forkærlighed for tyske Sæder og
Skikke; hans Dronning Adelheid var af tysk Byrd;
han ofrede mange Penge paa at føre et
pragtfuldt Hof og optraadte med stødende Overmod
baade paa Tinge og andensteds. Snart nærmede
Valdemar sig til Knud og trolovede hans
Halvsøster Sofie, og herover blev S. G. saa
forbitret, at det kom til Brud mellem ham og
Valdemar. Denne og Knud tvang nu S. G. til
en Overenskomst; snart efter drog S. G. ud af
Landet og fik Valdemar med i den Hensigt at
faa sin Svigerfader Markgreve Konrad af
Meissen til at kaste ham i Fængsel. Denne Plan
slog dog fejl; Knud og Valdemar lod sig
udraabe til Konger paa Viborg Ting (1154), og S.
G. søgte forgæves at holde sig paa Fyn og
Sjælland, To Aar efter rykkede han med Hjælp
af Henrik Løve mod den danske Grænse;
Sachserne indtog Slesvig, men rømmede straks efter
Byen. Snart drog S. G. til Fyn, og det kom
her til Forhandlinger med Valdemar og Knud.
Der aftaltes et Forligsmøde paa Lolland, og her
overdrog S. G. Afgørelsen til Valdemar.
Danmark blev her delt i 3 Dele, Valdemar valgte
Jylland, og S. G. Skaane. Forliget blev
højtidelig beediget af de tre Konger, men S. G.’s Hu
stod kun til at bryde det, og ved det kort efter
følgende Gilde i Roskilde (9. Aug. 1157) lod han
de to Medbejlere overfalde, men det lykkedes
kun at dræbe Knud. Valdemar drog til Jylland
og samlede en Hær; S. G. sejlede ogsaa
derover, og efter at Hærene i nogen Tid havde
ligget i Lejr tæt ved hinanden, kun skilte ved
Gudenaaen, kom det til Kamp (23. Oktbr 1157).
Denne vendte sig snart til Nederlag for S. G.;
han flygtede og blev fældet paa Flugten paa
Gradehede (s. d.). S. G. efterlod sig en uægte
Søn, Valdemar, den senere Bisp af Slesvig.
(Litt.: Ræder, »Danmark under Svend

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Nov 22 16:05:02 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0687.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free