Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svendsen, Nicolai - Svendsen, Oluf - Svend Tomling - Svend Trøst - Svend Tveskæg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Tønder Amt og har erhvervet sig betydelige
Fortjenester af den heldige Udvikling, som
Folkeskolevæsenet siden har haft i denne Egn,
ligesom han har deltaget som en af Danmarks
Repræsentanter i de »uforbindende
Forhandlinger«, der i 1924—25 har været ført mellem
Danmark og det tyske Rige om Ordningen af
Skoleforholdene for de nationale Mindretal paa
begge Sider af Statsgrænsen. — S. ejer en
digterisk Aare og har udg. nogle Fortællinger med
Baggrund i den folkelige Kamp i hans
Hjemstavn: »Mens Stormen raser« (under
Pseudonym: »Broder Boysen«) og »Hjemstavn«.
H. L. M.
Svendsen, Oluf, norsk Fløjtenist, f. i Oslo
19. Apr. 1832, d. i London 18. Maj 1888,
studerede i Bryssel, blev 1860 ansat i London som
Solist ved the Queen’s private band, 1861 tillige
ved the philharmonic society. 1866 blev han
med Titel af Prof. ansat som Lærer ved The
royal academy of music. S., der var en sjælden
fin Kunstner paa sit Instrument, besøgte hyppig
sit Fædreland, hvor han ogsaa gentagne Gange
lod sig høre.
I. H.
Svend Tomling, Eventyrperson (ɔ:
Ungersvend, der kun er en Tomme stor), =
Tommeliden. Se Tommelise. (Litt.: Feilberg,
»Jysk Ordbog«, III, Side 820; Bolte,
»Anmerknungen zu den Kinder- und
Hausmärchen der Brüder Grimm«, I, S. 389—98.
(A. O.). H. El.
Svend Trøst (ɔ: den trofaste Svend),
Folkeviseskikkelse, bl. a. brugt som Betegnelse for
Niels Ebbesøn’s Svend, der efter Drabet i
Randers kaster Broen af efter sin Herre. (Litt.:
A. Olrik, »Danske Folkeviser i Udvalg«, I
[1899, Indledn. S. 61]).
(A. O.). H. El.
Svend Tveskæg (eller rettere
Tjugeskæg, ɔ: hvis Skæg er kløftet som en Tyv ell.
Fork), dansk Konge, d. 1014. Som ung Mand
stillede S. T. sig fjendtlig til sin Fader Harald
Blaatand. S. T. synes at have nydt ikke ringe
Yndest hos Folket; det kom til Kamp med
Faderen, der blev overvundet og kort efter
dødelig saaret (985 ell. 986). Det var hos sine tro
Mænd i Jomsborg, at Harald udaandede, og
om S. T.’s fjendtlige Holdning til
Jomsvikingerne fortæller Sagnet, at han med Svig blev taget
til Fange af Høvdingen Sigvald, men udløst af
de danske Kvinder, der ofrede deres Smykker
og saaledes tilvejebragte S. T.’s tredobbelte
Vægt i Guld; til Gengæld fik Kvinder halv
Arveret mod Manden. S. T.’s Hu stod fra hans
Ungdom til at genoptage Vikingetogene mod V.,
og de idelig gentagne Englands-Tog blev hans
Manddoms Storværk. Englands svage Konge
Edelred formaaede ikke at yde nogen virkelig
Modstand, og Hærgetogene antog større og
større Omfang. 994—95 var S. T. i Fællig med Olav
Tryggvessøn, kun London ydede alvorlig
Modstand, og Edelred købte Vikingerne bort for en
stor Sum Penge. Denne Maade at skaffe sig af
med Vikingerne paa lokkede dem kun til atter
og atter at komme igen, og store var de
Summer, som Danehæren paa den Maade kom i
Besiddelse af. Kun faa Aar traadte Begivenheder
i Hjemlandet hindrende i Vejen for
Vikingetogene mod V. Saaledes benyttede den svenske
Konge Erik Sejrsæl sig af S. T.’s Fravær til at
gøre et Erobringstogt til Danmark, uden at han
dog kan antages at have besiddet Riget i
længere Tid. Ogsaa ved Sydgrænsen havde S. T.
svære Kampe at bestaa; men der hviler et Slør
over disse, der kun kendes af to Runestene
fra Slesvig Bys Omegn; dog synes det ogsaa
her at have været sv. Høvdinge, Kong S. T.
kæmpede mod og belejrede i Hedeby. Efter
Erik Sejrsæl’s Død ægtede S. T. — efter at
have forskudt sin Hustru, den polske
Fyrstedatter Gunhild — Erik’s Enke Sigrid Storraade,
der var en ivrig Fjende af Olav Tryggvessøn;
ogsaa andre af dennes Fjender søgte til S. T.,
navnlig Haakon Jarl’s Søn Erik, der ægtede
S. T.’s Datter Gyda, og det gjorde ikke
Forholdet bedre, at Olav ægtede S. T.’s Søster
Tyre, der var flygtet fra sin Mand, Hertug
Boleslav af Polen. Da saa Olav paa Tyre’s
Opfordring drog til Venden for at faa Erstatning for
hendes Medgift, angreb Kong S. T. i Forening
med Kong Olaf af Sverige og de landflygtige
norske Jarler Olav Tryggvessøn, og i Slaget ved
Svolder (1000) faldt denne; Sejrherrerne delte
Riget; S. T. overlod dog Erik Jarl Styrelsen af
det meste af sin Del. 1001 genoptoges
Englands-Togene med fornyet Kraft, og denne Gang steg
Løsesummen (Danegæld) til 24000 Pd. Edelred
fattede da den fortvivlede Plan at lade alle i
England bosatte Daner myrde, og St Briccii Dag
(13. Novbr) 1002 udførtes Udaaden; mellem de
Dræbte var S. T.’s Søster og Svoger. Dog
udstraktes Myrderiet sikkert ikke til det nordlige
England (Danelag), hvor de Danske fra
tidligere Tid var i afgjort Flertal bl. de
Bosiddende. Hævnen for denne Daad var en uafbrudt
Række Hærgetog i de flg. Aar; Ærkebisp
Ælfheah toges 1011 til Fange og blev det flg. Aar
taget ynkelig af Dage, da Løsepengene
udeblev; s. A. steg Danegælden til 48000 Pd. Alle
Forhold i England var opløste, og Forræderi
hørte til Dagens Orden. Saaledes var Vejen
banet for den endelige Erobring af Landet, der
fandt Sted 1013; kun London ydede ogsaa
denne Gang kraftig Modstand. Kongefamilien
flygtede ud af Landet, og S. T. kunde betragte sig
som Englands Konge, da han 3. Febr 1014 døde
i Gainsborough. Den sejrsæle Erobrer fik
efterhaanden under kirkelig Paavirkning et
uretfærdigt Eftermæle i Danmark og fremstilledes i
den senere Tradition som grum Hedning i
Modsætning til sin kristne Fader. Dette er dog
ganske misvisende. S. T. var en udpræget
Vikingenatur, men vides aldrig at være faldet fra
Kristendommen, selv om han synes at have
vist større religiøs Taalsomhed end Faderen,
der »gjorde Danerne kristne«. Som rimeligt er,
synes Forbindelsen med England i hans Tid
ogsaa at have gjort sig stærkt gældende i
Danmarks unge Kirke, hvorimod Forholdet til
Bremerkirken var løsnet. S. T. efterlod sig
Sønnerne Harald og Knud, der begge blev Konger
efter hans Død. (Litt.: Steenstrup,
»Normannerne«, III; A. D. Jørgensen, »Den
nord. Kirkes Grundlæggelse«; H. Olrik,
»Konge og Præstestand«, I; Wimmer, »De
danske Runemindesmærker«, I; Steenstrup,
»Danmarks Sydgrænse«; »Nord. Fortidsminder«,
5.-6. Hæfte).
J. O.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
