Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverdrup, Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellem Wergeland og Welhaven, og uden
aktivt at træde frem i disse sluttede han sig med
Begejstring til den af Wergeland ledede
Norskhedsbevægelse. Sin jur. Embedseksamen tog S.
1841 og drog
det følgende
Aar til
Telemarken, hvor
han tilbragte 3
Aar som
Sorenskriverfuldmægtig. Efter
denne Forskole
i Retspraksis
etablerede han
Efteraaret 1844
en
Sagførerforretning i
Larvik. Hurtig
naaede den
dygtige unge
Sagfører frem til
kommunal
Anseelse. 29. Decbr
1848 tog han for første Gang Sæde i Byens
Formandskab og blev i samme Møde valgt til dens
Ordfører. Februarrevolutionens Ideer fandt
Genklang ogsaa i denne fjerne Periferi og
vakte politiske Interesser, hvis Talsmand S.
blev. Hans Blik var fra første Færd af højnet
over Dagens Stræv, og gjaldt det almene
Opgaver, var han med i første Række. Da
Valgene til Stortinget 1851 stod for Døren, blev
han som den friske, ny Kraft udpeget til at
afløse Kredsens Repræsentant, den aldrende, men
højt ansete Krigskommissær J. J. Broch.
Den ungdommelige Provinssagfører, hvis lille
spinkle, men spændstige Skikkelse virkede
afstikkende ved sit sydlandsk fremmedartede
Væsen, sin fransk paavirkede Dannelse, sin
Snarraadighed, Kløgt og Slagfærdighed, blev
straks bemærket i Stortinget, og han indvalgtes
i den vigtige Protokolkomité. Han debuterede,
betegnende nok, med at hævde Trykkefrihedens
Sag i en Indstilling vedrørende den tyske
Agitator Harro Harring, som for sine Skriverier
var udvist af Riget; og hans »Jomfrutale« (24.
Febr s. A.) var en varm Anbefaling af en
Statsbevilling til Udgivelse af en »Stortingstidende«
som gratis Tillæg til et Par folkelige Smaablade,
»for — som han sagde — i de lavere Klasser
at udbrede Kendskab til Forfatningen og vort
offentlige Liv«. Inden for Aar 1851’s Storting
gjorde der sig en særlig stærk demokratisk
Strømning gældende. Heri havde S. en
væsentlig Andel. Hans Synsmaade betegnedes bl. a.
ved den velvillige, men forsigtig Afstand
tagende Holdning til den revolutionære
Arbejderagitator Markus Thrane (s. d.) og ved — under
Behandlingen af den ny Arvelov — at anbefale
lige Arveret for alle Børn. Deltagelsen i dette
Storting gav S. Forstaaelsen af, at Politikken
var hans Kald, og med Opofrelse af
privatøkonomiske Interesser viede han den herefter sin
Tjeneste. Det blev et livslangt Arbejde, der
afsatte de dybeste Spor i Norges hele Historie. S.
genvalgtes til Stortingene 1854 og 1857 fra sin
By. Under de lange Fravær blev imidlertid
hans Sagførervirksomhed noget forsømt, og da
han 1857 af Stortinget blev indsat i Norges
Hypotekbanks Direktion, hvorved han fik en fast,
om end beskeden Indtægt, flyttede han til
Akershus Amt og gjorde sig valgbar der ved at købe
en lille »Løkke« i vestre Aker lige uden for Oslos
daværende Bygrænse. Hans parlamentariske
Anseelse var nu grundfæstet, og det mægtige Amt
nølede ikke med at sende ham som sin 1.
Repræsentant paa Tinge, første Gang 1860, senere
ved Genvalg uden Afbrydelse indtil og med
Perioden 1883—85. Derhos beslaglagde det
hans store Arbejdskraft for kommunale
Gøremaal.
I Stortinget var S.’s Indflydelse i stadig Vækst,
og hans Magtstilling i Landets offentlige Liv
dermed given. Han omformede, er der (af
Bjørnstjerne Bjørnson) blevet sagt om ham,
Stortinget fra et Amtsformandskab til en
Nationalforsamling. Hans Navn blev et Kampsignal,
og selv blev han ingenlunde fredlyst. Faa Mænd
er blevne bitrere forfulgte af politiske
Modstandere, men faa ogsaa mere forgudede af
Meningsfæller, og af dem flokkede der sig stedse
flere under hans Fane. 1862 blev S. første Gang
valgt til Odelstingspræsident og genvalgtes som
saadan indtil 1869. Da det første aarlige
Storting traadte sammen 1871, indviede han den ny
parlamentariske Æra som Stortingspræsident
og genvalgtes som saadan indtil 1881, da han
af Helbredshensyn frabad sig Valg. Foruden
disse ledende Stillinger indehavde han
imidlertid hele sit lange Stortingsliv igennem til
Stadighed en Mængde andre af Tingets Tillidsposter;
saaledes var han 1857—84 Medlem af
Protokolkomiteen, fra 1871 som Formand, 1859—84 af
Fuldmagtskomiteen, ligeledes fra 1871 som
Formand, 1857—63 sad han i Justitskomiteen,
1865—74 og 1880—81 i Militærkomiteen, 1871—79 i
Jernbanekomiteen, hvorhos han til forsk. Tider
var Medlem af Stemmerets-, Skatte-,
Traktatkomiteer og var 1883—84 Formand i den til
Iværksættelse af Rigsretten over det Selmer’ske
Ministerium nedsatte Aktionskomité. Men det
uhyre Arbejde, der saaledes læssedes paa ham,
kunde han faa fra Haanden takket være en
sjælden Evne til let og hurtig at mestre et Stof,
og hans Skarpsindighed og Erfaring støttedes af
solide og mangesidige Kundskaber. Sine
Foredrag, der undertiden varede i flere — engang i
hele femten — Timer, udarbejdede han
omhyggelig baade m. H. t. Indhold og Form; de
har i mange Tilfælde politiske Afhandlingers
Værdi. Som Taler anses S. ved Siden af
Bjørnson at have været Norges betydeligste i 19.
Aarh. Han talte med stærke Bevægelser, med
Ild og Fynd, sentensiøst, rammende og
samtidig med en korrekt Elegance, der selv under
skarp Polemik ikke savnede den beherskede
Fornemhed.
Med S. blev Partiorganisationen først ret
indført i norsk Politik. Planmæssig og
maalbevidst arbejdede han for at grundlægge et
disciplineret parlamentarisk Parti. Det første
Forsøg i denne Retning blev foretaget 1859 ved
Stiftelsen af den, for øvrigt snart af en fjendtlig
Opinion atter bortvejrede »Reformforening«
(s. d.), der under S.’s Ledelse tog Sigte paa en paa
 |
| J. Sverdrup. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
