Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverdrup, Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bredere demokratisk Basis opbygget
demokratisk Politik end den blandt Tingets Bønder
endnu fremherskende ensidige Sparepolitik, for
hvilken S. Jaabæk (s. d.) stod som Føreren.
Med fuld Kraft brød dog det Sverdrup’ske
Program ikke igennem, før ved Indførelsen af de
aarlige Storting, ved hvilken Reform
Folkerepræsentationen afgjort fik Overvægten i
Landets politiske Liv. Som til denne saaledes er
S.’s Navn uopløselig knyttet til en lang Række af
de store Reformer, der i hans Tingtid naaede
til Gennemførelse. Om disse Sager maa
henvises til Norge, »Historie«. I det hele kan
det siges, at næppe noget Spørgsmaal af
Vigtighed forelaa til Tingets Afgørelse, uden at han
deltog i dets Behandling, meget ofte med
afgørende Betydning. Den ledende Tanke i al hans
Politik var den, at Retten til at styre sig selv
tilkommer Folket gennem folkevalgte
Institutioner og Organer, og saa langt dets Evner dertil
rækker. Ud fra dette Synspunkt optog han
Arbejdet for Stemmerettens Udvidelse allerede i
det første Storting, hvori han sad, og slap ikke
den moderate Reform, han i saa Henseende
ønskede, før den havde naaet en foreløbig
Løsning ved Grundlovsforandringen 1884; den
øgede de stemmeberettigedes Tal fra 145700
1882 til 182400 1885. Folkets Medvirkning ved
Domstolene var en af Grundpillerne i hans
System. Han optog denne Sag 1854 og ofrede den
da et grundlæggende Arbejde, der strakte sig
indtil 1863, genoptog den saa 1882 og
gennemførte den som Statsminister i »Lov om
Rettergangsmaaden i Straffesager« af 1887. Han
forfægtede Forsvarsvæsenets Demokratisering;
derfor vilde han en paa alm. Værnepligt
organiseret Militsarmé med faste Kadrer og uddannet
paa Øvelsespladserne, — »Folket i Vaaben«; og
efter mange Aars Kampe lykkedes det ham at
gennemføre dette Program i den 1887 vedtagne,
fra 1. Januar 1889 i Kraft traadte saakaldte
»Sverdrup-Hjorth’ske«, for Landets
Forsvarsevne epokegørende Hærorganisationsplan. Denne
Reform dannede tillige et vigtigt Led i hans
Unionspolitik, hvor hans Synspunkt indtil 1886
var, at Foreningen mellem Norge og Sverige
kun omfattede Fællesskab i Dynasti og Forsvar.
Kronen paa det Demokratiseringsværk, som det
blev hans Livs Maal at gennemføre, var, som en
nødvendig Konsekvens af de aarlige Storting,
Parlamentarismens Indførelse i Forfatningen
ved at aabne Statsraadets Medlemmer Adgang
til at deltage i Stortingets Forhandlinger, en
Reform, der krævede langvarigere
konstitutionelle Kampe end nogen anden Sag, hvori han
deltog, og som førte til Rigsretten af 1883.
Dennes Iværksættelse betegner S.’s og det af ham
ledede Partis fuldstændige Sejr. Da han, endnu
inden Dommene i den faldt, 28. Jan. 1884 havde
stiftet »Norges Venstreforening«, hvis Formand
han blev, og 1. Febr »Stortingets
Venstreforening«, hvis Ledelse ligeledes blev lagt i hans
Haand, var han Landets virkelige Herre. Det
var en logisk Konsekvens heraf, og — som det
snart blev indlysende — en politisk
Nødvendighed tillige, at Regeringens Tøjler nu blev ham
overdragne.
Efter Rigsretsdommene viste det sig nemlig
umuligt for Kongemagten at skabe en Regering
inden for det totalt slagne Højre. Det
Schweigaard’ske Forsøg i denne Retning ledede kun
til Partiets yderligere Opløsning, og da
Forhandlinger ved Prof, O. J. Broch om et
Kompromis ikke førte til noget Resultat, stod der
Kongemagten ingen anden Udvej aaben end 23.
Juni 1884 at tilkalde S. Tre Dage efter var
Landets første Venstreregering under S.’s
Præsidium en Kendsgerning, og efter at
Statsraadssagen som en Imødekommenhed lige over for
Kongemagten 30. Juni paa ny var forelagt
Stortinget til Vedtagelse og sanktioneret 1. Juli, gav
Regeringens samtlige Medlemmer den flg. Dag
Møde i Stortinget. Parlamentarismen var
indført i Norge, og det blev S., der en
Menneskealder igennem havde været Reformens
utrættelige Forkæmper, givet at indvie dens Udøvelse.
Den graanende Oppositionsfører satte sig som
Regeringschef det Maal at formidle en
Udsoning mellem Kongemagten og Repræsentationen.
Den forandrede Rolle skulde imidlertid snart
vise sig at medføre Vanskeligheder, der
oversteg endog hans Kræfter. Han var, al
Parlamentarisme til Trods, rykket bort fra det
Milieu, der var blevet hans naturlige Virkesfære,
og skulde nu fra et helt andet Stade lede
Landets Anliggender. Denne Opgave mislykkedes
for ham. Heri var personlige Svagheder og
politiske Fejlgreb ikke uden Skyld, og de gav
Næring til den Miskendelse og den Uvilje, det
blev hans Lod at høste i sit Livs Aften. Endnu
ved Valgene 1885 var Parolen »Tillid til J. S.«.
Denne Tillid skulde imidlertid ikke længe holde
Stand. At han, den gamle »Radikaler«, 21. Jan.
s. A. havde ladet sig udnævne til Storkors af
Skt Olaf, gjorde allerede inden for en Del af
de Kredse, der hidtil trofast havde fulgt ham,
intet godt Indtryk, og endnu samme Foraar
viste der sig Tegn til en betænkelig
Uoverensstemmelse mellem ham og hans tidligere
Meningsfæller. Da han 27. Marts under
Behandlingen af en Pensionssag tog Ordet for en højere
Bevilling end den af vedk. Stortingskomité
foreslaaede, fik han af sin Medkæmper gennem
mange Aar, J. Steen (s. d.), at høre, at
Ministerchefens Raad betegnede »en Fornægtelse af
Parlamentarismens første Krav«, »en
Forfalskning i selve Institutionens Indvielse«. Det bar
mod en Splittelse af Regeringspartiet. Inden for
Raadet selv fik den Udslag i en hel Række
Personforandringer, der betegnede en
fremadskridende Opløsning; inden for Stortinget og
Vælgerbefolkningen kom det i Løbet af de nærmeste
Aar til oprivende Kampe. S. beskyldtes under
disse for at have svigtet sine gl. Idealer, som man
mente under Paavirkning af Brodersønnen,
Kirkestatsraaden Jacob S. (s. d.), der fik en
stedse større Indflydelse inden for Regeringen.
Dette aabenbarede sig først under den saakaldte
»Kiellands-Sag«, der opstod som Følge af et
1885 fra Bj. Bjørnson og Jonas Lie til
Stortinget indgivet Forslag om Bevilling af
»Digtergage« til Alex. L. Kielland. Spørgsmaalet
udviklede sig til en af politiske Bihensyn isprængt
Principstrid om »Livssynet«. Dette førte til
Dannelsen af en klerikal-moderat Gruppe, der
— under Ledelse af Jacob S. og Præsten Lars
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
