Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lera) har været Udgangspunktet for G. De
Geer’s kronologiske Studier over Israndens
Tilbagerykning i S. Undersøgelser langs lange
Linier fra Syd til Nord gennem S. har vist, at
Isranden i Skåne og Blekinge kun trak sig 50
m tilbage aarlig. Klimaet var saaledes endnu
ret koldt. I Småland og det sydlige
Östergötland øgedes den aarlige Tilbagerykning til
100—150 m, i Södermanland 100—200 m, ved
Stockholm 250 m, ved Uppsala 300 m og i det sydlige
og mellemste Norrland 300—400 m aarlig.
Tilbagerykningen fra Skåne til Indalsälven har
taget c. 7000 Aar, og siden den sidste Rest af
Isen forsvandt fra Ångermanland, er 8700 Aar
forløbne. — Postglaciale
Niveauforandringer. Ved Landhævningen lukkedes
efterhaanden det mellemsvenske Ishavssund, og
det baltiske Ishav blev til en Ferskvandssø,
kaldet Ancylussøen efter den lille
Ferskvandssnegl Ancylus fluviatilis. der findes i de
Strandvolde, som opskylledes langs Bredderne.
Ancylussøen havde først Afløb over Tærsklen i
det tidligere mellemsvenske Ishavssund
(Närkesundet) gennem den saakaldte Svea älv (s. d.).
Ancylussøen dækkede endnu Mälaregnen og
Östergötland samt de bottniske og finske
Kyster. Den stærke Landhævning i Nord
bevirkede en kraftig Tørlægning af de bottniske
Kyster. I den sydlige Del af Ancylussøen
indtraf nu en Sænkning, der skaffede bedre
Forbindelser med Havet gennem Bælterne og
Øresund. Herved sænkedes Vandstanden i
Ancylussøen, og Svea älv tørlagdes. Gennem Bælterne
og Sundet trængte nu Saltvand ind i det
baltiske Søbækken, og der indvandrede en
Saltvandsfauna, hvoriblandt den lille Strandsnegl
Littorina littorea, der efterhaanden bredte sig
helt op i Bottenhavet, medens den nu kun naar
til Rügen og Bornholm. Dette Littorinahav maa
saaledes have været saltere end den nuværende
Østersø. I Littorinatiden laa den yderste Del
af den svenske Kattegatskyst endnu under
Havet, medens Vänern omtrent var helt afsnøret
fra det. Endvidere var de lave Egne i
Östergötland, Södermanland, Närke, Västmanland og
Uppland dækkede af brede Havvige. Under den
fortsatte Hævning er disse Omraader nu ogsaa
hævede over Havet og den nutidige Tilstand
indtraadt. — Nutidshævningen er
gennemgaaende stærkest i de norrlandske Kystegne,
svagest i det sydlige S., men i øvrigt ret
uregelmæssig. For Hundredeaaret 1792—1891
angives Hævningen til 17 cm ved Koster og 127
cm ved Hållö (begge i Bohuslän), 110 cm ved
Utklippan (Blekinge), 23 cm ved Utö
(Stockholms Skærgaard) og 103 cm ved Ratan (Nord
for Umeå).
Med Landhævningen antages ogsaa
Jordskælvene paa den skandinaviske Halvø at have
Forbindelse. Jordskælvsomraaderne knytter sig
nærmest til Brudregionerne i Mellemsverige og
langs den norrlandske Kyst. Langs disse
Brudlinier sker der da rimeligvis en Udløsning af
den Spænding, der opstaar i Jordskorpen ved
Hævningen. De stærkeste Jordskælv indtræffer i
Egnen omkring Vättern og Vänern. Her
observeredes det hidtil stærkeste Jordskælv i
Skandinavien 23. Oktbr 1904, af Styrkegrad 8 (Forel’s
Skala). I Almindelighed er Jordskælvene i S.
sjælden af nævneværdig Styrke. — Til
Registrering og Maaling af Jordskælv er der opstillet
Seismografer i Uppsala (1904), Vassijaure Vest
for Torne träsk (1908) og Lund (1913).
Terrainforhold. Skandinaviens Rygrad
dannes af en meget gammel Bjergkæde, som
opfoldedes i Silurtiden ved den saakaldte
caledoniske Foldning, der kan spores fra det
nordlige Irland gennem det nordvestlige Skotland
til den skandinaviske Halvø. Senere dukker
Foldningen igen frem paa Spitsbergen
(Svalbard) og fortsættes over Nordgrønland til de
vestligere Polarøer. Omkring dette højtliggende
SSV.—NNØ. strygende Parti af den
skandinaviske Halvø er gennem de skiftende geologiske
Perioder den nuværende Halvø dannet. Fra
Vandskellet i det gamle Bjerglands Indre
strømmede Vandløbene ned mod Kysterne og
udformede derved det nordsvenske
Højlands karakteristiske Floddale. I senere
geologisk Tid dannedes et System af Brudlinier
hovedsagelig forløbende i Retningerne
Nord-Syd og Vest—Øst. Herved sænkedes store Dele
af Landet under den nuværende Overflade, og
Østersøen, den finske Bugt, den bottniske Bugt
og det af store Søer delvis dækkede
mellemsvenske Lavland opstod. Syd for dette
staar endnu en Rest af det gamle
Fastlandsplateau i det smålandske Højland.
Hertil slutter sig i Syd det skånske
Slettelands yngre sedimentære Formationer, der
adskiller sig stærkt fra de øvrige svenske
Landskaber og slutter sig nærmere til det
mellemeuropæiske Lavland.
Det nordsvenske Højland omfatter
den nordlige og største Del af S. med
Norrland, Dalarne, Värmland og det nordlige
Dalsland. Dog slutter det smalle Kystlavland langs,
den bottniske Bugt sig i Udseende nærmest til
det mellemsvenske Lavland. Indtil c. 61° n. Br.
skraaner det nordsvenske Højland med
Skraaninger og Terrasser mod den bottniske Bugt,
medens den sydlige Del skraaner mod de
mellemsvenske Søer. I det nordsvenske Højland
danner de lange, brede Nordvest—Sydøst
gaaende Floddale er stærk Modsætning til de store
Fjeldplateauer imellem dem. De største Elve
har deres Udspring helt oppe i Fjeldkædens,
centrale Dele, medens talrige mindre Elve og
Aaer udspringer i Skovlandet nærmere Kysten.
Floddalene og de mellemliggende Højdedrag
varierer ikke synderligt i Udseende fra N. til S.
Derimod kan man i Retning fra V. til Ø. let
skelne 3 forskellige Bælter: Vestligst et
Højfjeldsbælte med store Søer, saa et stenet
Moræne- og Mosebælte og sluttelig et Bælte af
Havaflejringer.
1) Højfjeldets og de store Søers Bælte
strækker sig langs den norske Rigsgrænse fra S.’s
nordligste Punkt til det nordlige Dalarne som
en gennemsnitlig 100 km bred Zone. Dette
Fjeldomraade har fra gammel Tid gaaet under
Navn Kölen eller Seveberget. Dog har dette
Navn ukorrekt ogsaa været udstrakt til at gælde
de sydligere Grænsebjerge mellem Norge og S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
