Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre / 691 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Østgrænsen er ofte stærkt markeret; Fjeldene
staar mange Steder som en høj Mur mod det
østligere Plateauland. I Almindelighed er selv
de højeste Dele af Fjeldene afrundede af
Iserosionen, men enkelte Steder som i
Kebnekaise, Sarekfjeldene og nogle Toppe i
Jämtland har alpine Former, som man kender dem
fra Alperne, Pyrenæerne og andre Bjerge. De
højeste Toppe bestaar oftest af haarde
Eruptiver som Gabbro og Diabas. Fjeldkæden er
fuldstændig segmenteret af dybe Floddale.
Medens Floddalene paa den svenske Side
sænker deres brede Bund forholdsvis jævnt ned
mod den bottniske Bugt, løber Vandløbene paa
den norske Side i dybe, snævre Kløfter med
meget stærkt Fald paa den korte Distance ud
til Nordhavet. De vigtigste Grupper i
Fjeldkæden fra N. til Syd er: Kebnekaisegruppen S.
f. Torne träsk. Her naar Kebnekaise, S.’s
højeste Punkt, 2123 m. Blandt de omkringliggende
Højder nævnes Pallemtjåkko (1765 m),
Mårmatjåkko (1959 m), Kaskasatjåkko (2076 m). S. f.
Store Lule träsk ligger Sarek-, Ålkas- og
Pårtefjällens mange Toppe, der udgør den største
Massehævning i de svenske Fjeldregioner, og
som dækkes af talrige Gletschere af betydelig
Størrelse. De højeste Toppe er Sarektjåkko
(2090 m), Ålkasfjället (2010 m), Skuorkas (2019
m), Pellorippe (2025 m) og Tjäura (2042 m).
Vestligere ligger paa Rigsgrænsen Sulitelma
(1869 m), der tidligere nævntes som S.’s
højeste Punkt. Sydligere aftager Højderne
betydeligt, Syd f. Pite älv ligger Kustarakaise (1694
m), og Toppene omkring øvre Løb af Skellefte
älv og Ume älv har Højder omkring 1600—1700
m. Dog naar Stuorevare i Norra Storfjällen
1764 m. Syd for Ume älv naar Toppene sjælden
over 1200—1400 m. I Jämtland er de mest kendte
Højder Åreskutan (1420 m) og Anjeskutan (1199
m). Sydligere hæver Fjeldlandet sig igen ind
med Rigsgrænsen, hvor Sylfjällen med
Storsylen (1762 m) og Helagsfjället (1796 m) er
Kulminationspunkterne. Her bøjer Fjeldkædens
Hovedmasse ind i Norge. De sydligste
Forposter i Fjeldkæden er Härjedalens og det
nordlige Dalarnes Kvartsitmasser med
Hundshögen (1370 m), Särvfjället (1169 m), Sonfjället
(1277 m) og Lingfjällen med Storvätteshågna
(1204 m), Nipfjället (1192 m) og Städjan (1131
m). Sydligere ligger Härjehågna (1183 m) og
Fulufjällen med Tyskstöten (995 m) samt
Transtrandsfjällen (931 m) paa Grænsen mod
Värmland. De mange dybt nederoderede Floddale
danner en Mængde Pasovergange mellem den
atlantiske og den baltiske Side af den
skandinaviske Halvø. Snesevis af disse Passer ligger
lavere end 900 m. De laveste Punkter i
Fjeldkæden ligger N. f. Torne träsk (412 m) og ved
Tunsjön V. f. Strömsvattudal (351 m). I
mange Tilfælde er de brede Dale delvis opfyldte af
lange, smalle Søer. De fleste er dannede i
Slutningen af Istiden ved Opdæmning med
Morænevolde og fluvioglacialt Materiale. Søerne ligger
næsten alle i samme Højde o. H. og er som
Regel dybest i den vestlige Del, hvor deres
Karakter af Bjergsøer er mest fremherskende.
De største er:

	Højde o. H. m	Areal km2
Torne träsk	345	317
Langas-Stora Lule träsk	375—370	227
Saggat-Skalka	303—295	83
Hornavan—Storavan	425—419	713
Storuman	384	166
Vojmsjön	413	78
Magomaj-Volgsjön	341—333	104
Flåsjön	265	113
Strömsvattudal	286	96
Hotagen	313	50
Kallsjön	381	155

Betydelige Dele af Fjeldregionen er dækkede
af Gletschere, som opnaar deres største
Udbredelse paa Kebnekaise, Sarek og Sulitelma.
Den sydligste Gletscher i S. ligger paa
Nordsiden af Helagsfjället i Jämtland 62° 54′ 19″
n. Br. og 5° 36′ 3″ V. f. Sthlm’s Meridian. Der
findes i S. over 200 Gletschere med et samlet
Areal paa omkring 350 km². Mulighederne for
Græsning og Opdyrkning i de lavere Dele af
Bjerglandet (indtil 600—800 m) er større, end
man almindeligvis antager, p. Gr. a. de fine
sandede og lerede Aflejringer der stammer fra
Søbækkenerne i Slutningen af Istiden, og som
hyppigt dækker store Arealer, f. Eks. i
Jämtland.

2) Moræne- og Mosebæltet falder i store Træk
sammen med de Landskaber, der ligger mellem
Højdekurverne for 200 m og 500 m o. H. Det
bestaar egentlig af et stort Plateau, som
skraaner mod SØ., men dette Plateau er af
Vandløbene blevet udskaaret i en hel Række mindre
Plateauer adskilte af Floddalene. Disse
Floddale er her mindre dybt nederoderede end i
Fjeldregionen, i hvert Fald gælder dette
Floddalene N. f. Lule älv. Landskabet viser sig som
milevide Højsletter med langstrakte svagt
skraanende Højdedrag, som undtagelsesvis
hæver sig til nogle faa Hundrede m. Blandt disse
Højder maa nævnes de berømte Malmbjerge
Kirunavaara (751 m), Luossavaara (732 m),
Svappavaara, Gällivare (617 m) og Dundret
(823 m). Floderne har i Sammenligning med
Forholdene i Fjeldregionen et forholdsvis
jævnt Løb, der dog mange Steder afbrydes af
hele Rækker af Smaavandfald. P. Gr. a.
Vandfaldene og den stride Strøm er de uanvendelige
til Sejlads. — Grundfjeldets Gnejser og
Granitter dækkes ikke overalt af det tynde
Morænelag, der er rigt paa større og mindre
Stenblokke, undertiden saa mange at de danner
store sammenhængende Stenstrøninger. P. Gr. a.
den bakkede, ujævne Overflade og de for
Vandet vanskeligt gennemtrængelige, tætpakkede
Morænemasser er alle de lave Steder temmelig
fugtige og sure. Herved er opstaaet de mange
Moser og Sumpe, som dækker 15—30 % af
Overfladen. I klare, kolde Sommeraftener
ligger disse lave Sumpegne skjulte i Taage
(»Mosekonebryg«), saa Højdedragene rager op
af Taagehavet som sorte Øer. Om Vinteren
kan Landskabet frembyde et ganske tilsvarende
Skue, idet Højdernes mørke Naaleskove da
træder stærkt frem paa Baggrund af Lavningernes
hvide Snedække. De mange Moser er Skyld i,
at en Del af Elvenes Vand faar brun Farve af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>