Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kilsbergen, hvorved der dannes en »Broforbindelse«
mellem det nord- og det sydsvenske Højland.
Her ligger ogsaa Vandskellet. Over den jævne
Slette, hvis Undergrund er Gnejs, hæver sig
flere isolerede Bjergplateauer opbyggede af
kambrisk-siluriske Lagserier, der ofte dækkes
af et Diabaslag. Ved Vänern ligger saaledes det
næsten kegleformede Kinnekulle (307 m),
Halleberg (148 m) og Hunneberg (145 m). Billingen
(299 m) og Fallbygdens Berg med Mösseberg (324
m), Ålleberg (334 m) og Varvsberget skiller
Västergöta slätt i en mindre østlig og en større
vestlig Del. — Ud mod Kattegat og Skagerrak
hæver Landet sig atter lidt. N. f. Götaälven er
Bohuslän opfyldt af lave N.—S. gaaende
Gnejsrygge, hvis højeste Partier er
Björnerödspiggen (224 m) og Ejdebrotten (225 m).
Dalsland NV. f. Vänern har ligeledes Karakter af
et lavt Bjergland, der mod Syd ender i
Kroppefjäll, hvis højeste Punkt er 213 m. Langs
Vänern strækker sig dog et lavt Parti, som i
Modsætning til Bjerglandet kaldes Låg-Dal eller
Dalboslätten. Mellemsverige er efter Skåne S.’s
tættest befolkede Landsdel. Højdedragene er
skovbevoksede og kun lidt opdyrkede, medens
det meste af Slettelandet er under Kultur.
Det sydsvenske Højland eller det
smålandske Højland omfatter den Del af S. Syd
for den mellemsvenske Sænkning, som ligger
oven over de marine Aflejringer. Det omfatter
saaledes ikke blot Småland, men ogsaa Dele af
Västergötland, Halland, det nordlige Skåne og
Blekinge. Egentlig er dette Højland at betragte
som en sydlig Udløber af det nordsvenske
Højland, hvis Moræne- og Mosebælte det i høj
Grad ligner. Det bestaar af et svagt hvælvet
Grundfjeldskjold, som sparsomt dækkes af et
tyndt Morænelag, væsentlig Morænegrus, der
gaar over i vældige Stenstrøninger. En Forskel
fra det nordsvenske Højland er det, at
Vandløbene kun har uderoderet korte, smalle og
ikke videre dybe Floddale. De højeste Partier
ligger omkring den sydlige Del af Vättern,
Tomtabacken (377 m), Galtåsen (362 m),
Högenacke (358 m) og Hjärtsölaberget (357 m). Der
findes en Uendelighed af Moser og Søer, som
alle har deres længste Udstrækning fra Nord
til Syd.
Der findes her som i Nordsverige vidtstrakte
Skove af Gran og Fyr isprængt med Birk og Eg.
Det mildere Klima begunstiger imidlertid en
rigere Kultur, og Opdyrkningen af Moserne
foregaar meget lettere end i Nordsverige (se
nærmere under Småland). Til det
sydsvenske Højland slutter sig nogle lavere
Randomraader. I V. ligger saaledes Hallands stærkt
skulpterede Plateauoverflade. Vandløbene har
udskaaret smalle Dale med stejle Vægge og
Dybder indtil 150 m. Dalene danner i Ø. hele
netformede Dalsystemer, som sønderskærer
Plateauet i et Virvar af Smaaplateauer og
fritstaaende Gnejshøje. Denne Del af Halland, den
saakaldte Skogsbygd, er temmelig ufrugtbar og
mest dækket af Lyngheder og Tørvemoser.
Langs Kysten strækker sig derimod et
frugtbart Lavland, Slättbygden, som mest bestaar af
flade Lersletter med enkelte Gnejskuller, der
markerer en gammel Skærgaard. N. f.
Varberg findes langs Kysten en Skærgaard, som i
N. gaar over i den bohuslänske Skærgaard. —
I Syd gaar det sydsvenske Højland gradvis
over i det skånske Sletteland og Blekinges
Lavland. I det vestlige Blekinge hæver sig paa
Grænsen mod Skåne Vångaberg (156 m),
Ryssberget (153 m) og Ivö Klack (126 m). De
nordlige Egne (Skogsbygden) naar Højder paa
130—180 m, medens den østlige Del er lav og
slutter sig nærmere til Kystsletten langs
Kalmar Sund. Langs Blekinges Sydkyst strækker
sig en bred Skærgaard. Mod Ø. gaar det
sydsvenske Højland over i et 50—60 km bredt
Sletteland langs Kalmar Sund. Det er en
frugtbar næsten gulvplan Slette, opbygget af
horizontale kambriske Dannelser. I Øst fortsættes
denne Slette i Öland og Gottland. Öland (1345
km2) bestaar af Ordovicium og Gottland (2959
km2) af Gotlandium, begge Steder næsten
horizontale Kalk- og Mergellag, delvis dækkede
af postglaciale Sedimenter. Hvor
Undergrundens Kalkklipper gaar i Dagen, findes kun en
tynd Forvitringsskorpe, der er stærkt udvasket
af Regnen. Dette tillige med et koldt, tørt
Foraar er ugunstigt for Plantevæksten. Store Dele
af Gottland dækkes af tørre Fyrreskove med
enkelte Oaser af Løvtræer. Ölands sydlige Del
er et skovløst, steppeagtigt Kalkplateau, kaldet
Alvaren. De nordlige Dele af Öland og Gottland
samt Gottska Sandön dækkes af store
Klitstrækninger med Vandreklitter.
Det skånske Sletteland udgør den
sydligste Del af S. Syd for Linien
Hallandsås-Finjasjön—Ivösjön. Det er et udpræget Sletteland
af lignende Natur som de danske Øer.
Undergrunden bestaar som her af Kridt, medens
Overfladen er et bakket og bølget
Morænelandskab. Dette »ødanske« Landskab sønderbrydes
imidlertid af en Del brede Horstplateauer, som
med Længderetning NV.—SØ. hæver sig op
over Sletten. Dette er saaledes Tilfældet med
Kullen (188 m). Hallandsås (226 m), Söderåsen
(188 m), Romeleås (175 m) og Linderödsåsen
(196 m). (Nærmere Beskrivelse, se Skåne).
Hydrografi. S. er efter Finland det Land i
Europa, som er rigest paa ferske Vande. Indsøer
og Flodløb optager et Areal paa 37878 km2 eller
8,4 % af hele Landets Overflade. Blandt de
største Søer kan nævnes Torne träsk (317 km2),
Stora Lule träsk (168 km2), Hornavan (262 km2),
Uddjaure (203 km2), Storavan (170 km2),
Storuman (166 km2) i Lappland, Flåsjön (113 km2),
Strömsvattudal (96 km2). Torrön, Kallsjön (155
km2), Storsjön (448 km2) i Jämtland,
Dellensjöarna i Hälsingland, Siljansjön (290 km2) i
Dalarne, Skagern (133 km2) i Värmland, Närke
og Västergötland, Båven (66 km2) og Yngaren
i Södermanland, Sommen (124 km2) og Roxen
(96 km2) i Östergötland, Bolmen (187 km2) og
Åsnen (151 km2) i Småland. De allerstørste af
Søerne er Vänern (5546 km2), Vättern (1899
km2), Mälaren (1149 km2) og Hjälmaren (480
km2) i den mellemsvenske Sænkning.
De svenske Floder deler sig i to store
Afløbsomraader, i Ø. til den bottniske Bugt og
Østersøen, i SV. til Sundet og Kattegat.
Hovedvandskellet forløber i Nordsverige langs
Rigsgrænsen indtil 62° n. Br., hvorefter det bøjer mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
