Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Naturforhold) - Sverige (Klima)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SØ. ned mellem Klarälven og Väster Dalälven,
bøjer atter mod Syd ned mellem Vänern og
Vättern og midt ned gennem Småland og
Skåne. Inden for disse to Hovedomraader falder
Landet atter i en Mængde større og mindre
Afvandings- eller Flodomraader. Af disse er 45
større end 1000 km2, og heraf er atter 14 større
end 10000 km2, udgørende ikke mindre end 69
% af hele S.’s Areal. I Rækkefølge efter
Størrelse nævnes: Göta älv (48500 km2), Torne älv
(40200 km2), Ångerman älv (31600 km2),
Dalälven (29200 km2), Ume älv (26700 km2), Indals
älv (26600 km2), Lule älv (25200 km2),
Norrström, som danner Afløb for Mälaren og
Hjälmaren, (22300 km2), Ljusnan (19800 km2), Kalix
älv (17900 km2), Motalaström, Afløb fra
Vättern, (15500 km2), Ljungan (12800 km2),
Skellefte älv (11600 km2) og Pite älv (11100 km2).
De fleste af disse tilhører Gruppen af
Højfjeldsfloder i Nordsverige. — De øvrige 31
Flodomraader over 1000 km2 udgør 16 % af Landets
Overflade og kan indordnes under to Grupper,
nemlig Skovfloderne, som udspringer inden for
Skovomraadet i Nordsverige, samt
Småland—Hallands Vandløb (Emån, Helgeån, Lagan,
Nissan, Ätran, Viskan m. fl.). Endelig kan opstilles
en tredie Gruppe, som afvander større
Lavlandsegne (Tämnarån og Nyköpingsån i
Mellemsverige og Kävlingeån og Rönneån i Skåne).
De fleste af de nævnte Flodomraader er
velafgrænsede fra hverandre, men det er dog
ingen Sjældenhed at se Bifurkationer mellem
Omraaderne. De berømteste Eksempler paa
Bifurkationer i S. er Tärendöälven, som
forbinder Torne älv med Kalix älv, og Vångelälven
mellem Ångermansälvens to Tilløb Fjällsjö älv
og Faxe älv. — Vandføringen i de svenske Elve
er meget varierende i Aarets Løb og i Landets
forskellige Egne, hvilket naturligvis hænger
sammen med Klimaet og til en vis Grad med
Plantedækket. I Almindelighed indtræder der
overalt i S. Højvande en eller flere Gange paa
Senvinteren og i Foraaret paa Grund af
Tøbrud og Snesmeltning. Om Sommeren aftager
Vandmængden paa Grund af formindsket
Nedbør og forøget Fordampning. Dog kan der i
de norrlandske Højfjeldselve ogsaa indtræde
Flom om Sommeren ved Snesmeltning i
Højfjeldet. Om Efteraaret kommer der atter en
Flomtid paa Grund af forøget Nedbør og
formindsket Fordampning. Om Vinteren er
Vandstanden lav over hele Landet paa Grund af
Islægning. I de største Elve kan Vandstanden
svinge 4—6 m. Tilstedeværelsen af Skov
bevirker en Regulering af Vandstanden, idet
Snesmeltningen foregaar langsommere i Skov end
i aabent Land. Endvidere værner Skoven
Jordbunden mod Udtørring om Sommeren, saa der
ogsaa i denne Tid skaffes et. Kontingent af Vand
til Elvene. — De færreste af de svenske
Vandløb har nogen Betydning for Skibsfarten, idet
Faldet i de norrlandske Elve er for stærkt og
Løbet for rivende med mange Strømras og
Vandfald. I Sydsverige er Vandløbene for smaa
til at betyde noget for Samfærdslen. Kun i
Mellemsverige betyder Elvene noget i denne
Henseende, og selv her kræves bekostelige
Anlæg af Kanaler og Sluser, som f. Eks. i
Götakanalen gennem Göta älv og Motalaström. De
nordsvenske Elve spiller dog en stor Rolle for
Tømmertransporten. Overalt i S. udnyttes
Vandfaldenes mange Hestekræfter i hydroelektriske
Kraftanlæg. De største er Trollhättan, Porjus,
Älvkarleby, Untraforsarna og Lilla Edet. I alt
anslaas Flodernes Drivkraft til 17,3 Mill. H. K.,
hvoraf 1,2758 Mill. H. K. allerede er udnyttede.
Klima.
(Se Klimakortene ved Artiklen Norge).
Af S.’s hele Omraade ligger 65000 km2 eller
omkring 15 % N. f. Polarkredsen, medens det
øvrige tilhører den tempererede Zone. I
Almindelighed kan siges, at S. i klimatisk
Henseende indtager en Mellemstilling mellem de
udprægede europæiske Klimaomraader. Den
skandinaviske Fjeldryg danner en ret
udpræget Grænse mellem de maritime atlantiske og
kontinentale østeuropæiske Omraader, hvilket
har til Følge, at det nordlige og til Dels det
mellemste S.’s Klima nærmer sig Ruslands,
medens de sydlige Deles staar de atlantiske og
mellemeuropæiske Klimater nærmere.
Forskellen mellem Sommerens og Vinterens
Temperatur er i S. meget større end i Vesteuropa,
men meget mindre end i det indre af Rusland
og i Sibirien. Sommerens
Maksimumstemperatur stiger de fleste Steder til c. 30°, medens
Vinterens laveste Temperatur synker til ÷ 15
eller ÷ 20 i den sydlige Del og til ÷ 30 eller
÷ 40 i den nordlige Del af S. S.’s absolutte
Ekstremer er + 36° (Karlshamn, Juni 1889) og
÷ 46,5° (Karesuando, Febr 1912).
Sommermaksimum i Karesuando er + 32,5° (Juli 1924).
I Askersund observeredes + 35,5° i Juli 1925.
En ikke ringe Indvirkning paa Klimaet i
maritim Retning har Østersøen og den bottniske
Rugt, samt den lette Adgang,
Atlanterhavsvindene har fra Sydvest, og endelig foraarsager
Landets store Udstrækning i nordsydlig
Retning, der beløber sig til c. 1/7 af Afstanden fra
Nordpolen til Ækvator, en stor Ulighed i
Varmeforholdene mellem de nordlige og sydlige
Dele. Saaledes ligger den aarlige
Middeltemperatur i det nordlige S. under Frysepunktet,
medens den mod Syd og Sydvest stiger til over
7°. I Karesuando, det koldeste Sted i hele S.,
der ligger i Lappland 333 m o. H., er Aarets
Middeltemperatur ÷ 2,8°, i Haparanda 0,5°, i
Piteå 1,7°, i Härnösand 3,4°, i Falun 4,2°, i
Uppsala 4,9°, i Stockholm 5,7°, i Jönköping 6,1°,
i Göteborg 7,4°, i Visby 6,7°, i Växjö 6,0° og i
Lund 7,2°. Falsterbo har med 7,8° Landets
højeste Aarstemperatur og har ogsaa højeste
Middeltemperatur for Aarets koldeste Maaned
(Februar). Disse Tal viser dog ikke alle
Forskelligheder inden for Varmeforholdene i det
svenske Klima, da de stedlige Forskelligheder
veksler med Aarstiderne. I Januar har
Isotermerne en udtalt Tilbøjelighed til at følge
Kysterne og antager i Landets sydlige Halvdel
paa dets østlige og vestlige Side en næsten
nordsydlig Retning. Saaledes gaar Isotermen for
0° langs Skånes Kyster og den for ÷ 1 langs
Hallands Kyst, gennem Skåne, langs Kysten
af Rlekinge og over Öland og Gottland. Medens
de omgivende Have saaledes dæmper den fra
det indre fremtrængende Kulde, virker den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
