Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Statsforfatning og Forvaltning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvori Statsraadsbehandling skal anvendes, idet
Ministerialsystemet (s. d.) ikke er gennemført
i S., saaledes som i de fleste andre Lande.
Ganske vist er næsten alle de tidligere gamle
Kollegier i Tidens Løb enten ophævede ell. gaaet
over til at blive bureaukratisk styrede
Embedsværk, men selv de Ministre, der har
Departementer under sig, har med Undtagelse af
Udenrigsministeren i Alm. ikke den endelige
Afgørelse af Sagerne i Departementet, men denne
tilkommer Kongen i Statsraadet, hvor den
paagældende Fagminister har at foredrage
Sagerne. Undtagne fra Statsraadsbehandling er
foruden Kommandosager og Kabinetssager, som
Uddeling af Ordener og Titler m. v., Prøvelsen
af Forvaltningstvistigheder, der siden 1909
afgøres af en særlig Forvaltningsdomstol,
Regeringsretten. Alle fra Kongen udgaaende
Ekspeditioner og Befalinger skal, bortset fra
Kommandosager, for at blive gældende være
forsynede med Kongens Underskrift og
Kontrasignatur af vedkommende foredragende
Minister, som derved bliver ansvarlig for
Ekspeditionens Rigtighed. Skulde den foredragende
Minister finde, at en Beslutning af Kongen er
stridende mod Grundloven, skal han gøre
Forestillinger derom i Statsraadet, og, hedder det
videre i R. F. § 38, hvis Kongen alligevel
kræver, at en saadan Beslutning skal
udfærdiges, da er det Ministerens Ret og Pligt at
nægte Kontrasignatur og at nedlægge sit
Embede. En særlig ejendommelig raadgivende
Institution ved Siden af Statsraadet er det i 1909
oprettede kgl. Lovraad (lagråd), der bestaar af
tre Højesteretsdommere og et af
Regeringsrettens lovkyndige Medlemmer, og som har at
afgive Betænkning over Lovforslag, som af
Kongen forelægges det. Endelig kan nævnes, at
Kongen kan indhente Erklæringer fra
Højesteret ang. gældende Loves Forstaaelse. Iflg. R. F.
§§ 105 og 106 skal Rigsdagens Konstitutionsudvalg
aarligt granske Statsraadets Protokoller for at
prøve, om nogen af Statsraaderne har forsømt
deres Pligt som Raadgiver for Kongen og skal
i bekræftende Fald lade dem tiltale af
Justitieombudsmanden for Rigsretten. Men vigtigere
end dette forældede Strafansvar er naturligvis
det i Praksis indførte parlamentariske
Ministeransvar, der særlig har faaet Bet., efter at
Statsraaderne siden 1866 har faaet Adgang til
Rigsdagen, enten de er Rigsdagsmænd ell. ikke.
Gaar Kongen i Krig, ell. rejser han til fjernere
Dele af Riget, kan han overlade visse Grene
af Styrelsen til en Del af Statsraadet, men
rejser han udenlands, maa han helt overdrage
Regeringsførelsen til Tronfølgeren ell. en anden
Regent. Bliver Kongen mere end 12 Maaneder
i Udlandet, da skal Regeringen sammenkalde
Rigsdagen, og hvis Kongen endda, efter at han
har faaet Underretning herom, forbliver i
Udlandet, kan Rigsdagen tage den Bestemmelse
om Rigets Styrelse, som den finder nyttigst.
Af de enkelte kgl. Beføjelser skal fremhæves:
I Henseende til den udøvende Magt:
M. H. t. Forholdet til Udlandet bestemmer R.
F. § 12, saaledes som den er blevet ændret
1921, at Kongen har Ret til at indgaa
Overenskomster med fremmede Stater, efter at
Statsraadet er hørt derom, men naar de angaar
Spørgsmaal, som det tilkommer Rigsdagen at
afgøre enten alene ell. sammen med Kongen,
skal Rigsdagens Godkendelse indhentes. Det
samme skal ligeledes i Alm. ske, naar en
Traktat blot er af større Bet., og i hvert Fald skal
i sidste Tilfælde Udenrigsnævnet altid høres,
inden Traktaten afsluttes. Det nævnte
Udenrigsnævn indførtes ved en Grundlovsforandring
1921; det bestaar af 16 Medlemmer, valgte af
Rigsdagen, og forhandler sammen med
Kongen ell. Stats- ell. Udenrigsministeren og
bortfalder ikke ved Opløsning af Rigsdagen. Vil
Kongen erklære Krig ell. slutte Fred, da skal
han høre hele sit Statsraad, men har iflg. R. F.
§ 13 derefter Magt til at fatte og udføre den
Beslutning, han finder nyttigst for Riget.
Fremdeles har Kongen den øverste Befaling over
Krigsmagten til Lands og til Vands og kan
altsaa selv personlig kommandere Hæren og
Flaaden, kan besætte Landets Embeder, men har
kun en indskrænket Adgang til uden Lov og
Dom at afskedige Embedsmænd, jfr nærmere
ndf.; han optager i Adel-, Greve- og
Friherrestand, uddeler Ridderordener og Titler samt
Statsborgerret til Udlændinge i Henhold til
Loven og Tilladelse til Udlændinge til at besidde
fast Ejendom i S. m. v.
I Henseende til den lovgivende Magt:
Kongen kan opløse hele Rigsdagen ell. en af
dens Afdelinger, hjemsende den »lagtima«
(ordentlige) Rigsdag, naar den har været over 4
Maaneder samlet, og indkalde overordentlig
(urtima) Rigsdag, ligesom han aabner
Rigsdagens Møder. Derimod har han siden 1921
mistet sin gamle Ret til at udnævne Formænd
og Næstformænd (talmän) i Kamrene.
Fremdeles har Kongen Lovinitiativ, og hans
Samtykke udfordres til at give Rigsdagens
Lovbeslutninger Retskraft. Han kan endvidere, naar
Rigsdagen ikke er samlet, gennem Højesteret
give autentiske Fortolkninger af Lovene, der
dog kan omstødes af den første derefter
sammentrædende Rigsdag, og han har inden for
visse ret ubestemte Grænser en vis selvstændig
Lovgivningsmyndighed, den saakaldte
økonomiske Lovgivningsmagt, der dog nu ikke er af
synderlig praktisk Betydning.
I Henseende til den dømmende Magt.
Her kan, efter at Kongen 1909 har mistet sin
Ret til at afgive to Stemmer i Højesteret, kun
nævnes, at han udnævner Dommerne, og at
Højesterets og Regeringsrettens Domme
udfærdiges i Kongens Navn og med hans Underskrift
ell. Segl, samt at han udnævner en
Justitskansler, der har at føre Tilsyn med Retfærdighedens
Haandhævelse og i Medfør heraf at paatale
Fejl, der begaas af Dommere og Embedsmænd,
samt at Kongen kan udøve Benaadningsret,
meddele Oprejsning og eftergive til Kronen
forbrudt Gods, dog at Kongen først maa fatte
Beslutning derom i Statsraadet, efter at
Højesteret, eventuelt Regeringsretten, er hørt, og at
det staar til den Dømte, om han vil modtage
Naaden ell. lide den Straf, hvortil han er dømt.
IV. Rigsdagen. Medens den sv. Rigsdag
lige til 1866 bestod af 4 Kamre, de 4 Stænder
omdannedes den ved R. O. af 1866 efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
