- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
728

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fører til Dannelsen af fire forskellige Dialekter
inden for det nordiske Tungemaal, nemlig en
isl. og norsk, som med et Fællesnavn kaldes
den vestnordiske, samt den sv. og danske ell.
østnordiske, Dialekter, som dog i Beg. kun
ubetydelig adskilte sig fra hverandre. Det ældste
sv. Sprog kaldes Oldsvensk og kan regnes
fra Tiden før de ældste sv. Indskrifter med
saakaldte yngre Runer. Disse er fra Tiden
omkr. 850 til 900, og den vigtigste af dem og
maaske den interessanteste af alle kendte
Runeindskrifter er den paa Rök-Stenen i
Östergötland, som bestaar af over 150 Ord og 750
Runer (se Runer). Talrigere bliver
Runeristningerne i 11. Aarh. og endnu mere i det 12.
Aarh. Antallet af alle kendte Runeindskrifter i
S. er større end i noget andet nordisk Land og
naar op til næsten 2000. De findes spredte over
hele Landet, men talrigst er de i Uppland
(henved 1000), dernæst i Södermanland, i
Östergötland og paa Gottland. De fleste af dem er
kortfattede Grav- ell. Mindeskrifter paa Stene, som
er rejste over afdøde paarørende. De har stor
sproglig Bet., men deres Anvendelse for
Videnskaben vanskeliggøres af den særdeles
mangelfulde Ortografi. Sproget kaldes
Runesvensk og adskiller sig mere og mere, jo
længere vi kommer frem i Tiden, fra det
samtidige i de øvrige nordiske Lande. — Runerne
tildrog sig tidlig Forskernes Opmærksomhed,
og Samlinger af sv. Runeristninger udkom
allerede i 17. og 18. Aarh. Den mest fuldstændige
er J. G. Liljegren, »Run-urkunder« (Sthlm
1833), som nu er i høj Grad forældet. En
moderne Bearbejdelse i stor Stil foretages under
Ledelse af »Sv. Vitterhets-, Historie- och
Antikvitets-Akademien«. Heraf er hidtil udkommet
»Ölands runinskrifter« ved S. Söderberg
(Bd I, Sthlm 1900—1906), »Östergötlands
runinskrifter« ved E. Brate (Bd II, 1911—1918)
og »Södermanl. runinskr.«, 1. Hft. (Bd III, 1,
1924); for øvrigt maa nævnes: E. Brate (og
S. Bugge), »Runverser« (Antiqv. Tidsskr. X);
A. Noreen i »Altschwedische Grammatik«
(Halle 1897-1904) Anhang II, S. 481-502; O. v.
Friesen
, »Upplands runstenar« (Uppsala
1913), »Rökstenen« (Sthlm 1920).

Fra og med 13. Aarh. begynder en ny
Periode i det Oldsvenske Sprogs Historie. Fra
dette Aarh. er nemlig de ældste til vor Tid
bevarede Haandskrifter paa Oldsvensk. De er
alle skrevne med lat. Alfabet. Af den med
Runer skrevne Oldsvenske Litteratur, som for
øvrigt synes at have været ubetydelig, er intet i
Behold. Som det ældste Oldsvenske
Haandskrift betragtedes længe Hovedhaandskriftet af
den ældre Vestgöta-Lov (Cod. Holm. B. 59,
ældste Parti), som er nedskrevet noget efter
1281. Men nylig er det blevet paavist (af O. v.
Friesen
, »Vår äldsta handskrift på
fornsvenska« [Uppsala 1904]), at to smaa
Fragmenter af samme Lov, som ved Midten af det 19.
Aarh. blev fundne i Rigsarkivet i Oslo og
derfra overgaves til det kgl. Bibliotek i Sthlm, med
større Ret kan betragtes som de ældste
oldsvenske Litteraturfrembringelser, da de maa
henføres til Midten af 13. Aarh. De frembyder
imidlertid i baade Sprog og Ortografi flere
Overensstemmelser med Oldnorske Haandskrifter fra
samme Tid, hvorfor man længe betragtede
dem som stammende fra norske Skribenter. De
øvrige ældre Haandskrifter er fra Beg. af 14.
Aarh., og Flertallet af dem bestaar af
Optegnelser af de gl. sv. Landskabslove. Fra omkr. 1325
stammer Hovedhaandskriftet, Cod. A. af
Södermanna-Loven (Holm. B. 53, første Del). Fra
Aarhundredets første Halvdel er ogsaa
Hovedhaandskriftet af Västmanna-Loven (Cod. Holm.
Uppsal B. 12), Östgöta-Loven (Cod. Holm.
B. 57, ældre Del). Fra omkr. 1350 daterer sig
Hovedhaandskrifterne af Upplands-Loven (Cod.
B. 58), Dala-Loven (Cod. Holm B. 54, ældre
Del) og af Kong Magnus Erikson’s Landslov
(Cod. A. M. 51, 4:0 første Haand). Maaske noget
senere er Cod. Buræanus (Cod. Holm. A. 34),
et anseligt Fragment af det store saakaldte
Oldsvenske Legendarium, det eneste af de
ældre Haandskrifter af større Omfang, som ikke
er af juridisk Indhold. Og fra omtr. samme Tid
er nogle smaa Blade, egenhændig beskrevne af
den hellige Birgitta, med Optegnelser af hendes
Revelationes. Lovhaandskrifterne er
udgivne af Collin og Schlyter i det
klassiske Værk Corpus juris sueogothorum antiqui
I-X (Sthlm 1827-1862). Fotolitografiske
Udgaver er: A. Börtzell og H.
Wieselgren
, »Västgöta loghbok« (Sthlm 1889) og
»Östgötalaghbok« (Sthlm 1900). De fleste øvrige
ældre og yngre Oldsvenske Haandskrifter
indgaar i Samlinger udgivne af »Svenska
Fornskrift-Sällskapet«, Hefterne 1—162 (Sthlm
1844—1926) (fortsættes).

Lovhaandskrifterne og Cod. Buræanus giver
os et ret fyldigt Billede af det Oldsvenske Sprog
omkr. Aar 1300, saaledes som det nu havde
udviklet sig til Selvstændighed lige over for de
øvrige nordiske Sprog. Det er ikke noget
Enhedssprog, der møder os i disse Haandskrifter.
Dialektsæregenhederne er ubestridelige og
fremtræder tydeligst i de vestgøtske
Dokumenter (dersom vi ser bort fra de gotlandske, om
hvilke se nedl). Men Forskellighederne er ikke
saa store og iøjnefaldende som mellem de
danske Lovhaandskrifter, hvilket vel snarest beror
derpaa, at selv de talte Dialekter i de
betydeligste sv. Landskaber var hverandre mere lig
end i de danske. Paa den anden Side skønner
vi allerede nu visse Tendenser til Dannelsen af
et Skriftsprog, bestaaende i en fast ortografisk
og grammatisk Tradition, som opstod i
Skriveskolerne. Sproget i et vist Lovhaandskrift maa
altsaa ikke uden videre anses for at
repræsentere Talesproget i det Landskab, for hvilket
Loven gælder.

Skriftsystemet var hentet fra det samtidige
Munkelatin, lempet efter Oldsvenskens Behov,
og stod stadig i sin fortsatte Udvikling i
Afhængighed af den middellatinske Skriftbrug, men
ogsaa af den samtidige Skrivemaade i
beslægtede Sprog, i Særdeleshed det danske og det
nedertyske. De ortografiske Principper i
Runeskriften har ej heller været betydningsløse. Fra
den gl. Runerække optoges Tegnet þ i Bet. af
ustemt og stemt interdental Spirant (= det
engelske th); dette Tegn er karakteristisk for
Haandskrifterne i 13. Aarh. og første Del af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:04:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/22/0748.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free