Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
løsa ell. ganzlica løsa, lidugha oc quitta o. l.)
og mange Laaneord, f. Eks. Verber paa -era
(hantera o. desl.) ell. med Forstavelsen be-
(betala), Substantiver paa -eri (röveri), paa -inna
(förstinna), -het (frihet) og andre Ord saasom
fordel, rænta, untkoma, berätta, forsökia,
pung(er), gynst, tukt, bruka, arbeta. (Mange
saadanne kommer ogsaa ind i Talesproget).
Fra Dansk optoges ogsaa til Dels
grammatikalske Egenheder, f. Eks. e i Verbernes
Infinitiver (haffue have) m. fl. Henimod Slutningen af
Perioden bliver Indflydelsen fra Dansk saa
stærk, at det tit er vanskeligt at afgøre, om et
Dokument er skrevet paa Svensk ell. Dansk.
Der var utvivlsomt Tilløb til et fælles
svensk-dansk ell. skandinavisk Kancellisprog. I den
senere Middelalders religiøse og officielle Sprog
kan vi se Grundlaget for en nyere Tids svenske
Skriftsprog. Litteraturfrembringelser, som staar
uden for den kirkelige ell. den officielle Stilart,
viser stundom en friere Sprogform, som staar
det talte Sprog nær, saaledes f. Eks.
Rimkrønikerne, Didriksagaen, Lægebøgerne.
Talesprogets Udvikling kan vi slutte os til af
Haandskrifternes vaklende Skrivemaade og ved
en Sammenligning med de forsk.
Nutidsdialekter. Ved Slutn. af Middelalderen synes det sv.
Talesprog at have undergaaet særdeles store
Forandringer. Men Talesprogforandringerne er
indtraadte ulige hurtigt i de forsk. Egne og
delvis paa forsk. Maade. Herved er der opstaaet
ny Dialektforskelligheder, og i Virkeligheden
turde den nuv. sv. Dialektgruppering i sine
Hovedtræk have været færdigdannet allerede
paa den Tid. Sydsverige og Götaland synes
i det hele taget at have været et Skridt forud i
Udvikling, Svealandskaberne at være komne
bagefter. Litteraturen viser os hovedsagelig
Udviklingen i de centrale Landskaber. I
Middelalderen synes Östergötlands Dialekt,
øjensynligt paa Grund af Vadstena-Litteraturen, at
være fyldigst repræsenteret.
Nogle Forandringer er begyndte allerede i
den foregaaende Periode: i. y bliver e og ø
foran r- og l-Lyd (det saakaldte kakuminale ell.
»tykke« l): dyr bliver dør Dør, fylghia bliver
følghia følge, hirþi bliver herdhe Hyrde. Men i
Skrift beholdes ofte i- og y-Tegnene lige til
Periodens Slutning, ja delvis ind i vor Tid, f.
Eks. kyrka Kirke, som ofte udtales (men meget
sjælden skrives) körka. En saakaldt
»Vokalbalances-Lov indtræder, ifølge hvilken
Endelsevokalerne i, u staar efter kort Rodstavelse, men
efter lang i deres Sted e. o indtræder, gudhi til
Gud, til sălu til Salg, men gamal i gardhe
gammel i Gaarde, for visso visselig. Denne
Forandring viser sig i visse Lovhaandskrifter fra den
ældre Periode, f. Eks. Magnus Eriksson’s
Landslov, og er karakteristisk for Flertallet af
Vadstena-Haandskrifterne. Spor af saadan
Vokalveksling fremtræder endnu i vore Dages Svensk,
baade i Skriftsproget og i Dialekterne, i
Særdeleshed i Svealand.
I den sidste Del af 14. Aarh. og i 15. Aarh.
undergaar Sproget mange Forandringer, som
dog kun ufuldstændigt kommer til Syne i
Skriften.
Allerede i Slutn. af 14. Aarh. overgaar langt
a til å-Lyd, hvilket viser sig deri, at Ord, som
fra gl Tid har haft langt a, f. Eks. bat Baad, i
Haandskrifterne sporadisk skrives med o, ell.
at Ord med o skrives med a, f. Eks. kaana
Kone. I Reglen beholdes dog Tegnet a under
hele Perioden lige ind i det 16. Aarh. (i
Særdeleshed i de religiøse Vadstena-Haandskrifter).
Ved samme Tid begynder en Simplificering i
Sprogets Kvantitetssysten, bestaaende deri, at
af oprindelige Forbindelser af kort ell. lang
Vokal og kort ell. lang Konsonant de to opgives,
nemlig Forbindelserne af kort Vokal + kort
Konsonant (f. Eks. găf, tăla) og af lang
Vokal + lang Konsonant (f. Eks. atta otte), hvilke
erstattes med en af de to andre, d. v. s. kort
Vok. + lang Kons. og lang Vok. + kort Kons.
gaf bliver gaf, ofte skrevet gaaf, tăla bliver
tala skip gaar over til skepp eller skeep.
Herved opstaar en Forskel mellem Svensk og Dansk,
i hvilket Sprog kort Vok. + kort Kons., f. Eks.
Vid, forekommer endnu i vor Tid. Denne
Forskydning gennemføres i de fleste Dialekter i 15.
Aarh., men med forskellig Hurtighed, tidligere
i En- end i Tostavelses-Ord, tidligere i visse
Dialekter end i andre, og tillige paa forskellig
Maade., saaledes at de sydligere i Reglen altid
forlænger Vokalen, de nordligere ofte faar
Konsonanten forlænget. Da den Oldsvenske
Litteratur, som omtalt, mest grunder sig paa
Götadialekterne, fremtræder i denne hovedsagelig
den Behandlingsmaade, som i dem er det
normale, nemlig Vokalforlængelse. Omtrent
samtidig med disse Kvantitetsforandringer er de
korte Vokaler i og y foran en enkelt oprindelig
kort Konsonant blevne e og ø (i de centrale
Dialekter dog ikke foran i i Endelserne, f. Eks.
driffvit drevet, mykit meget, i Modsætning til
Dansk), ældre oldsv. friþ(er) »Fred« bliver
yngre oldsv. fredh, skip »Skib« bliver skep ell.
skepp, syþer »Syd« bliver södher. Samtidigt
er ogsaa u og o faldne sammen i en aaben
å-Lyd i samme Stillinger, hvilket bl. a.
fremtræder deri, at Ord med o eller u f. Eks. son,
sun »Søn« kan skrives med a ell. aa (som jo
tidligere var blevet til å-Lyd). En anden Art af
Kvantitetsforandringer, som særlig udmærker
de sydligere Dialekter, der har staaet i
nærmere Berøring med Danmark, men som aftager,
jo længere man kommer mod Nord, er
Forlængelse af Vokal foran visse
Konsonantforbindelser, i Særdeleshed rdh, ng, ld, nd, mb. Ved
disse Vokalforlængelser har vi faaet å i Stedet
for a (gennem Mellemstadiet: a) i mange Ord:
gård »Gaard« af gărdhier), hålla »holde« af
halda, hånd »Haand« for hand (nu hand) o. s. v.
Med Hensyn til Konsonanterne skal bemærkes,
at 1) Spiranten þ (se foran), som i Begyndelsen
af Perioden skreves th, allerede i den første
Del af 15. Aarh. bliver til t. 2) Flere Slags
Assimilationer af Konsonantforbindelser
begynder at gennemføres, særlig i sydligere
Dialekter, f. Eks. at nd bliver nn, mb bliver mm,
rdh bliver mod Syd r som i Dansk, for øvrigt
l (kakuminalt). 3) t og k i svagtonede
Stavelser gaar over til dh og gh (hvilke i en senere
Periode ofte aldeles bortfalder), f. Eks. Swerighe
for Swerike, litedh »lidet« for litit, fallidh
»faldet« for fallit, folkid(h) »Folket« for folkit.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
